Profile
Blog
Photos
Videos
Så er min første skole uge færdig… Det har været en spændende oplevelse og jeg har mødt en masse søde mennesker.
Jeg har nu haft de enkle timer nogle gange, og det kan være svært at følge med hele tiden når man ikke kender alle ordene. Tirsdag og torsdag er mine yndlingsdage. De dage har jeg dans om morgenen og engelsk om eftermiddagen. Godt nok er dans ret skuffende, da det er et begynder hold jeg er blevet tilmeldt. Det er ikke så spændende at gå henover gulvet i takt med musikken i 10 min. Men når det er sagt, så er det de sødeste piger jeg er i klasse med, og det gør timerne til de hyggeligste af alle. Enzo og jeg har engelsk sammen, hvilket er meget rart når vi skal lave par arbejde. Ingen af os er så gode til at skrive engelsk, også er det ikke så pinligt at skulle vise hinandens hvad man har lavet.
Mandag og Onsdag er mine lange dage. Jeg går i skole fra 9.00 - 19.00. Jeg har dog to lange pauser imellem nogle af timerne. Disse dage har jeg CIS, hvilket er et hold hvor man lærer at bruge en computer. Det er ret kedeligt, da jeg godt ved hvordan man åbner en fil og opretter en ny mappe. Det er dog rart at have et nemt fag, så man kan koncentrere sig om at følge med i hvad læreren siger. Efter CIS har jeg Business Math, hvilket er det kedeligste i hele verden!!!!!!! Okay, det er måske ikke så kedeligt, men jeg forstår i hvert fald ingenting af det Mr. Hyatt siger. Jeg skal ned på kontoret tirsdag for at høre om jeg kan droppe faget. Jeg krydser fingre. Om eftermiddagen har jeg Business og psykologi. Det er mine to yndlingsfag hvilket også skyldes de to kanon dygtige lærere jeg har.
Som sagt har jeg mødt en helt masse søde og imødekommende mennesker. Jeg har det ret nemt med at møde nye mennesker, da alle ved hvem jeg er, den danske udvekslingsstudent. Jeg kan sjældent få lov til at være alene når jeg er på skole, da folk hele tiden kommer hen og vil snakke. Enzo derimod har det lidt sværere. Han overvejer kraftigt at farve sig lyshåret og blive en pige, da det er en meget stor fordel J
Den første dag kom hele mit engelsk hold hen og præsenterede sig selv en efter en efter timen. Det var rart, og det er også det hold jeg føler mig mest tilpas og afslappet på. Dagen efter havde jeg en sjov oplevelse med en gruppe drenge der stod lige bag mig før en time. De havde gang i en samtale om, hvor meget pænere europæiske piger var end de amerikanske piger. Det var meget underholdende, da de stod 1 meter fra mig. Dernæst begyndte de at diskutere mig, og hvem der skulle gå over og sige hej uviden om, at jeg faktisk godt kunne tale engelsk. De blevet alle meget røde i hovederne og så ret chokeret ud, da jeg svarede dem på okay godt engelsk.
Min familie er lige kommet hjem fra en uges ferie i Las Vegas. Det var rart at have huset for sig selv, da 5 unge mennesker kan larme rigtig meget. Den negative side af deres ferie var at jeg så skulle være alene med fem katte og en hund. Dyrene er meget opmærksomhedskrævende, og jeg har ikke ligefrem lyst til at give dem opmærksomhed. Jeg har derfor søgt så meget ud af huset som muligt. Enzo bor 100 m længere nede at vejen, og jeg har tilbragt hver eneste eftermiddag og aften hos hans familie. Han bor hos det sødeste ægtepar, Dave og Tammy. De har fire børn, tre drenge og en pige. Pigen er på min alder og drengene er lidt ældre. De har dog kun en af børnene boende hjemme (en af drengene, Eric). Eric afsluttede universitetet i sommers og leder nu efter et job.
Sidste lørdag mødte jeg den ældste af min værtsmors børn, Jared. Han havde ferie fra hæren og kom forbi for at hilse på mig. Det endte med at jeg tog med ham til en fest, da jeg ikke havde så mange andre planer den aften. Det var dejligt at komme ud af huset og møde nogle nye mennesker.
Onsdag aften tog Enzo og jeg på en bar ude ved en sø. Det var en meget lille bar hvor der var live musik. Det var rigtig hyggeligt og vi fik et par øl og snakkede med en helt masse mennesker. Aftenen på baren var bare stille og roligt, men torsdag kom en af Tammy og Daves andre drenge, Jordan, hjem fra universitetet. Vi tog alle fire (Eric, Jordan, Enzo og jeg) ned til Jordan og Erics søster Taylor, som går på University of Toledo. Hun bor i en lejlighed på campus hvor der blev holdt en stor fest. Det var en rigtig sjov aften, og vi er inviteret ned til endnu en fest om et stykke tid.
I denne weekend har jeg været ude og shoppe med Tammy. Vi tog til et kæmpe center, hvor vi brugte flere timer på at kigge rundt. Jeg har aldrig oplevet noget så overvældende og det var en smule svært at bestemme sig for hvad der egentlig var nødvendigt at købe.
I går aftes var jeg til min første football kamp. Det var en sjov oplevelse og jeg skal helt sikkert ind og se nogle flere kampe. I aften skal jeg i biografen med Enzo og hans værtforældre. Tammy og jeg skal ind og se en tøsefilm imens Enzo og Dave skal ind og se en film, der for der meste henvender sig til det mandlige publikum.
Det var alt for nu. Jeg ligger snart nogle billeder ind, men jeg har ikke lige vænnet mig til at tage mit kamera med mig når vi skal nogle steder, så jeg har ikke fået samlet så mange endnu.
Camilla
- comments