Profile
Blog
Photos
Videos
Hej igen.
Siden sidst er der sket ufatteligt meget. Min praktikplads har holdt sommerferie fra d. 20 marts - 16. april, dog skulle jeg have mine timer alligevel, hvilket vil sige at jeg har været rundt omkring på en del andre institutioner og fået set en masse kultur. Vi havde graduation på STAGES tirsdag d. 20 marts her havde jeg lavet en dans til et musiknummer med de 4 udviklingshæmmede der er i min klasse. Den skulle de optræde med og alle fik et fint diplom og en flot uge. Jeg havde været på tur med Stine indtil mandag og regnede med at det først var fredag der var graduation, så da jeg dukkede på om tirsdagen og fandt ud af det faktisk var den samme dag blev jeg en smule forvirret og måtte hurtigt ordne de ting som manglede. Det er typisk filippinsk at lave om på tingene. Så man skal hele tiden være opmærksom på hvis der sker noget. Det kan være ret så hårdt! Men det vender jeg tilbage til. Selve graduationen gik ganske godt, forældrene kom og lærerne havde pyntet sig så fint (hvilket jeg også måtte fortælle dem, at de godt lige kunne have fortalt at jeg skulle komme ekstra pæn den dag) Nå men uanset hvordan jeg så ud kom jeg alligevel til at sidde på en stol helt i front. Det var lavet et super fint diashow som, der blev talt ud fra og vi studerende blev også kaldt op på scenen for at få overrakt et diplom, som tak for vores hjælp og glæde på stedet.
Efter dagen, var der sommerferie men det er ikke ensbetydende med at jeg ikke skal have de timers arbejde som der bliver forlangt hjemmefra. Så jeg måtte være noget kreativ, da jeg pludselig skulle finde arbejde for en hel uge ekstra. Onsdag d. 21. tog jeg med Mathilde og Anne Sofie (som jeg bor med) ud til deres praktiksted som er Rise Aboves egen institution. Det er en skole med 15 børn i alderen 4-7 år. Det er alle sponsor børn, så alt hvad de har af ting, tøj, bøger og redskaber er sponsoreret. De fleste af amerikanere. Det var en skøn dag, med undervisning, leg, og film. Torsdag d. 22. skulle jeg så ud på et drop in center. Det hedder Parian og er et center for gadebørn vis forældre (hvis de da lever) ikke kan tage sig af dem. Da jeg ankom, blev jeg vist rundt af de andre danske studerende som var på arbejde. De fortalte lidt om børnene og stedet. Det var vildt at se de så smukke og glade børn rende rundt og lege dåseskjul midt ude i ingenting. På et tidspunkt kommer en ladvogn ind i den såkaldte hal. Det er blot et stykke asfalt med betontag over og en basket kurv. Ud af vognen kom en kvinde med 3 børn, og en chauffør. Det ene barn blev taget af en anden studerende og de forsvandt. Jeg snakkede lidt med dem og fandt ud af, at vi her havde en mor som både var, prostitueret, alkoholiker og narkoman. Hun havde levet hele sit liv på gaden og fik penge til mad via stoffer og det at sælge sin krop. Hun mente selv at det var gud som havde bestemt at det var sådan hun skulle leve. Hun havde fået 4 sønner, som alle var placeret på Parian fordi hun ikke kan forsørge dem. Det er en tilfældig på gaden som havde fået arrangeret at drengene kunne få en plads der. Midt i det hele sker der det, at en af pigerne prøver at stikke af da hun ser sin søster ude på gaden. De snakker cebuano så jeg ved ikke helt hvad der foregår. Jeg er alene men kender ikke til pigen, så jeg løber ind til den medstuderende som sidder med den lille syge dreng fra vognen og beder hende om hjælp. Hun løber ud til pigen som er ved at stikke af og jeg sætter mig med denne her lille dreng på 5-6 år. Hans hjerteslag galopere, han har ekstremt feber og er helt bleg i ansigtet. Han er usoigneret og ryster over det hele. Jeg sidder med ham på en bambusplade og prøver at vugge ham til at sove lidt. Han måtte ikke få en madras at ligge på fordi de mente han nok ville beskidte den. Ja typisk filippinsk! Han drejer pludselig sit hoved og kaster det smule ris i karry de havde stoppet i ham på hospitalet (jeg vil helst ikke selv vide hvordan) da han efterfølgende kigger på mig og prøver at sige noget. Jeg giver ham noget vand fra min vandflaske, men eftersom de er, vandt til at drikke det beskidte vand fløj det direkte op igen. Han fik stammet frem at han skulle på wc, så jeg måtte bærer ham ud, hvor han kun lige nået at få hevet bukserne ned og en lille stråle tis kom, samtidig med han kastede op. Han havde absolut ingen kræfter og hovedet hang bare på ham. Jeg fik ham vendt om fordi han signalerede at han skulle lave stort, så jeg måtte stå i stregt arm og holde den lille fyr mens han kæmpede en, brag kamp for at få noget ud. Hernede har de ikke wc papir så det man gør er, at man skyller sig i vandet fra en balje der står ved siden af. Det gjorde vi hvorefter jeg fandt en pude til ham og puttede ham, for jeg skulle til og hjem, han fik en lille vandflaske som han brugte som en slags bamse. Det skar i hjertet da jeg skulle forlade ham, men de lovede at han skulle tilbage på hospitalet dagen efter.
Jeg kan lige fortælle at jeg efterfølgende fået af vide, at han stadig er indlagt med lungesygdom og de ved ikke endnu om han overlever eller hvor han bliver bragt han hvis han gør! Hård men sand historie.
Efter den lidt barske tur på Parian skulle jeg med Ditte ud på hendes arbejde, da de skulle fejre deres graduation. Hendes sted er også med udviklingshæmmede og det var sjovt at se forskellen på mit sted og hendes. Vi var nogle stykker, som var taget med for at de forventningsfulde studerende og vi fik da også lov at side ved et flot veldækket bord helt op i front, som en slags æresgæster. Ja mindre kunne jo ikke gøre det. Et par af forældrene havde stået for at lave noget lækkert mad til os, og der blev da taget godt fra, det var rigtig lækkert.
Lørdag d. 31 rejse vi til øen Bohol. Vi havde hjemmefra bestilt et ressort, så da vi ankom med færgen til haven stod der en lille fyr og ventede på os med et fint lille skilt. Vi blev kørt ud til stedet som ligger ved den populære strand Alona Beach. Det var et dejligt og hyggeligt sted med pool og hængekøjer. Den første dag gik blot ved stranden, her kunne man godt mærke de var, vandt til turister med en masse massage damer, solbrillemænd og børn der ville sælge alverdens mærkelige ting. Eller "Øh, nej tak jeg vil ikke have pudset mine sko - jeg er på en strand?!". Dagen efter troede vi, at vi havde bestilt en rundvisning på øen, men "island trip" er åbenbart ikke en ø tur, men en sejltur hvor vi skulle snorkle. Forvirringen var til at spore i vores ansigter, men vi hoppede ombord på båden og blev sejlet ud, til en strand hvor vi så skulle skifte båd (hvilket kostede ekstra penge) og derudover skulle vi da også leje snorkelsæt (som så også kostede ekstra) filippinerne har det med at alting skal koste ekstra alle steder. Der er simpelthen Fee til alt hvad man skal. Men i hvert fald var det en super smuk snorkel tur og de andre piger var vildt begejstret da det var første gang for et par af dem, at have sådan en maske på.
Dagen efter fik vi så langt om længe arrangeret en tur rundt på Bohol, her var vi først ved de berømte chokolate hills, derefter tog vi til de små aber, som Bohol også er kendt for at have og sidste stop på turen hed zipline. Her bliver man spændt fast i en vejer og så skubbet ud over en bjergkant, så flyver man ca 140 meter oppe i luften hen over en stor flod over til et andet bjerg. Det var ret morsomt og helt sikkert en tur for alle pengene. Ellers bød turen på afslapning, badning og en sundowner at gå i seng på.
Det var påske da vi kom tilbage fra Bohol, og søndag d. 8 skulle have en god "dansk" påskefrokost. Da der var kommet besøg fra Danmark, havde vi både karry sild, røde sild, remolade til torskerognen og fiskefileterne og ikke mindst RUGBRØD, udover de andre ting vi har kunnet finde hernede. Det var skønt og vi blev stop mætte. Vi havde en lille quiz om påsken og så blev der leget tegn og gæt.
Da påsken var færdig, havde STAGES stadig lukket og jeg måtte igen ud og finde noget arbejde. Så fra tirsdag d. 10 - fredag 13. var jeg igen ude ved "Family care center" som er Rise aboves skole. Her fik vi leget med en masse Lego, sæbebobler, tegninger, modellervoks osv. Og hver dag inden børnene skal sove til middag fik de lov at se en lille tegnefilm. Vi kunne i den uge desværre ikke benytte os af den hal som ligger lige ved siden af, så vi måtte lave nogle lege med dem på den lille plads der nu er til rådighed på stedet.
Jeg var nu ved at glæde mig til at komme tilbage på STAGES, da jeg ikke havde været på sådan rigtigt arbejde siden d. 5. marts. Men da jeg blev inviteret med på den årlige summer camp med Parian, kunne jeg ikke sige nej. STAGES åbnede for deres summer program d. 16 og det var samtidig også der summer campen lå. Jeg tog med til Moalboal, som ligger på Cebu Island, med omkring 500 gadebørn, en masse voksne og masser af frivillige. Alle de danske studerende (ca. 12-15 stk.) blev indlogeret i nogle hytter 5 min. Gang fra summer campen. Det var rart at man kunne gå lidt for sig selv når der var lige nok med børn omkring en. Campen gik ud på at give disse gadebørn, den bedste uge på året. Og at dømme ud fra hvad jeg så og oplevede, fik de alt hvad de kunne drømme om.
Vi hjalp dem med at få slået telte op på stranden som de skulle sove i, der blev lavet mad over bål, sunget en masse sange og spillet guitar og ikke mindst badet ufatteligt meget. Det var skønt at se hvordan de bare nød at rende rundt i sandet, kaste sten i vandet eller bygge et sandslot. Til summer campen hørte der en sang til, hvor et af centrene havde lavet en dans. Denne dans skulle alle lærer og selvom det var ret svært (ihvert fald for mange af os voksne) så var de så gode til at hjælpe hinanden. Vi øvede dansen flere gange dagligt, både morgen, middag og aften og det endte med jeg helt kom til at savne at skulle danse den. Hver institution havde fået til opgave, at de skulle lave et show til hver aften, danse, spille, synge eller hvad de nu kunne finde på. Jeg skal lige hilse og sige der var nogle VIRKELIG gode dansere i blandt og det var bare så fedt at se hvordan de bare havde øvet i lang tid for at få det til at se godt ud. På fili er det ikke unormalt at være bøsse. Jeg tror aldrig jeg har set så mange bøsser på samme sted før, som kunne danse. De gav den maximalt gas på dansegulvet, med hofter der sprang rundt og håndledende der slet ikke var til at styrer. Det var en ren fornøjelse at se på. Jeg blev virkelig sat på prøve med min stive krop! For med det tempo de lagde for dagen skulle man da næsten være professionel for at være med.
Udover de mange danse og opvisninger, fik de lov at bade i en lille å. Der var en del børn som aldrig havde set vand før og anede ikke hvordan man skulle forholde sig i det. Men med lidt hjælp og nogle øvelser fik vi lært en del af børnene og "svømme" eller i hvert fald at holde hovedet over vandet. Det var skønt at tilbringe en hel uge med en flok livsglade børn, som ingenting har, men er tilfreds med tilværelsen som den er. Vi byggede drager, malede i ansigter, spillede basket og en masse andet.
Jeg tog hjem til Cebu igen torsdag for at kunne være med til at fejre Katrines fødselsdag. Vi var på Marco Polo plaza hotel og fik en lækker ret og vin. Det var lige hvad jeg trængte til efter en uge på bananer, ris og vand. Fredag morgen kl 06. havde jeg aftalt med 3 piger om at skulle til øen Malapascua, som ligger 4 timers bustur og ½ times sejltur fra Cebu. Her skulle vi op for at dykke og slappe af. Vi havde allerede et rum da vi ankom (dvs. to køjesenge og intet andet). Vi gik direkte ned og bestilte en ø tur med to dyk og det berømte thresher shark dive. Lørdag bød dagen på ren afslapning og en masse kolde drinks, shakes og øl i hængekøjerne. Søndag skulle vi af sted til vores ø-turs dyk, det startede tidligt om morgenen hvor vi tog med en båd ud og havde et super smukt dyk. Det er ubeskriveligt hvor smukt der er 18 meter nede under vandet. Imens vi dykkede havde en flok filippinere klar gjort den lækreste BBQ inde på den smukkeste strand nogensinde. Vi var helt overvældet da vi hoppede ned i det mest turkis blå hav med den hvideste sandstrand og så stod der to borde fyldt med lækkert tilberedt mad (on fili-style!) Efter vi havde spist og rendt lidt rundt på den ubeboede ø, hoppede vi igen om bord på båden. Vi var dog ikke nået længere end lige ud på vandet da roret knækkede og vi kunne derfor ikke sejle videre. En af båddrengene satte sig i toppen af pælen med en rød t-shirt og vinkede efter hjælp. ½ time senere kom der en båd og vi skulle trækkes hjem. Dette resulterede i at vi aldrig fik nummer to dyk, men til gengæld kom vi til at se en masse delfiner der kom springene op af vandet lige ved vores båd. Der var både store og små og vi var helt vilde så vi blev enige om at det måtte være godt nok, når nu vi ikke fik vores dyk. Klokken var blevet mange da vi kom til Malapascua igen og vi måtte bare få lidt mad, for vi skulle op igen kl 04 for at komme på dykket med hajerne. Det var ikke vældig sjovt at skulle op så tidligt, men det gik efter en kop kaffe og vi kom op i båden.
Lige inden vi skal til at lægge anker springer der pludselig to thresher shark OP af vandet, snorre rundt om sig selv og dykker ned igen. Det var der aldrig nogen der havde set før og folk gik helt amok. Det var et så smukt dyk. 30 meter nede og vi så 5-6 hajer som lå og svømmede rundt omkring os. De var virkelig unikke, men der var så stille og fredeligt at det slet ikke var nogen frygt og vi kunne bare nyde synet af hajerne der svømmede rundt. Det var dog lidt svært at lade vær med at slå to hjerteslag når der kom en svømmende direkte imod mig og først vælger at dreje 1 meters penge væk.
Jeg var nu ved at glæde mig meget til at komme på arbejde igen. Jeg følte jeg havde været rundt hist og her og alle steder. Men ikke rigtigt været på det rigtige sted, altså min praktikplads STAGES. Så jeg tog med godt mod af sted med jeepneyen tirsdag morgen. Jeg vidste der var summer shool, men hvad der lige skete vidste jeg ikke. Det viste sig så at der absolut ingen ting skete den dag, og vi sad mildest talt bare og gloede. Der var ingen elever og lærerne sad bare og hyggesnakkede lidt på cebuano. Så da jeg tog hjem, var jeg ret så skuffet. De to efterfølgende dage havde vi midtvejspræsentation på et sted der hedder Grillen and Chillen. Her kom alle os danske studerende og lavede en præsentation (diashow eller film) af hvert sit sted. Her gik det op for mig, at jeg bestemt ikke er havnet på et særlig godt praktiksted, og jeg blev meget overrasket over at se hvor mange andre steder jeg så meget hellere ville have været. Det har givet stof til eftertanke og en del frustrationer har meldt sig. Jeg har været i en del kontakt både med vejleder hernede og vejleder i Danmark for at få gjort noget ved det.
Om lørdagen tog vi så på endnu en rejse. Denne gang var det til øen Bantayan. Det tog omkring 7 timer inkl. ventetid, køretis, benzin på førelse, båd tid og trycikel (en scooter med lad). Vi blev, efter noget søgen, indlogeret på yooneek ressort. Vi havde læst i Loney planet at der ikke var noget at komme efter på øen. Men vi opdagede hurtigt at deres mango shakes var ufattelig gode, og meget billige. Det endte faktisk med at vi bare var på stranden i alle 3 dage og nogle gange svømmede vi ud på en flydende bare der lå lidt ude i vandet. Den ene aften var der stort fyrværkerig, på stranden, hvor vi også lavede bål og så på regnbuer, lyn og store brænde langt væk fra. Det var en dejlig afslappet tur, det eneste jeg kunne bekymre mig om, var om jeg ville komme tilbage på en arbejdsplads hvor der ingenting var at lave.
Ganske rigtigt. Da jeg næste morgen ankom til STAGES var situationen den samme. Godt nok går filippinsk tid rigtig langsomt, det er måske derfor deres ur altid er 20 min foran. Men hvor er det trist at være et sted hvor man ikke kan gøre eller lave noget. Jeg ringede derfor til Lone vores vejleder hernede og fik aftalt at jeg skulle tage ud på Victor Braums trainings center. Det er også et center for udviklingshæmmede, men de prøver alle at komme i jobtræning. Der tog jeg ud fredag d. 4. her lavede vi pandekager og gik derefter ud på gaden og solgte dem for 5 pesos (ca. 50 øre.) Det var vældig hyggeligt, og eleverne hyggede sig. På stedet er der en fyr som både er døv og stum, men han var rigtig god til at lærer fra sig, det syntes jeg var super spændende og fik lært en masse tegnesprog.
Ugen efter havde jeg et par sygedage, ikke noget vildt men nok bare fordi jeg vidste der ikke var noget at komme efter på STAGES. Jeg tog først derud igen onsdag og det kom da ikke som nogen overraskelse at der kun var 2 elever. Dem spillede vi lidt bingo med, men det var knapt så sjovt når alle pladerne havde de samme tal, så alle fik bingo samtidig. :/ Torsdag aften var der arrangeret BBQ fest for alle os studerende i Happy Vallie, som er det sted hvor Rise above foundetion høre til. Vi var omkring 50 studerende, vi havde alle kød med og så var der lavet salat og kartoffelmos til os. En del blev ret fulde, da de fleste valgte at holde fri om fredagen, men jeg havde en aftale om at skulle ud i Family care center, fordi de holdte graduation. Det var dejligt at se hvor meget glæde en tun mad og 5 kg frikadeller, lidt agurk og tomat for 16 små børn der lige havde fået et symbol for deres indsats i centeret. Hernede bliver de delt ind efter hvilken kategori de er gode til; Best in math, best behave, best friend osv. Det er ikke altid lige retfærdigt, set med danske øjne, men det så ikke ud til børnene bed mærke i det.
Weekenden kunne jeg bruge på at gøre klar til min fødselsdag, mandag. Der blev handlet ind til den store guldmedalje, og spurgte mig selv mange gange hvorfor jeg havde valgt at ville lave maden selv, for det er mere end dobbelt så dyrt som og gå ud. Men min fødselsdag gik nu meget godt alligevel. Jeg blev vækket kl 06 af pigerne i huset med fødselsdagssang, og morgenbord. Det var noget overvældende og også at se der var kommet post og gaver hjemmefra. Efter morgenmaden skulle vi på arbejde. Jeg havde igen lavet en aftale med Victor Braum om at komme med dem på stranden. Da jeg vidste at der stadig ikke var noget at lave på STAGES. De havde lejet en bus for hele dagen til 2000 pesos (ca. 260 kr. så Far du skal nok kigge lidt på din timeløn haha :-D) vi blev kørt ud til øen Mactan, som er forbundet med Cebu Island, her blev vi sat af på et ressort og så stod den ellers på badning med alle de udviklingshæmmede. Det var en ren fornøjelse at se dem plaske rundt i vandet og jo jeg måtte da også selv lige ned og ha en dukkert. Klokken blev 4 inden vi kom hjem igen, så jeg måtte skynde mig i Ayala (vores gigantiske mall) og hente de sidste ting til gæsterne. Aftenen forløb super og det var dejligt at få noget lækkert mad, og være sammen med nogle super skønne mennesker. En uforglemmelig fødselsdag må man sige!
Det var vist også alt for nu J
- comments