Profile
Blog
Photos
Videos
Så er det blevet tid til det første blogindlæg :) Jeg er velankommet og har været lidt rundt omkring i Guatemala.
Flyturen herover gik rimelig fint synes jeg :) Jeg var glad for min beslutning om ikke at skulle igennem USA og masser af tid i de lufthavne, hvor jeg skulle skifte. Det betød at alting gik godt og uden stress.
Jeg ankom til Guatemala torsdag om eftermiddagen og tog direkte til Antigua, som jeg jo kender godt fra sidste gang. Det var dejligt at starte et kendt sted, hvor jeg vidste lige præcis hvad der lå hvor, og hvor jeg kunne få noget god mad efter flymaden, som jeg nok aldrig lærer at holde af ;) Ankomsten til Guate var dog lidt blandet, og jeg vekslede konstant især det første døgn mellem følelsen af at være kommet hjem, og panik over ikke at have styr på mine ting. Jeg må nok erkende, at røveriet stadig sidder i mig. Jeg må hellere skynde mig at sige, at det er blevet bedre.
Tiden i Antigua gik med at vade byen tyndt og huske alle de mennesker og steder, som gjorde sidste gang til en super dejlig tid! Jeg gik på markedet og købte smukke ting, men måtte endnu engang erkende, at det der med at starte i Guatemala ikke er smart, når man nu bare gerne vil have alle de smukke ting, man ser, med hjem :) Jeg kunne stadig have købt mig fattig i tasker, malerier, punge osv.
Fredag tog jeg videre til Panajachel, som er byen ved søen, som jeg holder så meget af.Jeg havde hjemmefra fundet et fint lille hostel med wifi og eget bad! Det her sted er virklig lige noget for mig, her er SÅ smukt og helt roligt, og jeg kan mærke, at roen langsomt siver længere og længere ind!
Lørdag tog jeg på bådtur til en anden landsby ved søren, San Pedro. Byen var nu ikke noget specielt synes jeg, men jeg faldt over nogle interessante vægmalerier. Vægmalerier var politiske, og især en protest over regeringens tilladelse af, at udenlandske firmaer indtager de guatemalanske miner, uden hensyntagen til de mayafolk, der bor i nærheden. Det ved siden af al den sædvanelige Jesus-propaganda, gav landsbyen et noget særligt præg. På den ene side virkede den meget bevidst, og på den anden side fik man at vide, at kun Jesus kan frelse dig. Det var meget sjovt at opleve.
Jeg har allerede mødt mange mennesker, og igen blev jeg dejligt overrasket over guatemalanernes høflighed og hjælpsomhed. Som det nu engang er, får jeg masser af opmærksomhed, men intet grænseoverskridende. Kun rosende ord og hjælp. Udover guatemalanere har jeg mødt en masse amerikanere. Både nogle, der forsøgte at hverve mig til Jehovas vidner, og nogle rimelig åbne og bevidste unge, der dog stadig lige ville høre om vi mon snakkede "dutch" i Danmark, om vi hørte noget amerikansk musik og hvor de nærmeste bjerge var, når vi nu ikke havde nogle i Danmark (bortset fra Bornholm) ;)
Alt har dog ikke kun været skønt, jeg savner folk derhjemme rigtig meget, og især har det været svært, fordi jeg har været meget træt og udmattet. Det er dog dejligt at jeg denne gang har både computer og iphone med, der sammen med udbredt wifi og skype gør det nemt at snakke med dem derhjemme. Jeg må endnu engang erkende, at jeg ikke er en af dem, der bare kan klare mig selv i halve år af gangen, jeg har brug for at holde kontakten med dem derhjemme og få ro på engang i mellem.
Ellers kan jeg ikke berette så meget andet, end at jeg senere idag tager videre til Xela, hvor jeg skal gå på sprogskole.
Jeg håber, at I har det godt derhjemme! Og jeg håber at jeg på et eller andet tidspunkt kan finde internet der er godt nok til at jeg kan lægge billeder op!
- comments
Jesper Mobeck Dejlig læsning. Personligt kunne jeg godt tænke mig at være i "byen ved søen2. Glæder mig til næste brev Kærlig hilsen FAR
Rose - Maria Kære Cæcilie. Dejligt at høre om dine oplevelser og tanker. Du skriver bare så godt. Glæder mig til at følge din blog. Så er det som at opleve den store verden, som jeg må erkende at jeg ikke kommer til at se selv. Jeg er i Stubbekøbing i øjeblikket. Der hvor du var så sød at besøge Balder, Mumi og mig sidste sommer. Stort knus
Elizabeth Kære Sille. Tjekkede facebook, under aftenturen med Balder. Og det var skønt, at opdage sidste nyt fra den store verden :-). Hurtig hjem og læse... Dejligt at høre om dig og dine oplevelser. Jeg sad også og tænkte, at den by ved søen, var noget for mig -specielt når man ved at det stressede arbejde skal genoptages i morgen. Glæder mig til at høre mere og også snart at få en sludder på Skype. Kærlig hilsen, store knus og krammer fra mor
Johanne Kære Cille, du er en fantastisk skribent, og faktisk er det skønt både at høre om de gode stunder og om dem der er lidt sværere. Har lånt din mors IPad, da jeg jo har ødelagt min egen computer. Jeg vil glæde mig til at følge din blok og se alle dine fine billeder. Jeg har endnu ikke besluttet om jeg kommer med til Mexico. Hvis det faldes sammen med et job jeg gerne vil søge, vil jeg nok blive hjemme. Nu ringer du på Skype, håber din mor kommer igennnem. Glæder mig til at lytte lidt med, og håber hun får forbindelse med dig. Mys og krams til dig fra mos i Valby kl. 21.46 og hvor temperaturen med sikkerhed stadig er over 25 grader. Kærligt Johane
Andrea Du er bare så skøn Cæcilie! Det er så sejt at kunne mærke efter hvad man har behov for. Jeg savner dig allerede alt for meget! Flere Valby-knus fra papegøjen og Andrea
Linda mobeck Hej Sille.. Det er dejligt at høre du er velankommet og begynder at "føle dig hjemme". Rart at menneskene er så hjælpsomme. Nyd nu tiden inden skolen, glæder mig til at høre fra dig igen om lang tid.......! Knus Linda
Amalie Du er så sej Cille! Fedt at kunne følge med i din mega spændende rejse! Kys og knus Amalie