Profile
Blog
Photos
Videos
Nu kan vi slet ikke styre os, saa vi bliver derfor noedt til at lave endnu et blogindlaeg!
Efter en laaaang togrejse paa 17 timer ankom vi endelig fra Delhi til New Jalpaiguri i Himalaya-bjergene, hvorefter vi koerte i 4 timer ad smalle haarnaalesving op ad bjergene indtil vi naaede vores endedestination: byen Bijanbari, hvor vi skal lave frivilligt arbejde paa en lokal skole.
Vores oplevelse med det 17-timers lange nattog var voldsom og kaotisk paa mange fronter. Allerede fra start kom vi galt afsted. Foerst kom vi til at gaa ind i den forkerte tognvogn, som var fuldstaendig proppet med mennesker saa man knap nok kunne komme frem eller tilbage. Efter at have siddet fast derinde slap vi endelig ud og fandt den rigtige tognvogn. Glade og lettede satte vi os ned, men det varede ikke laenge ved. For efter fem minutter opdagede Azra at hendes sovepose var vaek - sandsynligvis af en eller anden inder fra den proppede tognvog, som nu sover lunt og godt. Paa trods af sit knuste hjerte kommer Azra hurtig ovenpaa igen efter tabet af soveposen, og indtil det bliver aften fordriver vi tiden med hygge og mad. Ved aftenstid kommer en random inder ind i vores tognvogn, for at laane stikket hos os til at lade sin telefon op. Da vi folder togsengene ud, undrer vi os godt nok over, at han han ikke er kommet for at hente sin telefon endnu. Om aftenen da vi ligger og skal til at sove, kan vi lige pludselig ane en moerk skikkelse der paa et split sekund smutter ind i kabinen og ud igen - aabenbart inderen der har sin telefon til ladning. Lidt creepy, men i Indien har vi laert at der aabenbart ingen "aabningstider" er.
Efter den lange togtur koerer vi i jeep til Bijanbari - en meget bumpet koeretur, men det har vi efterhaanden vaennet os til. Da vi ankommer til landsbyen bliver vi taget imod af boern fra skolen samt af Yasmin og Ratju, som laver mad og vedligeholder det sted, hvor vi den naeste halvanden maaned skal bo under det frivillige arbejde.
Den foerste dag paa skolen var meget kaotisk - typisk Indien. En time inden moedetid fik vi udstukket vores klasser - vi er ca. 3 pers pr. klasse. Azra har nursery (2-4 aar), 5. klasse og 8. klasse, og Line har kindergarten 2 (5-7 aar), 2. klasse og 7. klasse. Til at starte med var det hele meget overvaeldende at blive kastet ind i og udfordrende pludselig at skulle forberede undervisning stort set paa egen haand. Det var ogsaa en udfordring at skulle vaere autoritaer foran ca. 40 elever, hvor de aeldste ikke er meget yngre end en selv. Isaer hos de helt smaa elever var dette en udfordring, da de ikke rigtigt kunne kommunikere med os. Men hurtigt fik vi en rutine og blev rigtig glade for at undervise, selvom eleverne til tider kunne vaere ustyrlige og det hele kunne foeles meget uhaandgribeligt for os. Ca. to uger efter fik vi tution-classes, som er ekstratimer for boern der ikke har mulighed for at faa hjaelp derhjemme. Der kunne man virkelig maerke at man gjorde en forskel for nogle, da man kom taet paa personen og blev inviteret ind i deres hjem. Vi har begge faaet opbygget et godt forhold til vores elever og det er en rigtig rar foelelse.
Vores fritid har vi tilbragt lidt forskelligt. Den er bl.a. blevet tilbragt sammen med boernen, i Darjeeling (en stoerre by taet paa landsbyen), gjort os fysisk klar til trekking med vandreture, toejvask og andet lignende.
Vi har allerede oplevet to indiske bryllupper, et kristent og et hinduistisk. Det foerste laa virkelig langt oppe i bjergene, hvor vi skulle koere paa sindssygt smalle bumpede veje, men med hoej og god amerikansk popmusik (for en gangs skyld), saa vejene var til at overkomme, selvom vi godt nok var ved at ryge ud over en skrant, en eller to gange.. :) Den eneste sammenligning mellem danske og indiske bryllupper er selve konceptet bag og masser af mad. Brudeparret har tit kun kendt hinanden i et kort stykke tid, og under hele festen (der varer hele dagen) sidder de paa en scene og betragter gaesterne - kun sjaeldent engagerer de sig med gaesterne i festen, saa deres rolle er meget formel. De er rigtig glade for at danse til bryllupperne, og de saetter Justin Bieber og Gangnam-style ppa, bare for at faa os med ud paa dansegulvet.
Det var lidt om hvad der foregaar i Bijanbari. Vi har afsluttet undervisningen paa skolen, og imorgen vores fem-dags trekkingtur i Himalaya-bjergene, og vi skal have falafel til aftensmad, saa vi er glade.
Nu bliver det spaendende at se om I hoerer mere fra os og om vi overlever trekking - tak for nu!
- comments
Fatima En oplevelse for livet! I skal bare nyde det, :)