Profile
Blog
Photos
Videos
Kalle synes i starten, da han kom til Mexico, var det bare så nederen og kedeligt. Der var fattige mennesker og slidte huse. Det var helt anderledes end han havde forestillet sig. Nu hvor vi har været lidt i Mexico, så synes han det er så skønt. Det blev bedre, da vi kom til den by, hvor vi er nu.
Frida synes de byer, vi indtil nu har oplevet i Mexico er rådne. Her er slidt. Alt det affald allevegne. Vejene er hullede. Taxaerne er slidte og gamle. Frida tror, at det med fancy houses ikke er vigtigt for menneskene her, det er som om de har det fint med at leve som de gør, så længe de har hinanden, de virker glade.
Anton synes det er dejligt at være i Mexico. Han kan lide restauranterne og taxaerne, de er sådan smadrede i det og det flade baggagerum, hader supermarkederne, der er mange mennesker med sort hår og al mulig og ikke plads til at komme rundt med vognen. Det er dejligt at bo ud til søen og springe i vandet hver dag.
Mexico.....Mexico er et kulturchok. ALT her er meget anderledes.
Også politiet, de bærer skudsikre veste, har maskinpistoler eller pumpguns. Der er mange af dem og de cruiser rundt i gaderne i pickups med 2-3 skapbevæbnede mænd stående på ladet, de holder øje! Det er voldsomt.
-kulturchokket er vist særligt for Kalle, Lasse og mig. Frida og Anton er på en eller anden måde mere cool omkring det.
På St.Thomas blev vi chokeret over de forfaldne huse, rod og affald, hullede veje og vilde forhutlede hunde. Det kan vi nu se som en smagsprøve på, hvad vi skulle opleve her.
Vi har nu været i Mexico i 2 uger, oplevelserne her og det at være her, er ved at lægge sig, og vi er nu "i sikkerhed". Vores første nat tilbragte vi i Cancún på Radisson , som vi kalder Radissen - Frida troede i mange år at hotel Radisson på Islands Brygge hed Radissen! Vi ankom dertil sent om aftenen, havde booket en enkelt nat og ville forlænge med en nat mere, det ville give os tid til at finde ud af næste skridt. Men nej, alt booket, det var ikke muligt. Vi trodsede træthed, godt sure fandt vi papirerne frem fra Bamba-Experience, hos hvem vi skal booke vores bustransport i Mexico. Blev endnu mere sure da vi læste, at første tjek-in og bustur skal bookes 48 timer før, ups!! mon 12 timer før også ville være okay ?
- det ville det, heldigvis. Vi vågnede op næste morgen til en mail fra Bamba, med besked om at der var reserveret plads til os i bussen til Tulum ved middagstid.
I Tulum blev vi for alvor ramt af kulturchok. Vi ankom til en lille grim, beskidt og rodet by. Fremmed lugt. Husene små, tætte, forfaldne eller aldrig færdiggjort. Alt var slidt. Menneskene var, og så, anderledes ud i forhold til os......... samtidig synes vi, der virkede smadder rart at være!
Det er specielt at ankomme til en by på den måde uden egenlig destination, skal vi gå til højre eller venstre, hvad er op og hvad er ned her. Vi tog den første den bedste restaurant, lykkelig uvidende om at der ventede os nogle nervepirrende timer. I Cancún havde vi mailet til et lejehus i Tulum, men ikke fået svar. Charlie, restaurantejeren, tilbød Lasse at køre ham dertil. Utrolig sødt af ham. Huset viste sig at ligge langt ude af byen i et lukket område, der ikke var til at komme ind i. Charlie forsøgte flere gange at ringe udlejer, det lykkedes og intet var ledigt. Dette svar ville blive gentaget for os mange gange de kommende timer.
Da de kom tilbage ringede Charlie til hans kontakter i Tulum - intet ledigt. Jeg var i samtlige hoteller og hostelt på den venstre side af Charlies - intet ledigt. Vi havde ramt lige ned i højsæsonen, det tidspunkt på året, hvor alt er fyldt op, jule-og nytårsferier. Nogle booker halve og hele år i forvejen. Mørket begyndte at sænke sig. Jeg tog den højre side fra Charlies og drengene gik med mig. For Kalle var det vist for nervepirrende at sidde tilbage på restauranten i uvished. Intet ledigt igen og på et hostel fik vi endnu et nej, men jeg blev lidt og fyren dér hjalp os. Han ringede rundt og YES! lidt længere ude af vejen, der hvor fortovet stopper og grusvejen starter, og lidt længere endnu, der var plads til os. Men kun for en enkelt nat.
Rancho Tranquilo. Og der var virkelig roligt. Vi kom fra den larmende, beskidte vej og trådte ind i en lille oase. Palmer, planter, hængekøjer, stier rundt til de små hytter og små huse. For enden af stien fælles bad og toilet og fælleshuset, med fælleskøkken og stue. Vi var heldige at få et lille hus med eget bad og toilet, derudover et rum med 3 senge og køleskab! Endnu mere heldige var vi den næste dag, da Baristo fortalte, at han havde fået et afbud, vi kunne blive så længe vi ville!! Vi jublede! Og vi takkede de højere magter! Og besluttede at blive 1 uge.
Vi holdt alle meget af Rancho Tranquilo, også selv om al toiletpapir, uanset toiletbesøgets karakter, skal i en spand. Men nu ved vi at sådan er det her og Lasse spørger, hvad gik lige galt,- mayaerne var i stand til, for mere end 1000 år siden, at lave klorakering og komplicerede bygningsværker. Rancho Tranquilo, generelt en helt anden standard end vi er vant til. Godt for os! Badeværelset dryp dryp, utætheder, og slidt. Håndklæderne var slidte og trævlede. Køleskabs lågen var gået i stykker, men lappet på snedigste vis, se foto.
I fælleskøkkenet vasker alle op efter sig - i det kolde vand, nogle gange var der sulfo og med en svamp, der var godt udtjent. Vi ledte forgæves efter deres smiley - mærke!! Morgenmad var med i prisen - 2 pandekager, 2 kop kaf el the, det var den bedste kaffe længe. Vi savner god kaffe, vi savner vores monsoon malabar! oh, hvilket afsavn! Kalle synes morgenmaden var top. Vi var ikke helt eninge, så Lasse købte havregryn og af 2 omgange, for de smagte jordslået og parfumeret. Så gik vi over til frugt, hvilket hit - mango, melon, banan. Alle var glade. Fantastisk smag og helt vild billigt. Stedet var fyldt med backpackere, der var en top lækker stemning, som vi alle kunne lide, vi følte os hjemme og trygge der. Der åndede en - tranquillooooooooo! Og forbavsende nok var der også en del danskere, hyggeligt, de havde fundet frem til stedet i Lonely Planet. Om aftenen en summende lyd af hyggelig snak.
Vi boede i Tulum by, Tulum beach med Mayaruiner ligger 6-8 km derfra. Vores første taxatur gik dertil. Det var en oplevelse. Taxaen var helt færdig, slidt, udtjent, det er de stort set alle. Lasse på forsædet og børnene og jeg klemt sammen på bagsædet, vi ledte forgæves efter sikkerhedsselerne og nu ved vi at de er ikke eksisterende i taxaerne. Speederen i bund, hold på hat og briller, nu letter aeroMexico....med 120, hvor må der køres 60. Men generelt vældig søde taxachauffører, snaksaglige og vi forsøger ihærdigt at gøre os forståelige på spansk. En taxachauffør forleden synes tydeligvis det var toppen at lære os at sige vores husnr. 465 på spansk, det kan vi nu og behøver ikke sige tallene enkeltvis - cuatrocientos sesenta y cinco.
Vi havde hørt meget lækkert om Tulum-stranden og set de skønneste billeder. Billederne lyver ikke, og så alligevel lidt, vi blev lidt skuffede. Den lange hvide sandstrand med tyrkisblåt vand er dejlig, men slår ikke St.Thomas´ små strande i bugterne omkredset af bjerge. Og så er der al affaldet her, det er kedeligt at se al det affald på stranden, og spørger os selv hvorfor dog, det er sgu skidt. Både på stranden og skyllet op fra havet. Lasse fortalte om The great pacific garbage patch, plastik affald på størrelse med 2 gange USA. Der findes 5 af disse områder i verdens havene. Og så summede vi lidt over det.
Men skøøønt var det at bade i det varme, klare vand, i timevis.
Nytårsaften badede vi også i timevis. Jorge, som hænger ud på vores hostel, havde vi snakket med, og han arrangerer snorkleture. Vi mødtes kl.11 med ham og kørte til en cenote. Yocátan og dette område Quintana Roo er gennemhullet som en schweitzer ost af cenoter,- vandfyldte huler og underjordiske flodsystemer. En fasinerende verden med det klareste vand. Og staglakitter og -mitter. Fantastisk oplevelse. Herefter til Akumal strand for at snorkle videre der. Det var helt vildt, 20 m. fra strandkanten, svømmede vi forbi havskildpadder der spiste søgræs. I et par timer svømmede vi ud og rundt i havet og over revet, hvor vi så koraler, søanemoner, kæmpemæssige søpindsvin, flotte fisk og rokker. Svømmeturen ind igen var i modvind, hård og lang. Frida er en top svømmer, så det var ingen sag for hende, men Kalle og Anton de kæmpede flot. Lasse og jeg måtte trække dem lidt. Vi var flade og forbavsende nok, lidt søsyge. Måske fordi vi ikke havde spist eller drukket i mange timer.
Fisken smagte fremragende, er den ikke skøn - lige noget for hr.Jappe.
Og hjem til vores lille tranquilo oase og slappe af.
Siden vores ankomst til Mexico har vi haft fokus på hygiejne, for det har de ikke her. Vi vasker hænder i stor stil og spritter, alligevel blev vi alle ramt af mavehalløj. Lasse lagde ud og nytårsaften. Om aftenen var vi på Charlies restaurant i byen, men efter den første drink, måtte Lasse gå hjem. Børnene og jeg gik også - nytårsaften og en halvtom restaurant, det var ikke hvad vi havde forventet, så vi søgte liv i byen, og fyrværkeri, som var vigtigt for Kalle. Vi fandt det hele på pladsen foran ayonamento de Tulum. Der var musik, dans og kl. 24.00 et brag af fyrværkeri, det var underholdende.
Vi vågnede d.1.1.2012 - uden tømmermænd. Lasse blev i sengen, men af helt andre årsager. Vi andre fløj! til stranden. Sammen med 100-vis af andre så vi maya-ruiner, det var ikke helt så magisk en oplevelse som vi havde håbet på. Det var mere sådan, nå, så har vi set dem!
Vores sidste nat i Tulum. Det var fint nok. Vi var begyndt at savne eget køkken og lidt mere ordnede forhold, vi døjede efterhånden alle med dårlige maver og så var vi fyldt, fyldt op til randen med alt! Vi havde brug for femsomhed! og ro, en anden en af slagsen end den på Rancho Tranquilo.
- comments
Bjørn. Hej Anna og Lasse. Dejligt at læse jeres indlæg. Supergodt. Det må jo være ligesom at komme 100 år tilbage i tiden i Danmark. Men jeg tror ikke vi smed så meget affald omkring os. Men jeg tror alligevel at de har det godt med deres livsstil. Mayaruinerne er måske ikke så meget, men man skal tænke på hvad det har været inden der kom nogle tosser og ødelagde det. Det har været meget smukt. Nå men vi hygger os stadig med Ota, og jeg er i tvivl om i nogensinde får hende igen.
Anna Ti hi, vi har det lidt på fornemmelsen, det er dejligt I nyder godt af hinanden. Hun er en helt speciel hund, så I får hende altså ikke :)