Vi er kørt lidt længere nord på til en by som hedder Whangarei. Her bor vi på en lille plads i udkanten af skoven og ½ times gang fra byen. Vejen her op var helt fantastisk smuk, det er en af de mange skønne ting ved dette land - der er simpelthen flot natur ALLE vegne.

Første dag gik vi en tur ned i byen, husene her er meget charmerende og minder om noget fra 1920'erne. Her er en fin lille havn hvor vi spiste frokost i en lille park. Kaja har fået en ny stol man 'spænder' på bordet og så kan hun sidde overalt J Vi observerede at de i denne by har en forkærlighed for frikirker, tenderende til det dramatiske. Meget sjovt var der en restaurant, lige ved siden af den mest 'højlydte' kirke, som hed "Hell" (den havde også et stort vægmaleri af en kvindelig letpåklædt djævel på siden ud mod kirken).

Vi fik foreslået en god vandretur igennem skoven og op til et vandfald. Ifølge Lonely Planet "the Kim Kardashian of NZ waterfalls - not the most impressive but reputedly the most photografhed." Ifølge damen i receptionen var det 'no problem at all' at gå den med klapvogn, det viste sig dog at buggyen virkelig kom til sin terrængående ret. Nogle af stierne var fine og brede mens andre var smalle og brogede af rødder og sten.

Vi blev enormt overraskede da vi kom ind i skoven - vi havde ikke forventet noget der lignende regnskoven i zoologisk have.. Bortset fra et par sommerfugle, og en spændende fugl vi aldrig så men som lød som et gammelt modem der kalder op, var sammenligningen dog begrænset til floraen. Som det forhåbentlig kan anes på billederne var det en enormt flot tur.

Vi havde planlagt at gå en lille omvej for at se et beskyttet område med nogle gamle træer. Ud fra beskrivelsen havde vi nok forventet noget i retning af ti meter brede kæmpetræer - sådan var det ikke helt, de var ikke bredere end et gammelt egetræ (Jan). Vi kom her til at gå lidt forkert og endte på en stig som virkelig satte klapvognen (og Emil) på prøve. De klarede det begge med bravur og Kaja sov igennem alle strabadserne! - hun vågnede først da vi holdt stille.

Vi havde pakket en stor frokost, så da vi kom til vandfaldet, fandt vi en bænk og slog os ned en times tid. Det var fantastiske omgivelser at tanke op i. Kaja syntes at de ænder der boede her var mindst ligeså (om ikke mere) fine som vandfaldet. Selvom der selvfølgelig er nogle andre turister sådan et sted, så føles det næsten som om vi havde det for os selv.

Hele den 1 ½ time det tog at gå tilbage havde Kaja en fest i bæreselen hos Emil. Vi var af sted i godt 5 timer og det var en skøn tur for alle. Resten af dagen har vi bare slappet af. Vi har endda fået tid til at læse lidt, hvilket er en sjælden gode som småbørns forældre J