Profile
Blog
Photos
Videos
Søndag den 6. maj gik turen til New Hope For Cambodian Children, som er det børnehjem, hvor vi skulle lave frivilligt arbejde i en uge. Vi ville blive samlet op ude i lufthavnen, men vi skulle give 200 US$, for at være på børnehjemmet i en uge. Vi manglede at hæve penge, så i mens tuc tuc chaufføren tankede løb Cecilie indtil en hæveautomat, hvilket resulterede i at pengene ikke kom ud. Cecilie prøvede at forklarer personalet, at pengene ikke var kommet ud af automaten, men de forstod ikke engelsk. Vi var lidt tidspresset, så vi måtte køre mod lufthavnen. Da vi ankom til lufthavnen skulle vi skynde os at hæve penge i automaten, men hæveautomaterne i lufthavnen var også ude at drift - så det gik egentlig skide godt! Langt om længe fik vi hævet pengene, og turen gik mod børnehjemmet. Om eftermiddagen slappede vi af på vores værelse, men vi skulle lige vænne os til, at der kun var strøm fra 18-20.30. Så om natten satte vi vores blæser til et batteri, så vi ikke omkom af varme.
Næste morgen stod vi tidligt op, da vi ville med "mad-mutter" på marked, men vi missede desværre bussen. Første arbejdsdag startede i børnehaven kl. 7 - alle børnene hoppede op på en, og de kaldte os alle sammen mum. De hev i arme og ben, og man kunne virkelig mærke på disse børn, at de manglede kærlighed og omsorg. Vi fandt dog begge hurtig ud af, at vi ikke skal være pædagoger. J Vi skulle spise frokost med "vegetar gruppen", da ejerne af børnehjemmet lagde mærke til, at vi ikke rørte kødet, første dag vi spiste der. Camilla troede aldrig hun skulle blive vegetar, men når man har været på et marked, og set hvordan kødet hænger udenfor i 40 graders varme, det kan da ikke være sundt! Om eftermiddagen gik vi i Pre-school - her smeltede vores hjerter. Vi fandt en dreng, som vi begge var ved at tage med hjem. Vi legede, tegnede og lærte børnene engelsk. Om aftenen fik vi en rundvisning i landsbyen af John og Kathie, som er stifterne af landsbyen. Helt utroligt hvad to mennesker gør for andres liv. De laver selv deres gas ved at blande 50% griselort og 50% vand, de har selv grise og høns, mangotræer og bananpalmer.
I landsbyen på børnehjemmet står man tidligt op kl. 5 og går tidligt i seng kl. 21. Vi tog med, mad-mutter" på markedet - hold da op en oplevelse. Vi blev sat på et lad sammen med alle andre kokke fra landsbyen, men på vej tilbage var bilen proppet med mad, så vi havde problemer med at sidde på ladet. J Vores madmutter var "markeds b****en" en dame, som alle kendte. Hvis ikke hun fik tingene til den rigtige pris, spyttede hun og gik videre. Hun fik rigtig meget opmærksomhed fra alle, når vi hvide vestlige mennesker kom gående bag hende og bar alle hendes poser. Der var alt ude på dette marked lige fra grøntsager, fisk, kød og levende køer. I mens vi går og kigger siger Cecilie: ,,Camilla gå væk gå væk NU!" Cecilie var lige ved at gå i panik, for der gik en ko og stangede hende i ryggen! Meget underligt at der gik levende køer blandt menneskerne, sikke en oplevelse.
Onsdag den 9. maj fik vi desværre denne dårlige nyhed, at Cecilies bedstefar døde. Så det tog meget hårdt på os begge to. Heldigvis var vi på børnehjemmet, hvor Cecilie fik et smil på læben bare ved at gå udenfor. Alle børnene krammede hende, og det hjalp virkelig meget på hende. Vi kom begge i gennem denne svære tid sammen.
Efter en uge på børnehjemmet gik turen mod Phnom Penh dog uden børn i rygsækken, men hvis vi har kunne slæbe rundt på en Mr. P lampe, kunne vi vel også godt tage et barn med hjem. J
Lørdag den 12. maj tog vi ud og så the Killing Fields, som er et museum fra Cambodjas historie fra 1975-1979. Vi gik rundt som asiat for en dag, da vi havde hver vores høretelefoner og bånd. Søndag og Mandag var nogle lange dage, da vi bare ventede på at komme til Malaysia. Vi havde set hvad der var at se i Phnom Penh, vi brugte bl.a. dagene på at få syet tøj hos en skrædder. En aften valgte vi at gå ud i et supermarked, men når man spurgte folk på gaden forstod de enten ikke engelsk, eller også pegede de 10 forskellige veje. Så efter vi havde gået i en time for at lede efter supermarkedet, og vi blev mere og mere irriteret på hinanden, tog vi en tuk tuk.
Tirsdag den 15. maj gik flyet mod Kuala Lumpur kl. 8 - vi spiste morgenmad ude i lufthavnen, hvor vi havde købt rosiner og en iskaffe. Efter vi havde spist vores rosinpakke fandt vi orm i bunden af pakken. Dette resulterede i to piger, der løb direkte mod toiletterne. Da vi ankom til China Town i Kuala Lumpur skulle vi lede efter et hotel, men vi begge var meget sultne, da det eneste vi havde fået at spise var rosiner med orm kl. 6 om morgenen, og nu var klokken altså 15.
Næste dag var vi begge meget trætte, da vi ikke kunne sove pga. en mand der snorkede fra et andet værelse…. Vi shoppede hele dagen i et af deres kæmpe shopping malls, om aftenen tog vi bussen til Kuala Besut, hvor vi havde bestilt 3 dages tur til Perhentian Island. Vi boede på et lækkert resort med pool og udsigt over vandet. Så fantastisk! En af dagene var vi ude at snorkle sammen med 8 fyrer fra Malaysia. Korallerne var så flotte, men Camilla fik desværre kvalme af at snorkle, men hun var dog ikke den eneste. Fyrrerne fra Malaysia lå i båden på kryds og tværs, og var virkelig dårlige. Mens Cecilie svømmede rundt med skildpadder og hajer sad Camilla i båden og fik taget billeder sammen med nogle af fyrrerne. Cecilie mener, at Camilla skal få undersøgt hendes stamtræ, for hun har både skæve øjne og bliver dårlig af at snorkle. J
Lørdag den 19. maj gik turen mod Taman Negara, der er verdens ældste regnskov. Standarden var dog faldet meget, da vi ankom til vores hostel. Toilettet var et hul i jorden og ingen varm vand i bruseren. Om aftenen skulle vi på Night Safari, da vi stod sammen med vores gruppe havde alle en lommelygte med, undtaget os - ja spejdere bliver vi hellere aldrig. Vi var begge ved at gå levende pga. af de dyr der sværmede omkring os, men vi klarede os J Næste dag var vi på trekking i regnskoven, vi havde trekket i 1,5 time op ad, men det var samme vej ned. På vej tilbage væltede Cecilie ned af en bakke og lavede et elegant rul ud til siden. Vi gik over verdens længste hængebro - det var Cecilie ikke helt pjattet med, men hvis man først var gået ud på broen kunne man ikke vende om, men hvad var Cecilie ved… da hun havde gået 5 skridt siger hun: "Camilla jeg kan ikke det her," men hun blev nødt til at gå videre. Vi var også ude at se en floating village, hvor der boede en stamme - de viste os hvordan de skaffede føde og lavede ild af en sno og et stykke pind. Vi prøvede også rapids shooting, og der var vi de eneste der ramte plet - sejt!!
Mandag morgen skulle vi tilbage til Kuala Lumpur, samme dag tog vi ud i endnu et shopping mall, og om aftenen tog vi i biografen. De sidste par dage her i Kuala Lumpur har stået på shopping, shoppping og atter shopping. Vi elsker virkelig Malaysia…
Lige nu sidder vi i lufthavnen og venter på at vi skal flyve mod Bali.
- comments
susanne Nyd den sidste del af turen, nu er det snart slut, men som jeg kan se en oplevelse for livet. Knua fra moster