Et par hektiske, men alligevel gode dage. Vi rejste den 5. Februar, og var først fremme den 7. - godt hjulpet på vej af tidsforskellen (NZ er 12 timer foran give and take). Turen fra Kaastrup til Helsinki gik så godt, at vi lige nåede at tænke: "Hey - this is gonna be a piece of cake!". Alt blev grundig analyseret og gennemlyst, men vi fik alligevel lov at medbringe diverse grød- og mosblandinger. Vi fandt hurtig ud af at Kaja har en forkærlighed for ice tea, som man heldigvis kan få overalt, og med det i en sutteflaske mærkede vi intet til landing and take-off (synkebevægelsen trykudligner). Den store udfordring kom fra Helsinki til Shanghai - første stop. Kaja var egentlig i fint humør, men vi kunne godt mærke at hun kun havde sovet halvanden time! sammenlagt den dag. Vi fik heldigvis en plads med en basinette (en lille vugge, der kan fastmonteres på væggen), men alle de nye indtryk, lyde og sjove gule mennesker med skæve øjne var simpelthen for spændende, og vi fik hende først lagt efter syv timers flyvning - to timer inden vi landede. I Shanghai glemte vi at få en vest med ud af flyet, og selvom vi huskede det allerede ved bagage claim, manglede Maries iPhone da vi fik den tilbage (den lå i lommen) - vi trøstede os med at en fattig kinesisk rengøringsdame nu i det mindste kan opfylde sin søns største ønske. Kaja fik et par solide timer i et roligt hjørne af gaten, og vi fik ligeså gode pladser anvist i flyet videre til Auckland. Vi sad dog i midten af en stor Boeing, og på begge sider af os var familier med små børn, der så kunne skiftes til at holde hinanden vågne. Kaja opførte sig egentlig eksemplarisk, selvom hun var dødtræt, men hver gang vi havde fået hende lagt, skreg en af de kinesiske unger, så hende - og resten af flyet - vågnede. Det positive vi kunne tage med os fra den historie var dog at Kaja og en kinesisk dreng på 11 måneder (hvis navn vi har opgivet at stave til), legede og pjattede som var de bedste venner. En gennemgående positiv oplevelse var også, at alle steder fik vi positiv særbehandling. Vi havde ikke hjemmefra kunnet reservere pladser med ekstra benplads eller basinette til Kaja, men det fik vi alligevel anvist på alle afgange, ligesom vi kom foran i køer, og anvist VIP tjek-in, visum og security skranker hele vejen. Hun var ligesom en lille billet til første klasse.

Fremme i Auckland Airport, kunne vi godt mærke at Kaja kun havde sovet ni timer det sidste døgn - og vi sammenlagt to! Vi var simpelthen kørt helt ned, klokken var syv morgen lokal tid, og vi kunne først tjekke ind på vores hotel kl. 14… Heldigvis kunne vi nu pakke buggyen ud, montere solnettet og trille derudaf, så Kaja i det mindste kunne sove lidt. Det passede os faktisk fint at bevæge os lidt oprejst efter 22 timer i et flysæde. Vi havde booket et billigt lufthavns hotel, da vi alligevel bare skulle sove rejsen ud, så det lå selvfølgelig langt væk fra centrum, ude i et kedeligt industrikvarter. Heldigvis var skæbnen med os, og det viste sig at det også var et fattigt "slum" kvarter for øens oprindelige beboere. Vi tjekkede lige området på google maps, og fandt et town centre 20 min. gang fra hotellet. Hvad der startede som et nødvendigt onde for at få Kaja vugget i søvn, endte med at blive en unik introduktion til en meget ægte del af New Zealand - langt fra Aucklands højhuse og business kvarterer, blandt huse og beboere der lignede noget fra en film. Husene var bygget af et sammensurium af materialer som lige har været ved hånden, alle steder var grundende indhegnede så hundene ikke slap ud og i alle baghaver lå rustne vægtstænger -og skiver. Ved endnu et lykketræf, var der dagen efter var et lokalt marked, hvilket også var en rigtig fed oplevelse. Mellem mere eller mindre frisk kød, fisk og grøntsager, der blev faldbudt af store tykke mørke kvinder, fandt vi også en outlet converter, så vi kunne oplade computeren. Vi var, med få undtagelser, de eneste hvide mennesker her, men alle var meget venlige og smilte og hilste høfligt overalt - en meget fed modtagelse. Maorierne er et skægt folkefærd - de er alle kornfede, men også kæmpe store, og her menes altså både højde og drøjde. Både mænd og kvinder har de karakteristiske stamme tatoveringer, og mange i ansigtet som det er tradition. Mændene har store skuldrer, brede rygge og ben som træstammer, og vi (også Emil) følte os meget små ved siden af de venlige kæmper.

Endelig blev det tid til at hente vores autocamper, som heldigvis ikke var langt fra hotellet. Der var lidt ventetid, men så fik Kaja heldigvis en god lang lur imens. Den eneste model, hvor det var muligt at installerer en autostol var topmodellen, så vi chefer den for fuld skrue i et monster af et mobil home. Der er simpelthen to dobbeltsenge, gaskomfur med fire plader, mikrobølgeovn, kaffemaskine, køle/frys, toilet og bad - for bare at nævne lidt. Når først man vender sig til at køre i en 3,05 meter høj, en halv gang bredere end Toyotaen, rullende køkken med automatgear - i den forkerte side af vejen - så går det fint! NZ har heldigvis super infrastruktur, hvis man altså holder sig på de store veje. Det er en oplevelse at ture de store motorvejssammenfletninger, der slanger sig igennem et utrolig bakket landskab. Overalt er der fantastik udsigt, så man skal huske at holde øjnene på vejen. Der er massere af regional parks (gratis offentlige parker), hvor man bare kan parkere monsteret hvor man lyster, men vi valgte alligevel en betalingspark i første hug. Her var det nemlig muligt at koble strøm til dyret, så vi kunne oplade dit og dat, samt bruge ovn og kedel. Her er også toilet, bad og køkken, og så ligger det lige ned til Orewa Beach, og det trængte vi lidt til efter den lange tur. Her lærer ungerne at surfe før de kan cykle, og folk chiller på stand-up-paddel boards alle vegne. Vi har fyldt fadeburet og købt en usb pind med noget internet og nogle gode paperbacks. Endelig kunne vi hive håndbremsen, og læne os tilbage og nyde en kold new zealandsk pilsner - god hjulpet på vej af en gammel skotsk ven, som Emil fik billigt i lufthavnen. Solen skinner (26 grader), Kaja er glad, folk er rare og imødekomne, og nu har vi en plan for vores tur. Stay tuned!