Profile
Blog
Photos
Videos
Nu er vi faktisk kommet dertil, hvor vi ikke rigtig kan finde ud af hvad dato det er eller om det er onsdag eller søndag. En smule besværligt, når man skal planlægge frem i tiden... Vi har også resoneret en del over nogle af de ting, der er lidt mærkelige her i usa. Hvorfor skal toiletterne fx være så lave, at man sidder med knæene under hagen samtidig med at mellemrummene mellem gulvet og lågen er så højt, at man føler, at alle folk kan glo ind. Samtidig er alle sengene så høje, at man skal hoppe op for at sidde i dem. Vores bil har desuden også skiftet køn siden sidste opdatering for den er simpelthen for lille og fesen til at den kan være af hankøn, så den er nu blevet til fru chevy.
Men tilbage til hvad vi egentlig oplever... Vi kørte mod death valley (tror det var torsdag) og havde en lang, lang køretur, hvor der ikke var ret mange andre biler, men det var super flot og vi var ude og vandre i nogle store sandbanker. Vi tog en overnatning i las vegas på et endnu mere usselt motel, hvor gulvtæppet var så klamt at vi ikke kunne få os selv til at gå på det med bare fødder, og når man tændte for blæseren på badeværelset begyndte det at stinke af cigaretrøg. Men vi skulle heldigvis hurtigt videre til grand canyon næste dag. Motelejeren var dog en sød lille mand fra egypten, der godt kendte til danmark og danske film. Vi har faktisk mødt flere herovre, der har set danske film. Lidt sejt. Motelejeren havde tilsyndeladende en mastergrad i litteratur og kultur og synes det var meget klogt at dk ikke var med i euroen. Det er nogle pudsige samtaler, man nogle gange får og pudsigt hvordan sådan en mand kan ende som motelejer i usa.
Vi boede halvanden times kørsel fra grand canyon i en lille by, der hed Flagstaff. Dette motel var heldigvis rigtig pænt og rent og helt perfekt til at lave ingenting. Udover at besøge grand canyon selvfølgelig. Vi tog kun en enkelt dag derop, da nogle af vandrestierne var lukket pga. sne, men det var faktisk også rigeligt. Det var en super flot og fascinerende udsigt. Vi var heldige,at solen skinnede og der var helt vindstille, for det var faktisk temmelig koldt der oppe, men vejret var også helt klart, så vi kunne se op til 400 km væk. Flagstaff blev som tidligere nævnt også brugt til bare at slappe af. Ca en hel dag i sengen, hvor kim så basket og jeg så serier på netflix. Utrolig så træt man kan blive af at køre langt!
I mandags ankom vi så til Las Vegas igen, hvor vi denne gang heldigvis skulle bo på et 4 stjernet hotel, hvor der er kæmpestort badekar, dobbeltdøre ud til badeværelset og to kæmpe store senge. Der er i hvert fald 15 store hoteller her, hvor der inde i hvert hotel er et stort casino og et shoppingcenter samt diverse restauranter og barer. Ret imponerende. Og så er der selvfølgelig forskellige temaer som fx romersk eller italiensk som hoteller så er dekoreret udfra. Vi har indtil videre ikke lavet så meget her andet end at gå rundt og kigge (og shoppe en lille bitte smule) og spise god mad. Og så selvfølgeligt nydt, at vi er kommet til varmere vejr igen med ca 18 gr her. Det hele er bare så stort, overdrevet og kunstigt her. På alle casinoerne vrimler det med piger, der er klar til at servicere på alle tider af døgnet i alt for småt tøj, så diverse kropsdele vælter over- eller under ud. Imens drikker folk øl og drinks dagen lang, mens det på gaderne bugner med tiggere og folk der reklamerer for call-girls. Vegas er et forunderligt sted på godt og ondt.
- comments
Britta Nu I er i Las Vegas, gå I vel efter den store gevinst ?? Ha Ha Ha Dejligt at høre fra jeg igen.
Mette Hej I to. Dejligt at følge med i, hvad I oplever.
Jonna Nu har I snart været væk en måned, og sikke meget I har oplevet.