Fantastiske Nicaragua
Vores nicaraguanske eventyr startede i den lille by Leon. Leon var fantastisk: dejlige mennesker, imødekommende hjælpsomme og venlige lokale der altid var klar på en snak, uden at der var bagtanker om en handel (ses Costa rica!), flot by, flotte kirker og huse, kæmpe øde fantastisk strand, strandture, surfing, vulkaner - kælketur ned ad vulkanen med over 60 km/t og nicaraguansk sikkerhedssystem (intet), fest, religiøs festival, strandfest, afslapning, markeder, museer, hængekøjer, sol sol og sol, Yessss! Vi blev der 5 dage.
Børnefødselsdag i chinandega: toy-story tema, 40 børn der alle fik gaver, hamburgere, is og Woody blev brugt som fastelavnstønde! Bakkende høj børne musik de første 4 timer, efter børnene smuttede i seng - vild vild familie fest med rom (uden cola) salsa, reggaeton og dans hele natten!
Vi tog videre fra Leon og chinandega sammen med 5 svenske drenge, kursen var granada. Granada er som Leon en lille by med koloniansk stil, granada er bare 30 gange mere pudset op, renset og turistet (folk snakker engelsk!!), mere ihærdige gadesælgere, mere skrammel. Udover det er granada enestående: flot, imponerende og beliggende lige ved breden af den største sø i Nicaragua hvor den lille vulkan ø med 2 vulkaner, isla de ometepe ligger. Vi bobbe, jeg og en af svenskerne besluttede os for at leje cykler for en dag efter at vi havde gået byen tynd, besøgt samtlige kirker og samtlige markeder. Vi cyklede langs breden af søen og kom igennem et stort slumkvarter, som sædvanligt blev attituden fra de lokale ændret, folk spiller bold i gaderne, hilser, smiler, snakker og hjælper, ikke flere påtrængende gadesælgere. Vi fortsætter igennem slummen og kommer ud på den anden side af byen. Vi ender med at må køre en god 10 km tur for at finde den lille bitte bar vi er blevet vist hen til. Manden de ejer baren finder stole og de billigste colaer vi endnu har fået (2,5 kr pr stk) frem til os, inden han fortsætter på sit udvidelsearbejde. Han er ved at lave baren større og står og fingerer med bananblade og snor mens han står på en tynd jernstang. Hans søn kommer jævnligt løbende med flere blade. Interesserede som vi er spørger vi om vi kan hjælpe, han indser vidst at vi vil være mere til besvær end gavn og takker nej med et smil, men vi må gerne kigge.
Vi fortsætter fra granada til vulkanøen isla de ometepe, stadig i svensk selvskab! Vi bruger en dag sammen på at låne dirt bikes og fræse rundt om den lille del af øen, anført af en australsk gut der mener han kender en vej til en god strand smutter vi ned af en vej der er endnu værre end den vi allerede kører på. Vi snakker nu ikke bare grus og store sten, men faktisk udelukkende store sten og rødder. Hvad der kunne have taget 30 min endte op i en lille 2 timers omvej inden vi kom tilbage til den normale dirt road. 8 personer sammen mange på dirt bikes for første gang, usandsynlig vanskelig vej = det skal gå galt, og det gjorde det! De svenske drenge tabte batterier, nøgler, gik i stå og kunne ikke starte igen, tabte kæden, mistede kontrollen (og tenperamentet for nogens vedkommende) og kørte ind i junglen. Efter lang tid og noget lokal hjælp lykkedes det dog. Ingen kom til skade og det var en lækker, sjov og udfordrende tur.
De næste dage brugte bobbe og jeg på at windsurfe, bade, slappe af og bestige den store af de 2 vulkaner:
Vi havde besteget 2 vulkaner før i henholdsvis leon og antigua, forskellen denne gang skal være at vi gør det uden en guide.
Vi står op med solen, pakker en taske og futter afsted mod denne store, grønne og næsten altid skydækkede vulkan. Vi spørger om vej omtrent en milliongange og føler os på rette kurs. Endelig efter en 45 minutters gang ankommer vi til vulkanensfod og vi drejer ind ad en lille vej der ligner den går direkte mod vulkanen, den lille vej snor sig igennem en masse små fattige kvartere, men alle er venlige og hilser hjerteligt på os på vejen. Efter et godt stykke tid spørger en markarbejder vi møder på vejen hvor vi er på vej hen. Vi fortæller ham at vi er på vej mod vulkanen, hvorefter han bare begynder at grine, vi er åbenbart gået heeelt forkert. Vi står og snakker lidt med ham og han prøver ihærdigt at vise vej. Som sædvanligt er det svært at forstå det spanske der bliver talt ude på landet, og hans 3-årige søns plabren gør det ikke nemmere. Han mærker ret hurtigt at det hurtigt kan blive et større projekt at forklare os to snothoveder den rette vej og ender med at sige at han nok skal få os derhen. Han er snusket klædt, beskidt og på hans sorte t-shirt med de hvide bogstaver: 'I'll destroy you with my big cock' vidner om at han ikke forstår engelsk. Vi har været smarte nok til ikke at tage nogle værdier med os, og hans lille søn følger også med, så vi føler os nogenlunde trygge. Vi går nogle kilometer Bobs og jeg er på isla de ometepe, vi har været der et par dage og haft rigtig lækkert!
Inden vi tager videre vil vi gerne bestige den store vulkan La Concepcion, forskellen denne gang skal være at vi gør det uden en guide.
Vi står op med solen, pakker en taske og futter afsted mod denne store, grønne og næsten altid skydækkede vulkan. Vi spørger om vej omtrent en milliongange og føler os på rette kurs. Endelig efter en 45 minutters gang ankommer vi til vulkanensfod og vi drejer ind ad en lille vej der ligner den går direkte mod vulkanen, den lille vej snor sig igennem en masse små fattige kvartere, men alle er venlige og hilser hjerteligt på os på vejen. Efter et godt stykke tid spørger en markarbejder vi møder på vejen hvor vi er på vej hen. Vi fortæller ham at vi er på vej mod vulkanen, hvorefter han bare begynder at grine, vi er åbenbart gået heeelt forkert. Vi står og snakker lidt med ham og han prøver ihærdigt at vise vej. Som sædvanligt er det svært at forstå det spanske der bliver talt ude på landet, og hans 3-årige søns plabren gør det ikke nemmere. Han mærker ret hurtigt at det hurtigt kan blive et større projekt at forklare os to snothoveder den rette vej og ender med at sige at han nok skal få os derhen. Han er snusket klædt, beskidt og på hans sorte t-shirt med de hvide bogstaver: 'I'll destroy you with my big cock' vidner om at han ikke forstår engelsk. Vi har været smarte nok til ikke at tage nogle værdier med os, og hans lille søn følger også med, så vi føler os nogenlunde trygge. Vi går nogle kilometer med ham gennem marker, andres huse, farme og en masse hegn indtil han stopper op ved en anden sti og siger 'detham gennem marker, andres huse, farme og en masse hegn indtil han stopper op ved en anden sti og siger 'det her er den rigtige vej!'. Undervejs havde han spurgt os om vi ville følges med en gruppe, men vi kunne ikke rigtigt finde ud af hvorfor han spurgte. Da vi ankom til stien pegede han og sagde 'her er den gruppe jeg snakkede om' hvordan han vidste det, ved vi stadig ikke. Vi havde lige været i Costa rica og forventede mere eller mindre at vi nu var nået til det punkt hvor han ville have penge. Det skete bare ikke, han gav os hånden hver især og sagde 'god tur, en fornøjelse at møde jer' så gik ham og hans lille dreng hele vejen tilbage igen. Vi ville gerne give ham en julegave!
Efter isla de ometepe tog vi videre til surfer byen San Juan del sur. San Juan del sur er en af de mere turistede steder i Nicaragua og det vrimler surfer dudes, især fra Australien, vi havde det fantastisk!
Vi brugte dagene på stranden, med kendama og i vandet på surfboards, aftnerne var altid lagt op til et sted mellem hygge og fest, og der var meget fedt af forskellige slags, pool partys osv, yay!
Vi var også kulturelle og brugte en dag på at skateboarde op til det højeste punkt i nærheden af byen, hvor den vidst nok 3. største Jesus statue står, her så vi solnedgangen, lækkerier! Bagefter prøvede vi kræfter med at stå på skateboardsne ned af de uhyggeligt stejle og slingrede bakker - umuligt, i hvert fald for os! Men sjovt.
Juleaften: for at fejre julen tog vi til chinandega hos den samme familie vi var til fødselsdag hos. Vi tog lige et par dage ekstra i Leon på vejen, dejligt gensyn. Vi havde købt gaver til børnene, skjorten var strøget og det hele var gjort klart!
Vi fik os dog noget af en overraskelse, julen i Nicaragua er åbenbart helt anderledes en hvad vi ellers havde oplevet.
Første mistænkelige træk var det enorme anlæg der stod inde i den lille bitte spisestue, det andet umiddelbart opsigtsvækkende anderledes træk var spise tiden. Maden blev serveret på slaget 12, altså midnat. Maden blev hurtigt spist, gaverne blev hurtigt delt ud og omkring kl 1 blev bordene taget væk. Nu skulle julen fejres og hvilken bedre måde end med rom, salsa og reggaeton?
Der var fest i det lille hus med hele familien og dem der kom på besøg undervejs, og selv bedsteforældrene blev festede til kl 7 næste morgen!!
Morgenen efter er der tradition for at alle tager til stranden og fester videre/sover. Bobs og jeg var ikke inderligt opsat på mere ren rom og dansen på bordene med de gamle, så vi sagde pænt farvel og tog den næste bus mod managua!
Planen var at tage til pochomil, som eftersigende skulle være et gammelt afslappet og stille og roligt surfer sted, det gamle nu ret forladte San Juan del sur. Desuden er pochomil den nærmeste strand til managua så det ville være dejligt nemt at komme afsted og nå vores fly.
Vores plan var selvfølgelig ikke det nærmeste gennemtænkt. Vi vidste 2 ting: alle nicaer tager til stranden dagen efter juleaften og pochomil er den nærmeste strand til managua. Vi havde bare ikke draget konklusionen at det ville betyde at hele managua ville være i pochomil.
Vi ankom til en strand der var ikke bare proppet men tilstoppet af godt hellidagsfulde nicaer, og vi var de absolut eneste hvide ansigter langs hele stranden.
Vi startede selvfølgelig med at give det en chance, det var ikke første gang at vi havde været de eneste turister. Vi gik langs stranden med vores store fede backpacks og fik en god gang blandet respons. Det skal lige siges at folket i managua er meget forskelligt fra dem der bor i de mindre byer, og managua er efter alt hvad vi har hørt og oplevet, et generelt dårligt sted at opholde sig som dum hvid turist, som de siger 'en managua te matan' i managua dræber de dig.
Vi blev smilt til, vi blev tilbudt øl, vi blev kaldt gringos og til sidst fandt vi også et sted at sove. Det var sjovt at opleve og spændende, men vi følte os ikke helt tilpas og ville egentligt gerne bare slappe af, surfe og nyde vores sidste 2 dage i nicaragua stilfærdigt. Dagen efter tog vi til et all-inklusiv hotel lidt derfra og nød vores sidste 1,5 dag inden vi skulle afsted, det var fantastisk dejligt, skønt, nemt og kedeligt.
Afsted i en bus, Afsted i et fly, og farvel Nicaragua! Du var det absolut bedste land vi besøgte, forhåbentligt på gensyn. Vi har det eminent og har været usandsynligt heldige hele vejen igennem.
Love fra de to efterhånden ret beskæggede rejsende!