Efter naesten to dejlige maaneder i Vietnam og Thailand gik turen til Filippinerne, hvor vi startede ud i hovedstaden Manila. Vi havde hoert mange daarlige ting om Manila fra andre rejsende og derfor var planen, at vi kun skulle tilbringe tre dage der, hvoraf en af dem skulle bruges paa at trekke i rismarker et stykke fra Manila. De skulle vaere nogle af verdens smukkeste, saa vi havde glaedet os meget. Desvaerre var det kun muligt at komme tilbage fra rismarkerne om natten og eftersom alle sagde, at man ikke skulle befaerde sig i Manila efter moerkets frembrud, maatte vi droppe ideen. Det resulterede i at vi tilbragte en hel dag i Mall of Asia (et af Asiens stoerste shoppingcentre), saa et mindesmaerke for amerikanske soldater draebt under 2. Verdenskrig med tusindvis af hvide kors, tog ud til en kristen kirke og sidst men ikke mindst, tilbragte alle aftenerne paa vores hotelvaerelse. Efter vi havde set kirken, gik vi ud til en markedsplads, hvor der blev solgt "magiske" ting som piller der goer dig smukkere, helbredende smykker, mirakuloese roegelsespinde etc. Det var sjovt at se, saa vi gik videre ned ad pladsen og endte i det saakaldte downtown Manila. Vi var tilsyneladende de eneste turister, der havde sat foedderne der i aarevis. Folk rev i os, raabte af os, ville have taget billeder med os og opfoerte sig som om, de aldrig havde set folk fra Vesten foer. Vi elsker da begge lidt opmaerksomhed, men her blev det alt for meget af det gode. Det tog os lang tid at finde en taxa og da vi endelig havde heldet med os, sagde chauffoeren som det foerste, at vi skulle laase doerene. Han virkede lettere rystet over at to unge, lyshaarede piger befaerdede sig i den del af Manila paa egen haand. Det var aabenbart et af Manilas farligste kvarterer og bestemt ikke et sted for turister. Han fortalte historier om turister, der bliver bortfoert, om motorcyklister der stjaeler fra biler osv. Heldigvis slap vi med skraekken og med alle egendele og lemmer i behold.
Udover vores hotel der var ret luksurioest, var vores tid i Manila ikke noget at raabe hurra for. At det tilsyneladende var saa nemt at komme galt afsted, kom bag paa os, men det gjorde deres madkultur ogsaa, en madkultur der desvaerre viste sig ogsaa at vaere gaeldende for resten af Filippinerne. Deres mad er elendig, ja ligefrem katastrofal! Alle retter indeholder ris, koed, masser tyk, brun sovs og for det meste ikke ret meget andet. Det resulterede bl.a. i at vi en aften gik paa kompromis med diverse principper og spiste aftensmad paa Mac Donalds. Burgerne der bl.a. indeholdt et salatblad og en skive tomat skulle desvaerre vise sig at blive et af vores mest naerende maaltider i de 13 dage, vi befandt os paa Filippinerne.
Da vi havde overlevet tre dage i hovedstaden, satte vi kursen mod Boracay, den lille ferie-oe, hvor vi skulle tilbringe vores sidste 10 dage. Turen derover skulle have taget tre timer, men endte med at tage 12 pga. diverse aflysninger, forsinkelser og aendringer. Skoent! Vi boede paa Frendz Resort, et meget socialt hostel med masser andre unge, lige ned til beroemte White Beach. Stranden er paa top 10 listen over verdens smukkeste strande med helt hvidt sand og et meget klart, azurblaat hav. Det var vanvittig smukt, men komisk nok var stranden helt groen af alger pga. saesonen. Naar vi nu ser tilbage paa Boracay, undrer vi os over, hvad vi egentlig fik tiden til at gaa med. De 10 dage floej afsted, uden at vi egentlig foretog os saa meget. Vi fik dog en del massage, gik paa stranden hver dag, hoerte live-musik om aftenerne, adopterede en lille kattefamilie og blev saagar inviteret ud af den filippinske popstjerne, Armand TJ, som tog os med ud og se Life of Pi under aaben himmel.
Vores generelle indtryk af filippinerne er, at de er et fantastisk folkefaerd. De er meget aabne, ikke blege for at smide om sig med oprigtige komplimenter og de baade synger og lever efter "Don't worry, be happy" og "It's more fun in The Philippines". Udover det spiser de hele tiden og er fuldstaendig tossede med karaoke.
Da det omsider blev tid til at tage mod Los Angeles, havde vi en flyvetur paa 2,5 timer, 5 timers ventetid i Kina, en flyvetur paa 13 timer og et jetlag at se frem til. Turen gik fint og vi var fremme overraskende hurtigt. Vi bor hos Marias mors' veninde, Pia, som har et skoent hus i en lille dal i L.A., Van Nuys. Det tog os to dage at komme os over jetlaget, da der er en tidsforskel paa hele 13 timer. Nogle dage efter ankomst tog vi metroen til Hollywood og tilbragte dagen der. Vi gik paa Wall of Fame, spiste amerikansk Shawarma og shoppede i de forskellige butikker. Selve Hollywood skiltet skal vi ud til med Pias datter, Shannon, om nogle dage. For at komme derop, skal man hike i bjergene. Det glaeder vi os til.
Udover det har vi vaeret paa tur med en der hedder Mike, hvor vi saa hans foraeldres ret fascinerende hus, tog til stranden og saa det universitet, Shannon gaar paa. For amerikanere er det et smaat universitet, men alligevel gaar der 3000 elever, de har eget stadium, museum, toejbutik, en fantastisk udsigt ud over vandet og meget mere. Virkelig et imponerende sted, som vi begge blev lidt misundelige over.
I gaar startede vi dagen paa Starbucks (rigtig amerikansk!) og tog til Beverly Hills, Rodeo Drive, Getty museet og et shoppingmall med Pia. Vi tog ogsaa et smut forbi hotellet hvor filmen Pretty Woman er optaget og tog i Tiffany's, butikken hvor vi bl.a. fandt en forlovelsesring til lidt over 2,5 mio. kr. Ja, drenge, saa er standarden sat. Mindre kan under ingen omstaendigheder goere det!
Ellers har vi ligget meget i baghaven og laest, set TV (det er stort, naar det er foerste gang i naesten tre maaneder) og slappet af. Vi har snakket meget om, hvor underligt og paa samme tid dejligt det er, at vaere i et hjem igen. Det har vi nu alligevel savnet en smule.
Paa mandag vender vi snuden mod New York, som vi begge glaeder os meget til. Det bliver stort, det bliver vildt, det bliver selveste Neeew Yooork City i hele 6 dage! Vores hostel ligger meget centralt ved siden af Central Park, hvor vi regner med at holde en del picknics. Der er vanvittig mange ting, vi gerne vil naa paa den lille uge, vi er der, saa spoergsmaalet er ikke, hvad vi VIL lave, men hvad vi bliver noedt til at begraense os til - cuz we wan't it all!
Paa gensyn i kaere Danmark, kaere venner, kaereste og familier