Profile
Blog
Photos
Videos
Så blev det torsdag og vi er kommet hjem fra skole her kl 18.00.
Onsdag morgen gik som alle andre morgener med, at møde op på mave-tarmafdelingen, hvor vi skulle deltage i morgenkonferencen. Denne varede 1,5 time og var meget kedelig.
Herefter skulle vi ud på stuegang og denne gik helt som forventet med meget et hurtige kig på en patient og så videre til næste.
Kl. 10.00 havde vi et møde med Chen Hong, som er leder for de studerende på West China school of nursing. En journalist fra VIA's kommunikationsafdeling i Danmark var i Kina, da der er Danmark Day i Chengdu og hun ville gerne interviewe os og have nogle billeder. På billederne skulle Chen Hong ligne at hun underviste os. Vi så selvfølgelig meget interesserede ud på disse opstillede billeder ;)
Efter interviewet havde vi vores daglige pause på 2,5 time. Onsdag brugte vi den rent faktisk fornuftigt, i stedet for at lægge os til og sove. Vi skulle have fundet ud af, at købe en togbillet til Chongqing til lørdag, så vi rent faktisk kan nå vores fly søndag.
Nogle af de studerende vi mødte dagen før, kom fra Chongqing og fortalte os at vi hurtigst muligt skulle købe eller booke billetten, da billetterne bliver udsolgt mange dage i forvejen. Vi fik lidt stress over tanken at skulle strande i Kina, så vi skulle bare have fundet den billetbod hurtigst muligt. I Kina finder man ikke denne bod på stationen, da det jo ville være alt for let. Vi fandt dog en blog på nettet, der fortalte hvor billetterne kunne købes.
I pausen smuttede vi i en taxa og hen til stedet. Det gik meget let, idet vi havde fået den kinesiske studerende til at oversætte " to billetter til Chongqing d. 28/9". Det vi ikke lige havde forudset var, at vi skulle bruge vores pas til at booke togbilletter med. Så vi måtte tilbage med taxa til hotellet, finde pas og ud i taxaen igen. Herefter gik det som smurt. Vi er nu to billetter rigere for kun 97 RMB pr. stk og en hel del mere lettede.
Efter pausen skulle vi se ER(skadestuen), det psykiatriske hospital og lægehuset.
ER var meget kaotisk. Her kommer 500 patienter ind om dagen og der er pårørende over det hele i modtagelseslokalet.
Inde i skadestuen ligger patienterne på rad og række og mange ville i Danmark være for raske til at ligge i skadestuen. Den bruges her både som akut men også som ventestue før end ,patienterne kan komme op på en afdeling. I skadestuen har de også en intensiv afdeling. Denne ligner meget intensivafdelingen i Danmark i forhold til udstyr. Det er lidt ældre og patienterne ligger meget tæt, men ellers ser det okay ud.
Vi gik videre ind i afdelingen for infusioner. Dette er et venteværelse, hvor patienterne sidder med hver sit drop i armen( bestående af en sprøjte sat til et iv drop). Dette er jo praktisk, så kan sygeplejersken bare skubbe lidt på sprøjten når patienten skal have væske og patienten optager ikke en seng. Infektionsmæssigt måske mindre heldigt, idet de vader rundt på gangene med det.
Vi så en lille pige på 8 år. Hun var blevet bidt af en slange mens hun sov, og fingrene var meget ilde tilredt.
Efter ER tog vi videre til psykiatrisk hospital. Det er den 2. af deres 3 out-patient building. Vi har ikke helt forstået konceptet med in eller out patient buildings, da der i begge er patienter indlagt.
På en dag kommer der i de 3 modtagelser i de 3 out-patient buldings 20.000 patienter igennem og 100.000 mennesker, da de alle har pårørende med. Det er et gedemarked og der er sort af mennesker.
Vi så 3 afdelinger på Psyk, børn og gamle med alzheimers, skizofreni og den lukkede afdeling.
Det var meget sterilt at kigge på og knap så spændende. Bl.a. var der et helt tomt rum foran sygeplejeskranken. Dette skyldes dog at patienterne hver morgen kommer herhen og dyrker gymnastik. Det ville vi gerne have set!
På børneafdelingen blev vi endnu engang meget populære. Der kom to teenage piger ud af en dør, da vi gik forbi den og de hvinede ved synet af os. Der gik selvfølgelig ikke mere en to sekunder, så skulle vi have taget diverse billeder arm i arm med pigerne.
I lægehuset så vi de forskellige afdelinger, bl.a. børn, traditionel kinesisk medicin og lægegangen for generelle problemer. Her var der skilte over dørene så man kunne se, hvad man kunne konsulteres for i hvert enkelt rum. Der var et for diarré, et for hundebid og et rum der hed: Bandage shower and Get sick of dog treatment room - Ret sjovt, idet det var ment i alvor og kan læses på to måder:D
Da dagen endelig var slut kl. 17.00 tog vi ud og spiste på Red River Grill. Vi fik den lækreste burger til 35 RMB. Da vi kom hjem var vi mega trætte og så kun starten af en film.
I dag torsdag, startede dagen igen på mave-tarmafdelingen. Dog skulle vi ikke med til stuegang i dag, da vi skulle fremlægge for vores sygeplejelærer på afdelingen samt de studerende. Vi fremlagde om det danske sundhedsvæsen, Kayley og Therese om VIA og sygeplejeuddannelsen og Mette og Mie fremlagde om en sygdom.
Da vi var færdige kom der en læge der havde lavet en case, hvor vi så skulle give et bud på sygdommen efter at have fået en masse symptomer at vide. Vi er ikke helt sikre på, hvad vi lærte af dette men tiden gik dejligt hurtigt. Nogle dage har vi jo siddet rimelig længe og lavet ingenting, som forleden hvor vi gloede ind i en væg i 1,5 time for derefter at få spisepause.
Efter pausen skulle vi se nr. 1 out patient building. Vi skulle op og til afdelingen for traditionel kinesisk medicin. Det var vildt spændende. Mette prøvede akupunktur i hånden, hvilket skulle være godt for tænderne og Kayley fik en glas sugekop på armen, hvilket skulle vise om man havde dårlige ånder inden i sig eller trække ondt blod ud af kroppen. Blev huden under sugekoppen lilla, havde man onde ånder og blev huden rød, var man normal. Det lyder skisme sårn lidt sjovt, men var meget interessant at se.
Det de udførte her lød dog til at være funderet i lidt videnskab samtidig med gammel kinesisk viden, og meget af akupunkturen var også på lokale punkter, som kunne lindre smerten der hvor nålen sad. Dette troede vi nok mest på.
Efter rundvisningen skulle vi videre til Nursing Skills lab, hvor vi skulle møde 3. års studerende. Vi skulle ligesom sidst se en demonstration og så ind og øve os i handlingen. Vi fik igen hjulpet dem til lidt viden om ergonomi. I Kina løfter man patienten op af sengen og sætter ham/hende i en kørestol. Det kan jo bare ikke helt lade sig gøre i Danmark, vi er jo tykke og store i forhold til de små størrelser der render rundt her. De kunne dog også sagtens se, at det i længden ikke er smart at bære på folk, når man skal arbejde i 50 år.
Vi fik lov at prøve deres søde små hatte og sløjfer og fik taget et fællesbillede. Så i kan også få lov at se de fine hatte på vores hoveder. Vil nok sige at nogle ser bedre ud end andre med den hat.
I aften skal vi slappe af, se film og finde noget mad. Det bliver måske kopnudler igen, hvem ved.
Vi har sidste dag i praktik i morgen og lørdag rejser vi mod Chongqing. Opholdet er meget snart ved at være ved vejs ende og vi glæder os ustyrligt meget til at se alle jer dejlige mennesker i Danmark.
- comments