Profile
Blog
Photos
Videos
Nu kommer det sidste blogindlæg, som kommer til at handle om mine oplevelser i Costa Rica og min hjemkomst, for nu er jeg jo kommet hjem, og det er dejligt :)
Min tid i Costa Rica startede med en overnatning på et fint lille hostel i San José, som jo er Costa Ricas hovedstad. Her havde de endda et rigtig godt tilbud om, at man kunne lade noget af sin bagage stå gratis, bare man kom tilbage og havde en nat der igen. Og eftersom at jeg alligevel skulle flyve derfra, bestemte jeg mig for at lade min lille kuffert stå - virkelig dejligt, for så slap jeg for at have den med rundt. Udover en lækker spis-alt-hvad-du-kan-af-pandekager-morgenmad, er der ikke så meget at berette om fra San José, for jeg blev på hostellet - er jo ikke så meget for at gå ud i hovedstæderne, og de større byer.
Næste dag tog jeg bussen til Monteverde, som er en by oppe i bjergene, som Maria havde anbefalet mig. Ikke at man skal forveksle det med en lille bjerglandsby i Guatemala med indianere og markeder, nej, Costa Rica er et meget anderledes land. Monteverde er en slags adventure-by, hvor man kan zipline (en slags svævebane over kløfter), gå på nattur i junglen, besøge frø-søer osv. Og jeg havde alle mulige planer om at nå det hele, men da det kom til stykket var humøret ikke helt til det. Jeg havde fået skaffet mig et eller andet, der angreb min hud fuldstændig vildt, og selvom jeg gik til lægen, så forstår jeg altså ikke så meget spansk, at jeg havde nogen ide om, hvad det var. Jeg forstod kun, at det måske ville blive bedre om en uges tid ! For mig, var det fuldstændig uoverskueligt, og jeg brød endnu engang helt sammen. Så i stedet for at fare rundt og lave alt muligt, hyggede jeg mig mest på mit værelse, og holdt mig væk fra andre mennesker. Og for at det ikke skal være løgn, så knækkede jeg også en tand !
Efter et par dage blev jeg dog alligevel enig med mig selv om, at jeg ville ud og zipline, fordi Maria havde sagt, at det var vildt fedt. Så jeg bookede en tur og tog afsted. Men uheldet var ikke helt ovre endnu. En ziplining-tur består af ca. 14 "svævebaner" og der er bare fuld fart på, men allerede ved den første gik det galt. Jeg fik ikke bremset ordentligt, hvilket resulterede i, at jeg med fuld fart, smadrede benet ind i platformen for enden, og det gjorde bare mega ondt. Så jeg haltede rundt til resten af "svævebanerne". Men jeg må nu sige, at hvis man ser bort fra det med benet, så var det helt vildt sjovt, og fantastisk, for du nærmest flyver bare over det, de kalder en cloudforest, som er helt vildt flot! Den højeste af banerne var 150 meter over jorden!
Da jeg et par dage efter gik til lægen (efter at have haltet rundt og næsten ikke kunnet gå) viste det sig, at jeg havde knækket nogle fibre i musklen, eller sådan forstod jeg det i hvert fald. jeg fik noget creme og nogle piller (som de jo er meget begejstrede for!) og fik ellers besked på ikke at gå for meget, og da i hvert fald slet ikke i høje hæle! Fint nok, det ville sgu også blive lidt svært, for sådan nogen hører slet ikke hjemme i min backpack :)
Efter egentlig alt for lang tid i Monteverde (vidst nok 4 nætter) tog jeg videre til Manuel Antonio, som både er en lille strandby og en lille nationalpark. Turen derhen var på ca. 7 timer i bus, og selvom at det ikke er helt slemt, så var det bare uoverskueligt. Og ja, jeg har lagt mærke til, at jeg bruger det ord meget, men jeg var bare rejsetræt og ødelagt af mine uheld på det her tidspunkt, så der skulle ikke så meget til, for at ødelægge humøret.
Da jeg endelig kom frem havde jeg heldigvis reserveret mig et lille værelse på hostel Costa Linda, som viste sig at være det dejligste lille hostel! Endnu engang måtte jeg sende en kærlig tanke til Maria og hendes gode råd! Her var en lille restaurant, gratis kaffe og the (og hvad der føltes som 100 grader), gratis internet (som godt nok ikke virkede, fordi "google er gået helt ned, det findes vist ikek længere") og rigtig rare mennesker og personale. Så jeg bestemte mig med det samme for, at her ville jeg blive de næste 4 dages tid, altså indtil jeg skulle hjem. Og det viste sig at være den helt rigtige beslutning for mig. Selve byen er lille og meget turistet, men her var bare rigtig smukt og dejligt roligt - lige hvad jeg havde brug for inden jeg skulle hjem.
Dagen efter at jeg kom tog jeg tidligt afsted til nationalparken. Jeg havde bestemt mig for at bruge de ekstra 20 dollars på en guide, og derfor startede jeg med at gå til guide-udlejning. Der måtte jeg pænt vente en times tid,for "aberne er ikke kommet ned fra bjerget endnu" og desuden var der heller ikke mødt nogen guider på arbejde endnu - gad vide, hvilken årsag der var den rigtige? Men jeg kom afsted med en guide, og det var fuldstændig fantastisk! Guiden var så dygtig (omend virkelig klam at høre på!). Han kunne ud fra lyde identificere dyrene og fandt dem så i teleskopet, så vi andre også kunne se dem. Jeg så virkelig mange seje syr på den måde, bl.a. dovendyr (BÅDE to OG tre fingrerede :p), frøer, landkrabber (ja de findes åbenbart), ederkopper, firben og masser af andre. Men der var også en masse dyr, som bare var over det hele og som selv jeg kunne se med det blotte øje, som f.eks. hjorte, to slags aber og liguaner i massevis. Det var virkelig fantastisk ! Til sidst på turen kom vi til to vildt smukke strande i bedste bounty-style, og her valgte jeg at forlade gruppen, og bruge nogle timer.
Ellers gik dagene i Manuel Antonio med at tusse lidt rundt, kigge på boder, ligge på stranden og sådan. Og så var der lige den sidste dag, hvor jeg var ude og snorkle! Først var det helt vildt sejt, guiden fandt alle fiskene til os, og det eneste vi skulle gøre var at stikke den udleverede ananas frem, og så tog fiskene ellers bare for sig af godterne! jeg så i hvert fald 10 slags fisk, men jeg kunne kun kende en, og det var en klovnefisk:) Desværre kom der efter et kvarters tid fire katamaraner væltende ind fyldt med amerikanere, og efter der gik morskaben lidt af. Som en amerikansk pige, der var med min båd sagde: "det eneste man kan se er amerikaner-røv, og de fylder sgu ikke så lidt". Og det var helt rigtigt! Selv havde vi før været tre og en guide. Så vi tog videre. Turen inkluderede nemlig også delfin-spotning. jeg havde egentlig lidt tænkt inden, at det nok bare var noget, de skrev, men nej, det vrimlede med vilde delfiner ! Som hoppede og legede lige rundt om båden! Det var helt vildt sejt! Og mens vi nød delfinerne, varmen og jeg fik snakket noget spansk, gik solen lige så langsomt ned, og alt var dejligt!
Min tid i Manuel Antonio reddede Costa Rica for mig. Jeg er helt sikker på, at Costa Rica kan være en skøn rejsedestination, men for mig, blev Costa Rica til et nødvendigt onde, fordi jeg i virkeligheden bare gerne ville hjem. Alt det hud-stads, benet og tanden - det var bare alt for meget til, at jeg kunne overkomme det. men i Manuel Antonio blev alt igen kørt helt ned i tempo, og jeg blev rolig igen. Det var en super afslutning. Selvom at jeg nok aldrig bliver en Costa Rica fan. Efter ca. 10 dage må jeg konstatere, at jeg har ingen anelse om, hvordan lokalbefolkningen har det, hvilke ting der rører sig politisk, eller om Costa Rica har en spændende historie. Alle de ting jeg holdt meget af ved Guatemala og El Salvador findes simpelthen ikke her. Her promoverer de sig på natur og tilggængelighed i stedet.
Men for lige at gøre historien færdig, så tog jeg igen ind til San José og havde en nat der. På hostellet fandt jeg to gamle mænd fra Schweiz, der også skulle til lufthavnen næste morgen, hvilket var rart, for det blev en del billigere med taxaen. men derudover var det sgu rimelig besværligt med de to. Den ene af dem snakkede lidt engelsk og lidt spansk, og den anden snakkede kun tysk. Og de blev bare ved med at plapre løs på tysk til mig! Selvom jeg prøvede først på engelsk, så på spansk og til sidst på tysk at forklare dem, at jeg ikke snakker eller forstår tysk! Men de blev bare ved og ved, det var lidt sjovt til sidst :)
Nå, men jeg kom ud i lufthavnen, betaler min skrub-af-skat, checker ind, finder flyet, boarder, slukker mobilen, spænder sikkerhedsselen og let-.... nej, det gjorde vi ikke, for der var lige en lille fejl med udluftningen, så vi måtte lige vente lidt.... og lidt mere... og lidt mere... Og til sidst har jeg været i lufthavnen i ca. 12 timer, og endelig bliver flyet aflyst og de ombooker os alle sammen. Mega nederen, når jeg nu endelig var på vej hjem! I stedet fik jeg en nat på et fint hotel, heldigvis med gratis udenlandstelefoni, og da skuffelsen havde lagt sig lidt var det sådan okay. Jeg mødte en amerikansk familie, bestående af en mor og to børn på otte og ti, og jeg kunne heldigvis køre med dem til hotellet, for genialt som det hele er, ha de booket en minibus (med plads til 9 mennesker) til at køre et helt fly frem og tilbage fra hotellet. den kom, tog 9 mennesker med, og vendte tilbage efter 40 minutter ! Men den amerikanske familie var super søede og jeg endte med at spise sammen med dem, og vi kunne også følges hele vejen til Atlanta - virkelig dejlige og søde mennesker !
Men udover den forsinkelse, så gik resten af turen planmæssigt, og det var super dejligt at se familien igen, få og give gaver, spise dansk mad og sove i sin egen dyne!
Hvis jeg ellers skal skrive lidt om, hvordan det har været at komme hjem, så har det været rigtig underligt. Altså jeg var helt klar til at komme hjem, men det er rigtig svært at finde sig til rette. jeg kan ikke rigtig sove om natten, fordi tankerne bare vælter rundt i hovedet på mig, med gode og dårlige oplevelser, og alle de ting jeg ikke har styr på herhjemme. Det er ret hårdt. På en eller anden måde savner jeg det også rigtig meget, måske ikke at rejse rundt på egen hånd, men de gode tider i Guatemala savner jeg rigtig meget! Det er lidt svært at komme hjem igen...
- comments