Profile
Blog
Photos
Videos
Hej Igen..
Saa ankom vi til Sydøen. Og ihh hvor er der bare alt alt for flot. Vi tog færgen tidlig om morgenen og fulgtes med vores to engelske veninder Lauren og Sophie, to rigtig dejlige piger. Vi ankom til Nelson ca. 5 timer senere til et rigtig rigtig hyggeligt hostel. de næste par dage slappede vi bare af os tog en tur til stranden og blev godt forbrændte.. men vi klager selvfølgelig ikke når i har sne derhjemme :)
Vi fik aftalt med Jesper, Simon og Lasse derhjemme fra, at hvis vi skyndte os til Queenstown kunne vi mødes dernede. Så vi valgte at prøve at komme med bussen 2 dage tidligere en beregnet. (man booker busserne hernede, og hvis der ikke er plads på dem, kommer man på en vente liste og kan stå klar ved bussen og se om der er ledige pladser, hvis folk ikke er mødt op). Vi prøvede så dette, og den første dag kom der 12 personer på bussen, dog var vi 14 der stod i kø, og selvfølgelig var det os der ikke kom på). Vi bevarede modet og prøvede dagen efter igen, og kom heldigvis på bussen :)
Vi kørte med bussen til byen West Port hvor vi overnattede natten over. Derefter gik turen til byen Lake Mahinapua. På turen stoppede vi, og gik nogle ture og så "The pancake rocks" der er klipper, der ligner pandekager. Vi stoppede derefter i en lille by, hvor vi fik en time til at købe ind til aftenens klæd ud fest. Vi overnattede i Lake Mahinapua på et lille hostel ejet af en gammel mand på 85 år. Vi fik god mad og festede hele natten i vores klæd ud tøj :)
Dagen efter kørte vi til byen Franz Josef. En virkelig vidunderlig og flot by hvor omgivelserne slet ikke kan beskrives. På alle vores bus ture gør vi mange stop, og vi har set flere steder fra filmen ringenes herre, rigtig spændene. Men byen Franz josef er omgivet af de smukkeste bjerge og glaicere, virkelig ubeskriveligt. Vi overnattede her to nætter, og brugte vores hele dag på at tage på en hel dags tur op på glaicerne.
Denne dag var en af smukkeste på hele vores tur, vi vandrede rundt på glaicerne i små grupper på 8 personer, vi fik nogle pik sko under vores vandre sko så vi kunne stå bedre fast. Vi kom ned i helt snævre gange hvor tårene lige var var at poppe frem, da det egentlig var ret så ubehageligt. Dagen var intet mindre end fantastisk og vi håber i kan se på vores billeder hvad vi mener :)
Efter Franz josef gik turen mod Wanaka, her brugte vi igen kun en nat, og brugte det meste af tiden her på at slappe af ved vandet, da byen er ret så afslappende. Vi vil dog gerne tilbage dertil efter Queenstown, men valgte at tage med bussen, da vi ville mødes med alle vore venner fra dne gamle bus.
Saa ankom vi endelig til Queenstown, byen som alle snakker om. På vejen hertil gjorde vi stop ved verdens første bungy jump og fik set nogle film omkring det at bungy jumpe. Og derefter checkede vi ind på hostel. Der er vildt mange ting at lave og så er det en stor fest by, hver dag er en fredag. Vi har brugt tiden her på at slappe af og nyder at kunne sove længe og ikke skulle rejse videre den næste dag. Søndag d. 7. tog Trine og det danske par, som vi har rejst sammen med på sydøen, ud for at prøve kræfter med THE NEVIS BUNGY JUMP. Det er New Zealands højeste bungy jump på 134 meter (den oprindelige var 43 meter, en lille forskel må man sige).
vi blev hente kl 11.00 og blev kørt ud til Nevis bungy. Da vi kom derude blev vi kastet ud i det. Vi fik vores seler på med det samme. Jeg spurgte manden og min sad rigtig, og han svarede "jeg ved det da ikke, jeg er bare bus chaufør" meget betryggende. vi havde dog fået afvide at de ville gøre alt for at skræmme os derude.Vi blev så vejet og sat i rækkefølge efter vægten. De letteste skulle springe sidst, og selvfølgelig var jeg jo sidst :( vi blev hejst ud via en lille vejer, og kom ud i et lille "hus" der hang midt ude i ingenting. Jeg kiggede ikke ned en eneste gang, da jeg var bange for at jeg så ikke kunne tage hoppet. da vi kom derud begyndte de med det samme, lige på og hårdt med at sende den første afted, inden alle overhovedet var kommet derude. Jeg ventede og ventede og endelig blev det min tur. Mit hjerte begyndte dog at banke hurtigere og hurtigere, men blev jo nød til at gøre det, nu når alle de andre havde gjort det. (Ingen havde overhovedet tøvet det mindste..) Manden spændte mig op og viste mig hvor jeg skulle rive når jeg var konmmet ned, så mine fødder blev løsnet, så de kunne rive mig op siddende. Han viste mig ud på den lille platform og sagde "længere .. længere... længere...) Puhaa, mine ben begyndte at ryste en del. Han trækker sig så lidt tilbage og siger så bare pludselig .. " 3 - 2 - 1 ... GO". Uden at tænke mig det mindst om, hopper jeg bare og pludselig hænger jeg bare der i luften.. det hele gik super stærkte og nåede slet ikke at tænke mig om, var bare så glad for at jeg havde hoppet. Jeg hænger så der med hovedet ned af og tænker at det nok er tid til at løsne mine fødder så de kan hive mig op. Den virker så ikke !!! great. Så jeg hænger så der 134 meter nede i kløtfen med hovedet ned af. Det tog ikke lang tid, men det føltes som en evighed før de fik mig op, og det var også sket for nogle af de andre. Da jeg kommer op til huset igen, beder manden mig om at tage fat i hans hånd så jeg kan blive hevet ind. Jeg er så SÅ bange at jeg tager så hårdt fat i hans hånd at jeg slet ikke kan slippe igen, til sidst må han sige/råbe "LET GO OF ME" og rive min hånd fra hans :)
Det var den fedeste oplevelse og helt sikkert noget jeg vil gøre igen, (dog kun hvis min storebror Ronni kommer med :) ) .
Ellers har vi brugt de sidste dage på at slappe af og nyde tiden og i morgen tager vi bussen tilbage til Wanaka for at mødes med Jesper, Simon og Lasse.
Vi håber alt er vel derhjemme, hernede kører tingene som en drøm :)
Vi savner jer alle
mange tanker Camilla og Trine
- comments
STOREbror ronni Hey trine kan kun siger fedt gjort igen, men som sagt hvis jeg skal prøve skal det være stort så håber vi kan finde en over de 200 M ellers er det ikke værd og skrive hjem om :P glæder mig vildt til og se filmen :)