I dag stod jeg op for at pakke lejligheden ned og samle mine ting fordi i dag ville jeg mod Cambodia nærmere bestemt Siem Reap. Det var på mange måder et ambivalent farvel til Bangkok, fordi jeg også set i baglyset virkelig har oplevet enormt meget, jeg tror slet ikke det er gået helt op for mig, kunne jeg da mærke da jeg lige kiggede billederne igennem. Jeg sidder i en bus som skulle tage 4 timer til grænsen Cambodia (Aranya Prathet) hvor jeg gående skal krydse grænsen til Poipet hvor det går med Taxa til Siem Reap. Jeg henvendte mig til 2 fra USA som også rejste med et par stykker fra Canada, så dem er jeg med et stykke tid især gennem grænsen. Det viste sig at være en meget blandet oplevelse at krydse grænsen fordi så mange ville tjene penge på mig, men jeg kom igennem og er nu ankommet til Siem Reap. Det var meget omstændigt og på intet tidspunkt vidste jeg hvad der skete, skulle igennem 3 steder og have stempler og i shuttlebus også i taxa også med tuk tuk... Imorgen skal jeg med 6 andre skal se Ankawat, vi skal op om 5 timer for at se solopgangen.
Egentlig har de første 4 dage i Bangkok været helt utrolige, jeg håber ikke at jeg når at vende mig til alle de indtryk som jeg i starten var så imponeret over. Altså at alle de ting jeg var så fascineret over ved kulturforskellen helt forsvinder fordi det bare bliver hverdag.

Jeg har fundet ud af hvorfor de er så stolte af deres konger hernede. Det er fordi det stadig er de gamle der regerer og de er altså nogen som virkelig har udrettet noget, samlet nationen i krig og fået løst enderne i hvertfald i Cambodia og Thailand.