Vi forlod lufthavnen og tog til Sydney central, hvor vi nemt som ingenting fik købt vores billetter og blev henvist til den rette parron. Da toget ankom spurgte vi igen konduktøren, for at være på den sikre side, om dette var den korrekte vej til Wollongong. Han nikkede og vi sprang på toget. Efter ca. en halv times tid stak konduktøren hovedet ud til os og forklarede at et kultransportstog var kørt af sporret nær byen Coalcliff, som tilfældigvis lå på vores rute. Han forklarede os at vi derfor skulle skifte tog i Sutherland, køre til Waterfall og derfra med bus til Triffoul og så igen med tog til Wollongong. En fremmed kvinde havde overhørt samtalen og kom over og spurgte med sin silkebløde stemme "are you going to Wollongong?" Vi ved ikke om det var stanken af sved, desperation eller blandingen af de to, der fik hende til at træde nærmere. Med opgivende stemmer fremstammede vi "yes, we are trying to". Hendes venlige øjne lyste, mens hun smilende foreslog at vi kunne køre med hende og hendes mand fra Southerland, hvor deres bil holdt parkeret.

Da vi kom til vores endestation, steg vi af sammen med Pip (sådan præsenterede hun hvertfald sig selv) og Craig. De hjalp os med at få bagagen over til bilen, og vi hoppede ind på bagsædet. To minutter senere var vi afsted. Den næste halvanden times tid fløj afsted - Pip og Craig fortalte lystigt om Australien og spurgte interesseret ind til det danske. Selvfølgelig faldt samtalen også på Mary. Udenfor susede den australske natur forbi. Floder, enorme træer og begroede bjerge så langt man kunne se. Da vi kun var tyve minutter fra Wollongong, kørte Craig en lille omvej for at vise os "Bald hill", hvor udsigten over havet og Wollongong var helt ubeskrivelig. Bagefter satte vi os atter ind i bilen, og mens vi hastigt nærmede os vores hostel, fortalte de om alle de billige restauranter, spillesteder og indkøbscentre. De satte os af ved hoveddøren vores hostel, Keiraleagh. Vi sagde farvel og tusind tak. Craig svarede "ingen årsag. Vi vil jo nødigt have at I kommer hjem og tror aussies ikke er flinke". Så satte de sig ind i deres bil og kørte ud af vores liv. Og sådan slutter vores beretening om englene fra Wollongong.