Hej AllesammenNu er der ikke længe til jeg endnu engang rejser ud den store verden. Man spørger mig hvorfor? Jeg ved det ikke helt selv, men jeg er nok ikke helt færdig med det endnu. Bliver jeg det nogensinde? Hvad er det, som gør mig så glad? Også helt selv...Mange antager fejlagtigt, at mennesker, som vandrer alene, er ensomme, mens de i virkeligheden oplever en ro, eftertanke, åndelig tilfredsstillelse og livskvalitet. At vandre med andre, du ikke har følelser for, blot for ikke at være alene, er mere ensomt end at vandre for sig selv.Når man rejser, bliver livet reduceret til det essientelle, at spise, at sove, at vandre. Det efterlader tid og rum til tanker og overvejelser. Når man rejser, revurderer man sine værdibegreber og sin plads i verden, og når man rejser tilegner man sig verden i en labyrint af vilkår, som er stik modsat den fastlagte hverdag. Det er ganske lidt der bliver, som man havde planlagt - heldigvis. Man kommer til at holde af mennesker og steder, og dog skilles man. Men de ekstatiske øjeblikke bærer man fortsat i sig, og de bliver ved med at gløde, og dette kan man finde frem en kold efterårsdag senere.Rejsen, hvor man er alene, er en helt anden end hvis du er sammen med andre. Så er det som om landskabets karakter, lydene, de folk man møder, suger sig ind i en. En anden form for oplagring finder sted. Som var man et stykke trækpapir, hvor der ikke findes nogen katalysator. Sådanne oplevelser vil de fleste nok opfatte som den store virkelige rejseoplevelse. De sekunder hvor man føler at man glider sammen med det oplevede.Jeg tager ud i verden, et nyt eventyr, en ny chance...lad miraklerne ske