Profile
Blog
Photos
Videos
Nu er det vidst på tide med et nyt indlæg, som opfølgning på nogle af de billeder jeg har lagt op.
Godt en uge er nu gået siden vi ankom her til Phnom Penh, og vi begynder så småt at føle os både trygge og hjemme i byen, hvilket vi bl.a. kan takke vores værtsfamilie for; de er simpelthen så søde.
Jeg må hellere starte hvor jeg sluttede...
Vi havde endnu en introdag med de andre frivillige, som var rigtig spændende. Vi var på Citytour rundt i byen, hvor vi var på Central Market, Olympic Stadion, Royal Palace (kun set udefra, så Kristine og jeg har planer om den helt store rundvisning i Kongens hjem på et tidspunkt, det skulle være sindssyg flot) samt Killing Field. Og nå ja, så fik vi da forresten også serveret græshoppe, silkelarver og fritturestegt fugleedderkop. Nogle personer var mere seje end andre og turde smage på sagerne (I kan jo så selv gætte på om jeg var en af dem). Killing Field var ganske forfærdeligt for at sige det lige ud. Hvis ikke I kender til Cambodias historie fra 1975 til 1979 og Pol Pot, så vil jeg råde jer til at Google det. Overalt på dette område lå der stadig tøj og knoglerester i jorden, og der var sat skilte op hvor der stod at man skulle passe på ikke at komme til at træde på knoglerne. Mange af billederne der er lagt op taler for sig selv.
Samme aften skiftede Kristine og jeg værelse til et større i den anden ende af gangen. Efter vi havde flyttet alle tingene fandt vi ud af at internettet ikke virkede i den ende at huset og at kloakken på badeværelset var stoppet. Så meget for et større værelse.. Men vi bor her nu stadig og er blevet glad for værelset og det dårlige internet, og kloakken fiksede Savuth (far) med en børste og en vandspuler (jeps, den slags vandspuler man bruger til bagdelen efter et toiletbesøg).
Onsdag startede vi på børnehjemmet, så det var altså en ret begivenhedsrig dag. Den aller første tanke der fløj gennem mit hoved, var LARM. Der bor over 100 børn hvor næsten alle er handicappede (cerebral parese primært), og derudover er der flere af de fastansatte Mami's der bor på stedet med deres familier. Da vi ankom fik vi, som forventet, ingen introduktion og må måtte selv bede om en rundvisning. Rundt i børnehjemmet lugter der lidt af en blanding af babymos, gammel urin og plejehjem, hvis I kan forestille jer det. Jeg tror aldrig jeg vænner mig til lugten... Kristine og jeg fik plads i fysio-rummet, og grundet et 'der-er-for-mange-frivillige-problem', startede Sandra i aktivitets-rummet men et flyttet ind til os nu.
Og mange frivillige, det må man sige at der er - for mange efter min mening. Det er svært at få en fornemmelse af at der er brug for en, når der faktisk er rift om børnene. Men okay, så længe børnene får en masse hjælp, omsorg og kærlighed, så er det jo det vigtigste. De mindste børn er jeg helt vild med, de større børn er lidt mere en udfordring for mig, idet det ikke er helt så 'normalt' 15-årige savler og pludre, men jeg vil sige, at jeg har vænnet mig hurtigere til det, end jeg havde turde håbe på. Hvad angår de fastansatte... Hvor skal jeg begynde ? Det et tydeligt at de holder af børnene, heldigvis for det..., men deres måder at forflytte børnene på, fra kørestol til gulv og omvendt, det givet et lille stik i mit Fys-hjerte hver gang, både fordi de løfter børnene som om de var aber, og for det andet fordi de ødelægger dem selv. Og når børnene skal have mad, så bruger de ansatte en helt speciel teknik til de dårligste børn, nemlig at lægge dem ned og så ellers køre mad bed i halsen på dem, hvilket selvfølgelig resulterer i at børnene gentagne gange er ved at blive kvalt, men det tager man vidst ikke så tungt. Som fysser i DK bliver vi lært at alle pt'er skal behandles som et selvstændigt og individuelt menneske, og der lægges stor vægt på selvhjulpne pt'er. Det er mere end hvad man kan sige om fysserne her.
Vi har en arbejdsdag fra 8-16, men har en lang pause fra 11-14. Pausen er faktisk lidt belastende, fordi man når at blive træt inden man kommer igang igen. Selve arbejdet er fysisk hårdt for os, fordi vi sidder på gulvet dagen lang, idet der ingen brikse er. Jeg havde derfor ret ondt i min ryg i weekenden, og vil prøve at sidde lidt anderledes i denne uge.
Weekenden brugte Kristine og jeg på at udforske Phnom Penh. Vi spiste lækker mad på Sesame Noodle Bar, fik drinks ved Riverside, var på Night Market, trænede i Sports Club, som vi har købt et ti-turs klippekort til, og solede os med udsigt over hele byen fra en rooftop swimmingpool - vildt lækkert ! Vi så også S-21, et tortursfængsel, hvor mange af ofrene 1975-79 blev holdt fanget inden de brutalt blev slået ihjel enten der eller ved en Killing Field. Igen en forfærdelig, intens og autentisk oplevelse, idet vi kunne bevæge os gennem de små celler af beton eller træ, hvor der mange af stederne stadig var blod på gulv, vægge og lofter.
Nu ligger vi her og er trætte efter en lang arbejdsdag. Vi trøster os lidt med, at vi har taget fri på fredag for at tage til Sihanoukville i en forlænget weekend; en landsby ved Sydkysten med de smykkeste hvide sandstrands og tyrkis-blåt hav (I er velkomne til at Google det hvis I har lyst). Vi skal bo på Golden River Bungalow, et stenkast fra havet !!
I må alle have det godt så længe ! Håber I kom sikkert igennem det lange blogindlæg uden at falde i søvn alt for mange gange.
Knus <3
- comments