Profile
Blog
Photos
Videos
Så er rygtet nået til Vancouver, mere præcist West Vancouver: "De drenge er simpelthen for dårlige til at få skrevet blogindlæg" siges det, og vi er ikke blege for at lægge hovedet på blokken, og indrømme at der måske er noget om snakken - så derfor sker det nu! :D
Først, af hensyn til høflighedsprincippet, "Pænt Goddag" siger de 6 drenge fra Vancouver! Henover den sidste måned er vores oplevelseskontoer blevet fyldt til renderne, hovedsageligt af gode oplevelser, men et par dårlige har også sneget sig med. For at starte fra begyndelsen, blev det sidste blogindlæg skrevet få dage før vi begav os mod Fernie for at besøge Mathias og Christoffer. Turen til Fernie startede rigtig godt med et særdeles underholdene roadtrip gennem bjergene og et par kander øl nede i Fernie by i selskab med vores værter. Næste morgen stod vi tidligt op for at komme op i området og nyde sneen, ud af døren det gik, men Bodil havde stået ude i kulden hele natten, og efter 2 kilometers spændende kørsel stod gearkassen af, og Bodil kunne ikke længere køre. Jeg selv tog med ind til mekanikeren, mens resten fik et lift op på pisterne. Mekanikeren sparkede lidt til dækkene, og fortalte mig, at Bodil ikke var værd at reparerer - ikke godt! Stedets veltalende sælger tog mig under armen på en tur rundt blandt hans brugte Dogde Caravans, gav mig et tilbud, og sendte mig af sted op til resten af flokken. Efter lidt snak frem og tilbage blev vi enige om at tage beslutningen dagen efter og fokusere på aftenens udfoldelser i form af et kæmpe houseparty i Fernie. Vi har alle hørt, at aftenen skulle have været rigtig fed, og vi kan alle skrive under på, at den kunne mærkes dagen efter - et vellykket houseparty. Søndag, med tømmermænd, gik vi så ned til bilforhandleren, kørte dankortene igennem på et samlet beløb af 35 000 kr., og Karen, en flot mørkeblå Dodge Grand Caravan fra 2005 med klimaanlæg og hele udstyrspakken, var købt. Efter at have ordnet forsikringen, og fået noget mad, kørte vi hjemover, efter en vellykket, dyr og begivenhedsrig weekend i Fernie! :)
Efter at være kommet hjem fra Fernie følte vi alle, at økonomien havde lidt under en ordentligt torpedering, og derfor blev den forestående 3 dages tur til Kicking Horse aflyst!
Sneen i Sunshine Village, Lake Louise og Mount Norquay blev dårligere og dårligere, som dagene gik, så for at få en smule afveksling tog alle skiløberne en dag til Lake Louise på telemark ski, mens Rasmus forsøgte lykken på et par af vores ski, hvilket han fik godt fat i. At køre på telemark en hel dag kan bedst sammenlignes med at gå op af trapper otte timer i streg - en prøvelse for selv de mest hærdede lårmuskler. Trods musklernes overarbejde var det rigtig sjovt, og vi fik alle godt styr på det, så det blev en hel nydelse med de store, bløde sving ned af pisterne. Guderne følte dog stadig ikke, at vi fortjente at få noget sne, så en tur ud for at se området omkring Calgary blev det også til, mere præcist tog vi til verdens dinosaur-hovedstad, Drumheller. Dagen startede på A&W med en god burger og derefter ned på byens store museum, hvor de havde det ene dinosaurskelet stablet oven på det andet! Derefter vandrede vi rundt i naturen omkring det såkaldte Badlands, som er et meget fascinerende kuperet landskab! Resten af dagen fjollede vi lidt rundt i området, indtil vi om aftenen endte i en 3D biografsal i Calgary, hvor vi nød filmen Avatar - en stor oplevelse! :D
Efterhånden som ideerne til forskellige aktiviteter blev dårligere, blev vejrudsigten bedre, og dagen hvor vi fik besøg fra Fernie, ramte et ordentligt snevejr ind over Banff, så Mathias, Christoffer og Søren brugte 6-7 timer på køreturen, som vi til sammenligning brugte 3-4 timer på. Endelig sent om aftenen ankom de. og tidligt næste morgen forlod 2 biler Hidden Ridge Resort i håb om at kunne lave friske powder-spor i Sunshine. Vi nød dagen i fulde drag. og Mathias satte os alle under pres, så vi begyndte at udfordre os selv noget mere. Specielt Thomas og Armin kastede sig ud i 3-4 meters drop, hvilket lykkedes ganske godt for dem! :) Efter endt skidag stod den på hottubs for hele banden, god mad nede i byen, og en enkelt øl eller fem på et af byens diskotek. Næste morgen slæbte Morten, Armin, Thomas og jeg os ud i området, da de havde åbnet Delirium Dive, som var fyldt med frisk puddersne, og her nød vi alle nogen af vores livs fedeste powder-ture, med sneen stående ud til alle sider - en formemmelse der ikke kan beskrives, men nyd billederne. Dagen efter introducerede vi så drengene fra Fernie for Lake Louise, hvor puddersneen desværre var forsvundet. Så dagen foreløb med pisterundvisning, et par enkelte ture i puddersne og en masse park. Her kom både Thomas og Armin over XL hop og rails - imponerende. Søren (en gut fra KBH), Christoffer (en fyr fra Vinderup) og Mathias (en fyr Morten og jeg har spillet fodbold med i Ulfborg) imponerede os alle i parken, da de også i god stil tog de store hop m.m.. Om aftenen nød vi igen Banff's mange barer, dog ikke mere end at vi kom tidligt op fredag, da der igen var faldet sne i Sunshine. De tre gutter fra Fernie tog hjem i løbet af fredagen - et vellykket "kontra"-besøg! De få dage der var tilbage, inden vi skulle til Vancouver, brugte vi i Sunshine Village, hvor der stadig kom masser af sne. Egentlig skulle vi have været ude på cat-skiing(pistemaskine kører skiløberer ud i snevildmarken, hvor man slår sig løs) i Revelstoke lørdagen inden vi tog hjem, men da sneforholdene var for dårlige aflyste de, hvilket vi egentligt ikke var kede af, da der kom masser af sne i Sunshine. Så vi nød den stejle hældning og de mange muligheder for at udfordre os selv på Delirium Dive, og specielt Asger måtte bukke under, da hans binding brækkede af den ene ski på vej ned, så han måtte tage resten af turen ned på en ski, til stor underholdning for os andre! Den sidste dag inden vi tog hjem, nåede vi også at få en af skiområdernes store skrækscenarier ind under huden, da der gled en stor lavine ned på Delirium Dive, lige efter vi selv havde haft en tur ned af den - heldigvis uden dødsfald!
Pludselig stod vi så en søndag aften, og skulle dagen efter til Vancouver og forlade Banff, men inden jeg når så langt, skal det nævnes at vi den sidste måned, også nåede 3 fødselsdage, da Thomas og Kenneth blev 21 år, og Rasmus rundede de 20. tre dage vi selvfølgelig fejrede på behørig vis! :) Den 15. marts satte Kenneth og jeg os så ind i en Greyhound på Banff station, mens Asger, Rasmus, Morten og Armin startede bilen, for alle sammen at skulle tilbagelægge mange kilometer på vejen mod Vancouver. Thomas efterlod vi i hytten, da han samme aften skulle med flyveren fra Calgary til Danmark - vi siger tak for en rigtig fed tur i selskab med ham. I Vancouver fik vi alle en rigtig god modtagelse af Lars, Tina, Sofie og Frederik, som bor rigtig lækkert op af bjerget i West Vancouver. Dog nåede vi, i første omgang, kun at nyde to dage i selskab med den venlige familie, før vi drog mod byen Tofino på Vancouver Island, hvor vi havde booket to overnatninger på byens hostel. Et rigtig lækkert sted, med en fantastisk havudsigt. Vancouver Island er et af de steder i verden, hvor guderne i sin tid har været i rigtig godt humør, da de formede landskabet, for vi nød både tempereret regnskov, floder, vandfald, strande, klippeøer, stillehav osv. En natur der væltede os alle omkuld af bare fascination. Udover at nyde naturen brugte vi tiden på at se hvaler, surfe ved de lækre strande og bungyjumpe - en rigtig rigtig fed tur. Tilbage i Vancouver har vi indtil videre brugt tiden på at cykle rundt i Stanley Park, se Chinatown(verdens andenstørste Chinatown), Yaletown (bydelen for de rige) og ellers bare nydt denne fantastiske storby. Afslutningsvis, og som en lille indskudt bemærkning, skal det nævnes at byen, i al sin herlighed, råder over et sted sendt fra himlen, nemlig Jolly Foods - butikken der råder over diverse varer fra den danske kultur, deriblandt rugbrød, leverpostej, remoulade, Landkjær sodavand, flæskesvær, rødbeder m.m. REN NYDELSE!
Mange Venlige Hilsner Mads S og resten af holdopstillingen, Morten M og Kenneth B + et lille forkølet "Hils" fra bænken, hvor Armin S, Rasmus A og Asger V sidder J
- comments