Profile
Blog
Photos
Videos
Same same... but different!
For dem som ikke gider læse de lange og måske til tider kedsommelige blogindlæg, kommer her en kort og kontant status efter Everest turen; Vi er begge kommet helskindet tilbage til Kathmandu, ingen forfrysninger, brækkede lemmer eller akutte flyredninger i helikopter! Alt i alt faktisk en ganske almindelig 13 dages trekkingtur...
og dog...
En trekkingtur til verdens højeste top bliver vel næppe almindelig for et par unge kuldeskær danske piger. Her følger beretningen om den uforglemmelige tur til Base Camp:
Vi fløj fra Kathmandu mod Lukla d. 24. februar tidligt om morgenen. Dagen inden havde vi haft travlt med at finde det bedste tilbud på en 14-dages trekking tur til Mt. Everest Base Camp. Udgangspunktet var tilbuddet fra JYSK hjemme i DK på 8.000 kr. pr. person, JYSK kontoret her i Kathmandu startede med at slå 1.000 kr af i prisen, men nærrige som vi nu engang er, ville vi finde det billigere. Vi endte med en fornuftig tur til blot 4.500 kr. pr. person med alt inkl. (bærer, guide, mad, overnatninger, fly).
Vores flytur startede overraskende behageligt, taget i betragtning af at vi fløj i et mini 18-personers propel fly, hvor der var en konstant udluftning, fordi døren bestemt ikke sluttede tæt. Halvvejs mod Lukla blev den idylliske flytur en smule mere nervepirrende. Flyet faldt, bogstavligt talt, hvad der føltes som flere meter ned, 2. piloten hev straks et papir/tjekliste frem, hvorefter piloten hastigt hev og flåede i diverese ting i cockpittet. Det lykkedes ham at stoppe os i at falde, men resten af turen bød på voldsom turbulens og vi nåede at frygte for vores liv et par gange.... og dette specielt da vi pludselig så landingsbanen. Nu skal det lige siges at byen Lukla er en bjerg-by, og det er derfor begrænset hvor lang en landingsbane man kan lave på en bjerg-skråning. Landingsbanen var derfor ekstrem kort og hældte ca. 30 grader. Der blev derfor tørt en dråbe sved væk fra panden, da vi endelig vakkelvårne kunne træde ud af flyet!
Samme dag fortalte vores guide os, at et fly som vores var forulykket en måned forinden; det havde kort sagt fløjet ind i bjerget under landingsbanen, istedet for at ramme selve banen et par meter højere. Alle de tyske turister i flyet var omkommet, på nær piloten...
Det tog os 9 dage at komme fra Lukla til Gorak Shep, hvilket er det højeste overnatningssted på trekket. De 9 dage bød på én "let" gå-tur og 8 RØV hårde vandre/klatre dage! Udfordringerne kom nærmest væltende ned over os med det samme. Kulden gjorde sit indtog første nat - den frarøvede os vores skønhedssøvn og slap os ikke ud af syne de næste 12 dage! Dette resulterede I at vi kun havde alt tøj af én eneste gang på turen, nemlig halvvejs på dag 6, hvor vi følte medlidenhed med folk der var inden for 30 meters afstand af os!
Det er grundviden at man som aktiv skal have rigeligt at drikke. Desværre kan man ikke drikke vandet fra hanen (floderne) på trekket, og mineralvand er selvfølgelig meget dyrt i bjergene. Vi havde derfor købt klor-tabletter til at rense vandet med. Vores maver var dog ikke helt glade for at vi havde valgt de billigste tabletter, og vi døjede med "mærkelige" maveproblemer under hele turen.
Den største udfordring af alle, var dog at bevæge sig i den stigende højde! Inden trekkets start var vi meget opmærksomme på tegnene på højdesyge og alvoren af denne. Vi var meget spændte på at mærke evt. forandringer på egen krop. Efterhånden som vi kom højere og højere op, syntes dagene og de bratte opstigninger mere og mere uoverkommelige. Tempoet faldt i takt med at luften blev tyndere, og på blot 4. dagen var vi sneglefart på vej op mod de 3870 meters højde for dagen. Herfra medførte enhver bevægelse høj puls og en følelse af lige at have løbet en spurt!
Højden resulterede også i mangel på appetit, og efter de 4000 meters højde døjede Johanne med en kronisk hovedpine. Ikke blot den lille prikkende fornemmelse på panden, men den tunge smerte i baghovedet, der får hovedet til at føles som om det vil eksplodere! Som det nok kan regnes ud blev det nogle MEGET lange nætter! Camilla derimod var godt kørende! ... - lige indtil dag 8!!! Det startede med hovedpine og ingen mad indenbords, hvilket bestemt ikke er godt, da man forbrænder dobbelt så meget deroppe. Senere på eftermiddagen opstod der dog en kvalmende fornemmelse og den efterfølgende nat blev noget nær et helvede; ingen søvn, en gang opkast og mavekramper. Morgenen efter var der blot små forbedringer i hendes tilstand, men så tæt på toppen, var hun fast besluttet på at fortsætte.
2 timer senere nåede vi Gorak Shep og turen fortsatte til Base Camp. Det synes som en endeløs tur, op og ned, op og ned af gletcherens barske moræne landskab. Efter 3 timers barsk vandring nåede vi Base Camp, og kunne desværre konstatere at der ingen Camp var! Vi påbegyndte vores trekkingtur lidt før højsæsonen, og derfor var de kommende ekspeditioneres Camps på vej hertil. Et af de to hovedmål for turen var nået og vi vandrede tilbage til Gorak Shep.
Planen var nu at vi skulle begive os op til Kala Pattar næste morgen og dermed fange solopgangen. Kala Pattar er det højeste punkt på trekket i 5545 meters højde. I forhold til de omkring liggende bjergtoppe, er det et mini-bjerg for sig selv, men fra toppen er der den bedst tænkelige udsigt over Mt. Everest! Planen om morgenvandringen blev afblæst fordi der var dømt kæmpestorm! Hele formiddagen sad vi og trillede tommelfingre og ventede på at vinden skulle lægge sig. Situationen blev dog ikke bedre, og pga det seneste døgns mangel på indtagelse af føde og dermed ingen energi og krafter, valgte Camilla at springe turen over.
Johanne begav sig afsted mod toppen med vores guide. Opstigningen var en kamp uden lige; vindforholdene var ikke ligefrem optimale, og den ekstremt tynde luft gjorde hvert et skridt til en kamp om overvindelse af tyngdekraften! Derudover hjalp det visuelle heller ikke på det moralske plan; toppen synes hele tiden så frygtelig nær og alligevel var den så fjern! Men når dette er sagt var udsigten fra toppen det hele værd! Herfra var der den smukkeste 360 graderes udsigt over Himmalaya bjergene og dér, lige for næsen af en, rejste selveste Everest sig! Den ekstrem flotte udsigt blev nydt i fulde drag og aldrig har en Mars-bar smagt så godt ifølge Johanne :)
Efter Base Camp og Kala Pattar "fløj" vi ned mod Lukla på 2 dage. Hvilket resulterede i meget ømme balder og ben, så Charlotte Bircow - ta' en tur ned af Everest og vi skal gi' dig balder af stål!
Nu hvor vi er tilbage i Kathmandu og skriver dette, lyder det jo nærmest som om at det har været en frygtelig tur. Men tværtimod har netop det ekstreme gjort turen til noget uforglemmeligt. Billeder og følelsen af at gå side om side med verdens højeste bjerge sidder fast på nethinden og kan ikke beskrives med ord! End ikke billederne kan vise hvor fantastisk smuk en natur vi har været omgivet af de sidste knap 2 uger.
Efter denne tur kan vi konkludere at håret IKKE renser sig selv efter 13 dage uden bad, og at to ellers uskyldige piger sagtens kan forvandles til vikinger på 13 dage! - dette gælder både lugt og udseende! :D
Det mest bruge fælles citat: "Skal vi ikke holde en pause?" og henvendt til guiden "Hvor langt er der til toppen?"
Camillas mest brugte citat: "Mine mave har det mærkeligt!" og Johannes mest brugte citat: "Jeg har hovedpine!"
Nu har vi haft et par dage i Kathmandu (hovedstad i Nepal) hvor vi har set The Monkey Tempel, og gemt os for den værste festival vi nogensinde har hørt om! Idag fejrer nepaleserne nemlig "Holi", hvilket betyder at både små som store kaster (og tyrer) med balloner FYLDT med stærke pulver farver efter folk der begiver sig ud på gaderne! Vi er derfor gået i dækning på vores stamcafe, hvor vi har været siden kl. 8.30 i morgen og forventer at blive indtil det bliver mørkt.
I morgen siger vi farvel til vores elskede Nepal, og vender snuden mod Bangkok, Thailand.
Kærligst de nu garvede bjergbestigere;)
Camilla og Johanne
PS. For dem som kender til Yetien, vil vi gerne berette om et angreb! Camilla blev på uheldigvis snittet af dens noget så skarpe og frygtindgydende kløer. Hun gjorde hvad hun kunne for at flygte, men næsetippen undslap ikke. Denne er nu forvandlet til et kæmpe krater (se billederne) !!!!
PPS. Camilla siger tak for de mange fødselsdags hilsener, det er dejligt at I tænker på mig trods den lange afstand fra DK. Hun kan berette om en ellers smuk dag; Johanne vækkede hende med skønsang ;) og små Dannebrogs flag, og der blev nydt Piratos og Matador Mix i fulde drag:)
- comments