Efter en mindre pause fra bloggen vender vi nu frygteligt tilbage med en blog som daekker hele vores tur fra Rurrenabaque til Arequipa her i Peru + diverse afvigelser (udflugter) og strabadser undervejs - ja end ikke Odysséen kan maale sig med denne fortaelling...

Men for at alt dette kan passe ind i ET blogindlaega, saa har bloggen undergaaet en effektiviseringsprocessa saa kraftig, at de stumme h´er en kort overgang var paa vej ud i kulden - men efter at det blev foreslaaet at de stumme d´er og g´er skulle samme vej, saa maatte det lyriske sprog lade doeden istedet...

Fra Rurrenabaque kom vi efter utallige forsinkelser, aflysninger og generel bolivianske tidsregning (en time bestaar aabenbart af ca. 100 minutter) tilbage til La Paz, hvor vi havde en overnatning, hvorefter vi tog den foerste og den bedste bus mod Copacabana ved Titicaca soeen (paa den bolivianske side) - og ja byen hedder det samme som sin mere beroemte brasilianske navnefaelle, med det langt mere behagelige klima. Her startede vi med at faa bestilt transport (baad) til Isla de Sol naeste dag, mens vi lidt senere paa dagen ville gaa op paa et mindre bjerg (ca. 100-150 meter hoejere en byen), som ogsaa fungere som byens vartegn og store religioese samlingspunkt hver weekend. Det sidste havde vi dog i begyndelsen lidt svaert ved at forstaa, for med vanlig god stedsans (eller i hvert fald pa niveau med Andreas´) havde vi set en "sti" op ad bjerget - saa den var jo sikkert god nok. Der var dog det problem med denne sti, at den ligepludseligt stoppede og vi derfor maatte bestige resten (ca. halvdelen) ad noget som bedst kan gaa under betegnelsen offroad. Jonas troede dog at han fandt stien igen, men efter en laengere detour matte han trods alt give op, og allerede der stod det klart at undertegnede var bjergbestigeren af os 3, da der vist ikke var nogen tvivl om hvis af de to veje som var at foretraekke. Paa toppen vara der ena fantastaisk udsigt over byen og Tititcaca soen, men samtidigt var der ogsaa en paent sten belagt sti ned mod byen fra den anden side af bjerget, hvilket goer at man foeler sig lidt dum, en samtidigt ogsaa for svaret paa hvordan bjerget kunne fungere som samlingspunkt for en masse mennesker som umuligt kunne have tager "vores" vej op.

Naeste morgen tog vi saa en baad til den nordligste by (ud a 3) paa Isla de Sol. Herfra gik vi naesten helt ud til noraadspidsen af oeen, hvor der er en rimeligt velbevaret inka ruina, samt den hellige sten, hvorpaa inkaernes skabergud (kan ikke lige huske navnet, men et eller andet med V - vel og maerke ogsaa oprindeligt uden stumt h) skabte (ligger lidt i titlen) solen og maanen; deraf navnene paa de to oeer: Isla de Sol og Isla de Luna - sidsnaevnte laa ikke saa langt derfra. Derefter begyndte vi vores vandringstogt mod den sydlige del af oeen; naermere bestemt byen Yuamani, hvor vi havde planlagt at tage en overnatning, for naeste dag at begive os imod Peru og Arequipa. Det lykkedes ogsaa til fulde, dog havde vi omkring middagstid en stoerre omvej ned forbi den midterste og sidste af de tre byer, hvor vi fik en fantastisk frokost bestaaende af oerred, hvilket helt klart er det man spiser ved Titicaca - det endte i hvert fald med at vi fik den tredje oerred paa to dage samme aften.

Men dette var saa ogsaa det sidste I faar at hoere om det fantastiske Boliva, faar nu gaar turen med bus hertil Arequipa i Peru.

Vi ankom til Arequipa sent om aftenen, hvilket havde den naturlige konsekvens, at de foerste tre hostelsa selvfoelgelig var fulde, men med hjaelp fra vores fantastiske taxachauffoer fandt vi dette fantastiske lille hostel, hvor vi saa til gengaeald maaske ogsaa har brugt lidt mere tid en godt er - vi har jo "kun" en maaned tilbage, men stadig naesten to hele lande at skulle naa - ja ved godt det er syndt for os .

Her Arequiapa var vi foerst paa en 3 dages tur til Colca Canyon - det skal dog med at hvis betegnelse canyon betyder det bare skal minde lidt om Grand Canyon, saa er Colca Canyon nok at tage munden lidt for fuld - men det var stadig en utrolig god og flot tur ned og op igennem kloeften. Den foerste dag gika vi kun nedad i ca. 3-4 timer, hvorefter vi ankom til den lodge hvor vi skulle blive natten igennem. Naeste dag havde vi en forholdsvis let 2 1/2 timerd gaatur ned til oaseen, som den blev kaldt, hvor vi blandt andet havde en rask fodboldkamp med meget improviserede graenser rundt om banen - den var ca. 25 meter land, men igennem diverse bede og andre forhindringer minimum 50 bred. Derudover brugte vi resten af dagen paa at spille et vaeld af forskellige kortspil med de andre fra gruppen, som vi havde vaeret rigtigt haeldige med. Den tredje og sidste dag havde vi en haard gaatur opad paa ca. 1200 hoejdemeter, men saa stod den ogsaa paa morgenmad bagefter - ja af en eller anden grund fik man foest morgenmad efter toppen; det kan godt vaerre vi startede kl. 4, men derfor kunne de godt vaerre lidt mere humane alligevel. Paa vejen hjem til Arequipa derfra stoppede vi og spiste frokost - og da dette passede med at vi kunne se Manchester United vinde 4-0 (en i gruppen kunne alle spilletiderne, saa den kunne vi da ikke misse), saa blev turen en endnu stoerre succes end den allerede var.

Da vi kom tilbage til Arequipa var Jonas blevet meget hook paa at skulle bestige et "rigtigt" bjerg, hvilket hernede vil sige minimum 6000 meter over havets overflade, saa endte med at vi, efter et par dages restituering, ville proeve kraefter med vulkanen Chacahani paa 6075 meter. Den foerstea dag ankom vi i jeep til 5200 meters hoejde, hvorfra vi lige havde 200 hoejdaemeter, eller en times gaatur, op til basecampen hvor planen var at vi skulle tilbringe natten. Men soma saa meget andet, saa er saa ekstremer en ukendta faktor, og paa grund af hoejdesyge valgte Jonas, sammen med det fire andre Israelere som var paa turen, at tage tilbage til Arequipa. Naeste dag, hvis man det kan kalde det det, blev Andreas og jeg vaekket kl. 1:30 til en hurtig gang morgenspisning (fornuftigt), hvorefter vi lidt efter 2 drog aaud imod det ukendte. Efter 2 timer besluttede Andreas sig for at vende om, da vi der havde gaaet 1/2 time langs en stejl sneet og iset bjergside, og han bestemt ikke saa frem til endnu en time paa samme underlag. Dereftera var der kun guiden (som ioevrigt for 2 uger siden slog rekorden paa Aconcagua; hoeajeste bjerg udenfor Himalaya, og bestega det paa 10 dage) og jeg tilbage, men vi fortsattea imod foden af Chachanis nabobjerg, Fatiama. Herfra begyndte den haardeste agaatur jeg nogensinde har oplevet, og da vi naede ca. 5750 meter, begyndte hoejden da ogsaa at saette sine tydelige spor. Jeg holdt den dog koerende til 5900 meters hoejde, hvilket er det hoejeste punkt man kommer til paa Fatima foer turen gaar lidt neda, men saa meget op af ad Chachani. Herfra blev jeg doga ogsaa noedt til at vende om og gaa tilbage til basecampen. Dettea var saa slutningen paa e haardt og proevende forsoeg paa at bestige et bjerg, men turen var dog stadigt det hele vaerd ikraft af selve oplevelsen, samt de fantastiskea udsigter der var deroppe fra.

I aften vender via snuden imod Cuzco og forhaabentligt ogsaa Macchu Picchua, saa inden da ar vi, for at bruge Jonas´ udtryk en laaanfredag bestaaende af en del venten.

Mvh Andreas, Jonas og Aksel

P.s. Maaske kommer der et par billeder i den naermeste fremtid; vi er ai hvert fald klar over at vi er en del bagud, og hvis der skulle vaere sat en masse umotiverede a´er i nogle af ordende, saa skyldes det et elendigt tastatur og ikke verdens daarligste retskrivning.