Profile
Blog
Photos
Videos
Nu sidder jeg i lufthavnen i LA og venter på mit fly til New York, hvor det næste eventyr venter. Og med en forsinkelse på næsten 4 timer på mit fly, så har jeg endelig masser af tid til at opdatere min blog.
Jeg kan nu konkludere, at jeg mangler et alternativ til ordet fantastisk, for jeg har efterhånden sagt det om alle de steder, jeg har været. Men jeg er altså nødt til at bruge det igen, for min uge her i LA har altså været FANTASTISK!
Efter 2 uger med hoteller og en dobbeltseng hver nat er det rigtig nederen at komme tilbage til et værelse med 7 andre piger og en seng af hostelstandard. Men jeg vænnede mig hurtigt til det, for livet på hostels er skønt. Folk er søde og imødekommende, og selvom jeg rejser alene, føler jeg mig aldrig alene.
Med en uge, der har budt på både sightseeingbus, mega underlige og sjove amerikanere på gaden - og faktisk også alle andre steder, en tur i IKEA, rigtig varmt vejr og meget solbrændt hud, mange tilbagelagte kilometer til fods rundt i LA's gader og mange fede oplevelser, har LA fået en plads i mit hjerte. Denne lille liste er bare en brøkdel af hvad jeg har lavet og oplevet. Med sightseeingbussen kom jeg rundt i både Hollywood, Beverly Hills, Santa Monica og downtown LA. I Beverly Hills tog jeg selvfølgelig et smut forbi Rodeo Drive og håbede på at spotte en kendt. Det skete dog ikke, men jeg oplevede til gengæld følelsen af at være meget fattig og ubetydelig, når man i mange af butikkerne kun bliver lukket ind hvis man har en aftale eller hvis personalet genekender dig. I en af butikkerne bruger den gennemsnitlige kunde 100.000US dollars, og det er lidt højere end mit budget. Men at kigge ind af vinduerne er vel lige så godt som at være inde i butikken!
Jeg har selvfølgelig også været en tur i Universal Studios, hvor min kærlighed til serien Desperate Housewives gjorde besøget på Wisteria Lane til højdepunktet for mig. Heller ikke her lykkedes det mig at se nogle kendte, men det lykkedes mig at blive drivvåd i en af forlystelserne, og heldigvis for mig var det meget varmt den dag, så min hvide bluse, der selvfølgelig blev totalt gennemsigtig, tørrede hurtigt. Jeg havde en rigtig fed dag, men jeg blev nu lidt overrasket over, at det nærmest var en forlystelsespark, for det vidste jeg ikke det var. Men det var fedt nok alligevel.
Da hostlet ligger meget tæt på der, hvor alt det spændende sker på Hollywood Boulevard, har jeg brugt meget tid på at gå rundt på Hollywood Boulevard og bare nyde sceneriet. Og jeg finder mig selv meget fascineret af den fokus, der er på de kendte, det glamourøse og generelt bare alt, hvad Hollywood står for. Den samme fascination fik jeg i Beverly Hills, hvor jeg gik rundt i villakvarterene og så på gaderne med palmer og de mange flotte huse, som man også ser det i film.
På hostlet mødte jeg bl.a. Isabella, Viggo og Jarvin, som jeg brugte mange af mine aftener sammen med. Viggo havde lejet en bil, så vi kørte rundt i byen og fik set den fra en anden vinkel, hvilket var vildt fedt. Bortset fra trafikken, der altid er lige så slem som myldretidstrafik i Danmark.
Viggo kommer fra Sverige, og efter vi af en eller anden grund kom til at snakke om IKEA, synes vi det kunne være sjovt at finde en IKEA og spise aftensmad i håbet om, at de serverede svenske köttbullar. Så Viggo og jeg kørte afsted, ankom til IKEA efter at have kørt forkert et par gange på motorvejen, gik ind i butikken og jeg følte nærmest, at jeg gik ind i den samme IKEA som hjemme i Danmark. Bortset fra sproget på skiltene var der nærmest ikke nogen forskel. Og i restauranten serverede de til vores store lykke köttbullar med kartoffelmos. Så vores tur var meget succesfuld selvom de andre synes, at vi var lidt åndssvage.
LA er en kæmpe stor by, og der så mange forskellige spændende bydele, og når man som mig gerne vil se det hele, så er en enkelt uge simpelthen ikke nok. Og igen sidder jeg med følelsen af, at jeg ikke har lyst til at tage videre. Men så hjælper det jo lidt på det, at jeg skal til New York lige om snart, hvilket jeg glæder mig helt ekstremt meget til!
- comments
Far & Mor God morgen lillelort. Ja jeg ved fra din sms, at du først lige er gået i seng, men vi er lige stået op. IKEA IKEA IKEA bliver vi da aldrig trætte af. Far og jeg var i Europas største IKEA i går lørdag. Älmhult har bygget en ny. Jeg ledte febrilsk, dog uden held, efter hylden med æggeure, mens jeg tænkte på dig. Far mente, at kameraet ved indgangen havde spottet mig, så alle urene var fjernet. øv øv. De næste par dage i danmark har DMI varslet snestorm. I sidste uge fik vi over 2 dage ca 20cm sne. Jeg starter arbejde mandag den 18. marts. 4 timer hver dag. Det glæder jeg mig vildt til. Var der virkelig ingen på Rodeo Drive, der spottede hende den kendte fra Helsinge, Danmark, Europa???????? Der glæder din far og jeg, at du endelig indrømmer, at det kan være lige så godt at kigge ind i butikken som at stå inde i butikken. Vi tænker lidt, gad vide hvor længe det holder. Vi kender også svaret - til du står på gaden i New York. Camilla pas godt på dig selv, ingen andre gør det. knus, kys og kram Far & Mor
camillalyngsiemorsing Nej der var virkelig ingen, der spottede mig - ikke på Rodeo Drive. Men da jeg var downtown var der en ung fyr der spottede mig og stoppede mig og sagde: "Oh my god, I have to meet you!" Og så snakkede vi lidt og så inviterede han mig på en date, men jeg skulle i IKEA med Viggo så jeg kunne ikke ;)
camillalyngsiemorsing Og jeg skal nok passe på mig selv. Lyder godt med arbejdet :)