Profile
Blog
Photos
Videos
I går morges startede vi vores sidste morgen i Hué tidligt med at spise morgenmad på hotellet, hvorefter vi blev hentet af vores chauffør, som skulle køre os til Hoi An og vores guide, som talte ualmindelig godt engelsk. Udsynet fra minibussen var utrolig smukt, og vi havde flere stop undervejs, hvor vi blandt andet vadede ud igennem rismarkerne til en rejefarm, nød den fantastiske udsigt fra toppen af et bjerg, som havde været brugt under Vietnamkrigen, fordi det lå strategisk godt i forhold til bjergfodens byer på hver side. I Danang, den tredje største by i Vietnam, gjorde vi holdt ved China Beach, hvor sandet var så varmt at vores fødder brændte og vandet som skyllede op på standkanten var 27 grader varmt. Puha! Ved det sidste stop besteg vi Marble Mountain, hvor et helt imponerende syn mødte os på toppen, efter at have slæbt os forbi adskillige templer på vejen op, men det mest utrolige var en marmorhule i bjerget, som havde været benyttet til hospital også under krigen - man kunne sågar se hvordan amerikanerne havde beskudt hulen i toppen, så man kunne se den åbne himmel.
Efter 5 timer nåede vi endelig Hoi An, en gammel handelsby og det kunne stadig ses med de farverige både, joller og skibe der lå til i kajen, hvor vi ved floden forresten også spiste en meget lækker, tiltrængt frokost.
Efter frokosten vandrede vi sammen med vores guide, ind i det gamle kvarter af Hoi An. Vi så den Japanske bro, som er et symbol for den tid, hvor japanere og kinesere boede i hver deres del af byen. Broen var forbindelsen mellem de to kvarterer. Da handel i Japan blev forbudt, forlod japanerne byen og kineserene overtog japanerenes tidligere del af byen. Selvom det er flere 100 år siden, bor der stadig flere kinesere i byen i dag.
Efter check-in på vores hotel, sagde vi farvel til vores guide. Og så kunne Emma næsten ikke vente længere, med at komme ud i byen for at finde den bedste skrædder, så hun kunne få syet en gallakjole. Vi brugte flere timer på at finde den rigtige skrædder, gode priser, kvalitet, stof osv. Da det var på plads og mørket forlængst var faldet på, var det på tide at finde noget føde til vores efterhånden rumlende maver. Vi fandt et rigtigt hyggeligt sted, hvor vi efter en fin middag, kunne gå glade hjem på hotellet lægge os under dynen.
I dag gik vi gennem Hoi An's små hyggelige gader, selvom vi lige havde spist morgenmad på hotellet, vanderede vi friske ned til en restaurant med navnet Morning Glory, her havde vi dagen forinden, booket en tid i cooking class, så vi kunne lære at lave vietnamesiske delikatesser.
Efter en kop te, gik vi med rishat til markedet. Et kæmpe stort marked, med friske farverige råvarer, fisk lige fra havet, friske nudler som kvinderne stod lavede i stribevis. Efter en introduktion af diverse mærkværdige grøntsager, frugter mm. fortsatte vi til kokkeskolen, hvor vores lektioner begyndte. Vi skulle lære fire retter at kende, en meget underholdende, udfordrende og spændende indsigt i det vietnamesiske køkken. Det var helt bestemt en oplevelse for os alle.
Da vi havde spist den mad vi selv havde kokkereret, stod kursen mod skrædderen, hvor vi skulle have tilpasset de forskellige tekstiler vi havde bestilt aftenen før. Det bliver spændende at se når de er helt færdige i morgen. Dernæst slentrede vi lidt mere rundt i den gamle by, hvor der blev pruttet om priserne, drukket kaffe og Nis blev barberet.
Tidligere på dagen, da vi var på markedet fortalte vores kok, at månen afgør krabbers kvalitet. Hvis man vil opnå den bedste kvalitet/smag, skal man spise krabberne når månen ikke viser sig på himlen. Ved fuldmåne har krabberne den ringeste kvalitet - i følge mutterkok skulle vi i hvert fald ikke have krabber i vores suppe i dag.
Det er åbenbart en større begivenhed, når der er fuldmåne, for da mørket faldt på, startede byens fuldmåne festival ved byens flod. Alle restauranter var stort set bookede, børn sad ved flodens bred og solgte lysende, forskelligfarvede lanterner som skulle sættes ud på floden. Et meget flot syn blandet med de utallige silkelamper som byen er dekoreret med om aftenen.
Da vi havde siddet længe nok ved floden gik vi tilbage mod vores hotel, for at finde et sted at spise. Næsten hjemme på hotellet fandt vi et lille sted, hvor vi spiste seks mand for hvad der svarer til 130 kr. inklusiv en flaske vin og tre øl - helt ubegribeligt!
Nu sidder vi på terrasen ved vores hotel og nyder øjeblikket. Sov godt allesammen.
- comments
Nis det er en meget fin og udførlig heskrivelse, som vi nyder meget. Vi håber alt er vel, og at I alle har det godt.KÆRLIG HILSEN FRA OS BEGGE
Inge Huldahl Hej med jer. Dejligt at følge jeres tur gennem Vietnam. Det er spændende og vi glæder os til at høre meget mere når i kommer hjem igen. Glade hilsner og fortsat god tur, som vi glæder os til at læse om. Kh Inge