Profile
Blog
Photos
Videos
Turen til Puerto Iguazú gik fint, idet vi er ved at vende os til de lange busture. Og da de fleste hostels er centreret rundt om busterminalen, var det da heller ikke et problem at finde sådan et. Vi gik rundt og kiggede på et par stykker inden vi besluttede os for "Hostel, Sweet, Hostel". Et utroligt godt hostel, hvis man kigger på prisen i forhold til det man får. 30 pesos for både god pool, den bedste morgenmad til dato og fine senge. Vi havde altså en god base for vores udflugter.
Første dag, efter at vi havde indlogeret os på hostelet, drog vi således mod Paraguay - billig elektronik havde vi hørt. Vi tog ned på busterminalen, der lå 150 meter væk og tog bussen til Paraguay. En tur på godt 40 min, der kun kostede sølle 3 pesos.. Vi kom til Paraguay og blev mødt af en masse gadehandlere, der stod med deres boder og solgte ubrugelige ting så langt øjet rækkede. Noget der mest af alt mindede om "Det gule marked" i Prag. Det der adskiller sig er dog imidlertid, det, at der er en række store centre, godt gemt væk da de udefra blot ligner store beboelseskomplekser, der sælger elektronik. Vi havde fået at vide, at det var billigt, men blev lidt chokerede over priserne - også selvom, at vi selvfølgelig kunne prutte dem godt ned i pris. Måske ikke ned til under det halve som i Prag, men alligevel. Vi fandt nemlig ud af at forskellen på de fleste ting alligevel ikke var så stor i forhold til Danmark. Og chancen for at købe et eller andet der ikke virker ordentlig var jo til stede. Vi valgte dog alligevel at købe et par Samsung mobiltelefoner, hos en rimelig pålidelig forhandler i et af centrene. 800 kr. for en Samsung U600, med dansk sprog og ordbog, utroligt som det lyder, er alligevel et godt stykke under dansk pris. Vi manglede begge en ordentlig telefon så hvorfor ikke? Yaniv, vores israelske ven som jeg snakkede om i sidste blog, der i øvrigt selvfølgelig også var med, købte kun en lille handy højtaler til sin Ipod, hvilket netop vidner om at priserne ikke var helt så fantastiske som vi havde håbet på. Selvom forretningerne i centrene ikke virkede så pålidelige, kan jeg dog fortælle at mobiltelefonerne stadig virker.:)
Dagen efter, på 2.dagen, skulle vi til opholdets højdepunkt som dog var delt ud over to dage. Iguazú vandfaldene - første dag den brasilianske side og dagen efter den argentinske. Hvis man skal sammenholde de to dage og tale lidt overordnet om turene kan man sige, at det var to helt forskellige oplevelser på trods af, at det er det samme vandflad vi snakker om. Grunden hertil er at den brasilianske side mere giver et overblik over vandfaldene og bedre fotograferingsmuligheder, idet vandfaldene primært udspringer fra den argentinske side. Den brasilianske side skal dog ses som en god og grundig omgang opvarmning, til den argentinske side, der i øvrigt er meget større, hvor man kommer helt tæt på vandfaldene og nærmest helt ind under dem. En fantastisk oplevelse, specielt "garganta del diablo", djævelens gab, det største af vandfaldene, er helt uden sammenligning. Man går fra fastlandet over den kæmpemæssige flod, der levere vandet til vandfaldene, på en slags jernbro indtil man ender ved netop garganta del diablo efter 10 minutters gang. Så lang tid tager det at gå over floden, der pludseligt og brat falder 72 meter ned i noget der ligner djævelens gab, med en sådan kraft at en vandsky bliver kastet langt op i luften. Da man står nærmest i vandfaldet kan man derfor ikke undgå at blive drivvåd! - Se billederne jeg har lagt op, for det ikke kun garganta del diablo, der er forbløffende. Man tror nærmest at man er i paradis, eller at man går og kigger på et billede, hvor maleren har været i et lidt for godt humør og gjort det overdrevet flot. Men nej, det er virkelighed, og selvom billederne er flotte kan det ikke sammenlignes med selv at være der og stå midt i det hele. Det er ubeskriveligt…..
Problemer på turen har der ikke været en snus af - altså hvis man ser bort fra en mindre forskrækkelse… Vi var nemlig aftenen vi ankom begge uden penge, da vi skulle betale for en asado, indeholdende en bøf på 550 gram, en pølse, et stykke kylling, salat og vin - mums.:), som hostelet tilbød. Vi tog derfor naturligvis ned til den lokale bank, men underligt nok afviste den begge vores kort.. Grunden var imidlertid ligeså mærkelig, da der stod på ATM'en at der ikke var nogen penge på vores konti. Vi besluttede os derfor undrende for at finde en anden bank, men da den sagde det samme var vi i problemer. Betød det at vores kort var blevet spærret eller hvad betød det? - Det virkede under alle omstændigheder ikke som om, at vi skulle have noget at spise. Men heldigvis virkede de igen et par timer efter, hvor vi dog kun kunne hæve 250 pesos og vi fik aftensmad. Lidt bange blev vi, må jeg indrømme. Det er trods alt ikke så sjovt at stå sultne i Argentina uden penge og kigge på, at de andre hver spiser en 550 gram stor lækker argentinsk bøf… De andre problemer som det også havde medført, kan vi se på - en asado kan man i hvert fald ikke gå glip af!
Som sådan løb vi altså ikke rigtigt ind i problemer, og forlod Puerto Iguazu stadig forbløffede over vandfaldene. En stor oplevelse var det!
Vi har nu været i Rio de Janeiro i halvanden dag og Ninas familie er rigtig flink. Hendes mor, der er skolelære og derfor taler engelsk (gør kun 10 % i Brasilien) er super rar og behjælpelig. Vi har fået Ninas værelse / rykket hende ind ved siden af, og bor 50 meter fra stranden Leblon, der efter sigende skulle være selv bedre end Copacabana, i det bedste område i Rio de Janeiro. Strandene er fantastiske, vi har allerede været på Copacabana selvfølgelig, men vejret har været dårligt - så rigtigt på stranden har vi til gode. Forhåbentlig bliver det bedre vejr i morgen.
En sjov lille ting er at morens kæreste, Paul, er manager for sit eget fodboldhold, der spiller i den 3. bedste brasilianske række. Han begyndte derfor, idet vi er meget fodboldinteresserede som i jo ved, at snakke om sin klub og sine visioner og alt det der. Han fortalte, at hans store vision var at sælge spillere til Europa og da han begyndte at snakke om, at han havde et par spillere som en klub i den bedste brasilianske række er interesserede i syntes vi, at det var interessant. Bare at de spiller i den 3. bedste brasilianske liga er godt, men et par spillere med niveau til den bedste brasilianske liga? Ikke dårligt når man tænker på at Gilberto Macena fra AC Horsens, netop kom fra Rio Claro i den 3. bedste brasilianske liga og nu er en af de bedste angribere i dansk fodbold. Ligeledes blev han interesseret da vi fortalte om OB, og at papa jo har en del kontakter i klubben, qua Kielbergs sponsorat og noget bestyrelse. Han arrangerede derfor, at vi skulle spille med 3 af hans bedste spillere - 2 heraf eftersigende dem der er eftertragtet i den bedste brasilianske liga. Det kunne jo måske være interessant for OB og samtidig også sjovt for os at spille med 3 brasilianere der spiller i den 3. bedste liga, men stadig er unge og måske en gang i fremtiden potentielle landsholdsspillere. Hvem ved? Vi spillede derfor i dag godt en times fodbold på stranden med de tre spillere, mod nogle andre der var dernede. Lyder ikke som den store udfordring, men alle i Brasilien kan jo spille fodbold og vi fik da modstand selvom vi vandt stort. Og ja jeg må sige, selvom det er meget svært at bedømme niveauet via strandfodbold så var der da potentiale i, i hvert fald to af dem. Men før vi rigtigt kan vurdere dem, og muligvis, hvis vi føler at de er gode nok, prøve at forhandle en prøvetræning på plads med OB - skal vi nok lige se dem træne eller spille kamp under normale forhold - på en rigtig bane. Det virker urealistisk, men er alligevel lidt sjovt at forfølge den mikroskopiske chance… :)
Håber at alt stadig er som det skal være derhjemme, og skulle hilse mange gange fra Nina og co.!
- comments