Hej allesammen, her foelger endnu en blog fra os - nu er det vist ogsaa ved at vaere et lille stykke tid siden. Denne blog blev egentlig skrevet i Mancora, Peru og sendt som mail til det meste af Jonas' familie og et par stykker andre (enkelte tilfoejelser og rettelser er der dog). Saa hvis du er en af de udvalgte heldige der modtog mailen kan du bare hoppe ned i bunden af bloggen, hvor der er en lille update paa hvad der er sket siden Mancora, eller hvis du er helt vild, saa kan du laese bloggen endnu engang og proeve at finde rettelserne. Hvis du ikke var heldig i forvejen, saa undskylder jeg paa forhaand at det tager en rum tid at komme igennem den foelgende roman.

Efter vi havde forsoegt at bestige Chachani (hvilket jo ikke var nogen fantastisk succes, isaer for undertegnede) forlod vi Arequipa og vendte snuderne mod Cusco, hvor vi ankom efter en 15 timers bustur, lige tidsnok til
at vi kunne naa at se Manchester United mod Chelsea (kl. 6.45! lokal tid) -
noget der isaer glaedede Aksel, vores gloedende ManUtd fan (resultatet
glaedede ham dog betragteligt mindre). Da vi endelig gik ud for at se
paa byen var det et godt stykke op af formiddagen, og vi opdagede
hurtigt 3 ting; At Cusco er en utroligt smuk by, at det er vanvittigt
dyrt at komme til Machu Picchu og at der er helt vanvittigt mange
turister i byen. Det sidste har de lokale ogsaa opdaget (sjovt nok) og
forsoegt at drage udbytte af. I hvert fald kunne man knapt gaa fem
meter i fred paa den centrale Plaza de Armas uden at blive moedt at
salgspersoner der forsoegte at saelge "City Tours", ture til Machu
Picchu, solbriller, malerier, massage og forsoegte at faa dig ind paa
deres restaurant. Forestil jer en flok peruvianere der raaber noget i retning af foelgende efter dig: "Massage my friend, massage! City tours my friend! Amigo what are you looking for? Machu Picchu, Machu Picchu. Amigos see my paintings!" Voldsomt irriterende i laengden, men man kan vel
saadan set ikke klandre dem for at forsoege at drage nytte af de mange
turister der valfarter dertil for at se Machu Picchu.

Af netop samme grund var vi selv ankommet til byen, og siden vores
Inca Trek var blevet aflyst paa grund af de voldsomme oversvoemmelser
i Januar maatte vi ud og finde noget andet. Vi besluttede hurtigt at
vi ville noejes med at tage toget dertil og skippe endnu et langt trek
(vi havde trods alt lige trekket i Colca Canyon). Desvaerre er det
ikke specielt billigere (faktisk lidt dyrere) og efter at have shoppet
lidt rundt endte vi med at slippe $230 for en togtur, overnatning og
guide paa Machu Picchu. Voldsomt meget over vores budget, men samtidig
ville vi jo helst ikke undvaere at se ruinerne naar vi nu var der.

Der gik et par dage foer der var plads paa toget og dem udnyttede vi
til at se byen og tage paa en tur i Den Hellige Dal som Cusco ligger
for enden af. Man kan tydeligt se at Cusco var Inka-emperiets
hovedstad, for overalt i den hellige dal er der ruiner fra Inka tiden.
Endelig kom turen dog til Machu Picchu som foregik med bil til
Piscacucho (normalt kan man tage toget fra Cusco, men skinnerne paa en
del af straekningen er blevet oedelagt af oversvoemmelserne) og med
tog derfra til Aguas Calientes, hvor vi havde en enkelt overnatning.
Overnatning er maaske egentlig lige at tage munden for fuld for vi
stod op kl 4 om morgenen for at gaa op til indgangen til Machu Picchu
(hvilket tager en time og gaar meget stejlt 400 meter opad), for at
vaere sikre paa at kunne sikre os billetter til Huayna Picchu. Det er
et bjerg der ligger lige over selve ruinerne som man kan gaa op til og
nyde udsigten over ruinerne. Vi ankom blandt de 5 foerste og sikrede
os vores billet (det viste sig senere at vi ikke havde behoevet at
vaere oppe saa tidligt) og da ruinerne aabnede kl 6 bevaegede vi os
straks ind. Desvaerre var det slemt overskyet og man kunne visse
steder daarligt se 10 meter frem, hvilket ikke ligefrem tegnede godt
for dagen. Vi moedte vores guide kl 6.40 og han forsikrede os at
skyerne ville lette opad dagen. Dette fik han som end ogsaa ret i og
efter et par timer var der stort set skyfrit og vi kunne nyde de
fantastiske syn.

Machu Picchu er 19.000 kvm fyldt med ruiner fra Inkaernes tid og er
absolut noget af det mest fantastiske jeg nogensinde har set. Byen
ligger paa en bjergkam med fantastisk udsigt til groenne bjerge paa
hver side og Urubamba floden for neden, og det er ikke overraskende at
spanierne aldrig fandt den, for man skal virkeligt have et traenet
oeje for at faa se den fra flodlejet. Det giver dog daarligt mening at
beskrive det naar vi ikke har nogen billeder at vise, saa en kort
google billedsoegning kan staerkt anbefales. Vi skal nok faa billeder
op paa et tidspunkt.

Inden vi forlod Cusco opdagede vi dog at Aksel havde mistet sin
telefon, og vi gik derfor ud fra at den var blevet stjaalet paa
hostellet da han var sikker paa at han havde haft den med fra
Arequipa. Vi tog derfor hen til Turistpolitiet for at anmelde tyveriet
saa han kunne anmelde det til vores forsikringsselskab. De var dog
langt fra imoedekommende og det virkede egentlig mere som om de
forsoegte at anmelde ham for falsk anmeldelse da han ikke kunne
fortaelle dem praecist hvor og hvornaar hans telefon var blevet
stjaalet. At kommunikationen derudover primaert foregik igennem en
online translator hjalp heller ikke ligefrem paa forstaaelsen, saa da
de fortalte os at de gerne ville hen til hostellet for at
"investigate" og vi (igennem online oversaetteren) spurgte hvad der
skulle foregaa paa hostellet fik vi en meget sur besked med store
bogstaver (bogstaveligt talt): I AM POLICEMAN (POLICE) AND YOU CANNOT
PROHIBIT THAT WE GO TO HOTEL!!! Saa efter en tur paa hotellet, hvor de
mere end alt andet bare konstaterede at han havde en oplader til
telefonen og skrev en rapport skulle vi "bare lige" tilbage til
stationen for at underskrive et par papirer og saa ville vi faa en
rapport vi kunne give til forsikringen. Tilbage paa stationen blev
Aksel dog sat i lokale med politimand der talte lidt bedre engelsk end
de tre forrige og her begyndte vi saa aabenbart helt forfra, og Aksel
blev naermest endnu engang anklaget for falsk anmeldelse og
politimanden naegtede at skrive en anmeldelse Aksel kunne faa med. Saa
efter over 3 timers kontakt med politiet forlod vi stationen, godt
frustrede og paent rystede over behandlingen - det var trods alt os
der var kommet der for at anmelde en forbrydelse, men det endte paa
det naermeste med at det var os der blev de anklagede. Vi forlod Cusco
samme eftermiddag.

Hvor vi tog en overnatsbus til Lima (21 timer!) og da vi vaagnede naeste
morgen kunne vi se bussen koere kun ca 50 meter fra Stillehavet; et
helt vildt fedt oejeblik - "saa har vi sgu krydset kontinentet fra
kyst til kyst!"
Lima overraskede os alle meget positivt ved at vaere ganske paen og
nem at komme rundt i. Vi boede i den meget paene forstad Miraflores
(hvor de fleste turister slaar sig ned) og boede kun 500 meter fra
havet. Denne forstad mindede egentlig mest af alt om Ipanema i Rio de
Janeiro - eller som en Canadier vi moedte mente; om Miami Beach. Selve
centrum var dog langt aeldre og med masser af kolonitids-arkitektur og
ganske paen ogsaa - og saa laa den i oevrigt 20-30 minutters taxatur
fra vores hostel - det er en meget stor by. Anden dag i Lima
besluttede vi sammen med fornaevnte Canadier, Jason, at tage til
China-town ikke saa langt fra centrum - Lima er hjemsted for det
stoerste kinesiske mindretal i Sydamerika. Det viste sig dog at vaere
et stoerre problem at finde end ventet (maaske paa grund af vores
meget lille kort med kun hovedvejsnavnene indtegnet), men efter at
have forvildet os ind i et meget lidt tiltalende nabolag hvor et par
aeldre damer paa deres bedste spanske og armfagter forsoegte at
fortaelle os at her skulle vi se at komme vaek fra hurtigst muligt,
hvis vi ikke ville blive roevet, fandt vi dog China town. Her fandt vi
hurtigt en kinesisk restaurant der serverede en ganske habil
Wanton-suppe plus ris og kylling.
Da vi skulle forlade restauranten, rakte jeg (Jonas) ned efter min taske (med
mobil, solbriller, guidebog, et fyldt memorycard med billeder helt fra
Rio de Janeiro til den bolivianske jungle) som havde staaet under en
stol ved siden af mig og opad vaeggen, var den dog vaek! Jeg ledte
febrilsk efter den omkring bordet, men vaek var den, og da det gik op
for tjenerne hvad der skete forklarede de at der havde siddet to fyre
bag os og drukket sodavand, som var forsvundet meget hurtigt. Denne
forklaring blev bakket op af to damer ved bordet ved siden af os, og
jeg bandede langt vaek at jeg ikke havde sat foden igennem taskeremmen
som jeg ellers plejer at goere paa fortovsrestauranter og lignende.

At skulle forbi turistpolitiet endnu engang var ikke lige frem en
tanke der huede os efter oplevelsen i Cusco, men vi besluttede dog
alligevel at goere forsoeget da vi nu trods alt kunne fortaelle et
praecist sted og tidspunkt. Saa efter at vaere blevet dirrigeret rundt
til forskellige stationer og politimaend paa gaden fandt vi endeligt
den rigtige station hvor turistpolitiet havde deres kontorer. Her blev
vi modtaget vaesentligt mere venligt end i Cusco og de talte ogsaa
allesammen vaesentligt bedre engelsk - og efter kun 45 minutter kunne
jeg forlade stationen med en skriftig rapport fra politiet som Gouda
faar saa snart vi kommer hjem. Det var selvfoelgelig super aergeligt
at miste tasken og alle tingene, men naar det nu skulle gaa galt var
det heldigvis ikke saa slemt. Jeg havde hverken penge, pas, billetter,
kamera eller pung i tasken og jeg har backup af alle billeder fra Rio
til La Paz, med undtagelse af billederne fra junglen og pampasen som
jeg har mistet.

Efter et par, trods alt, gode dage i Lima tog vi til Mancora i det nordlige Peru, kun ca. 2
timer fra graensen til Ecuador. Der boede vi paa det fremragende "Loki Hostel" som mest af alt
mindede om et charterhotel fra en eller anden spansk kystby. Vi forlod hostellet i de to dage vi har vaeret her, med
undtagelse af turene til stranden (som ligger helt op til hostellet)
hvor vi (det vil sige Aksel og jeg) blandt andet proevede at surfe, med overraskende stor succes.
Det gjorde nu ikke noget at holde lidt pause fra alt det kulturelle og
historiske i et par dage og bare slappe af ved pool og strand i over
30 graders varme.

To dage i Mancora var nok for os, da vi ogsaa meget gerne vil naa at se noget af Ecuador inden vi skal hjem i starten af maj, saa vi hoppede paa en bus der efter et par timers koersel ankom til graensen. Busselskabet var mildest talt ringe organiseret, hvilket blandt andet betoed manglende billetter og en generel forvirring blandt de fleste. Vi ankom dog til graensen i god behold og fik ordnet diverse formaliteter inden vi med stor besvaerd fattede at de ville have os til at skifte bus. Ikke lige den melding vi havde faaet da vi koebte billetterne, men som det som regel gaar hernede naar forvirringen er total skal man bare nikke og sige ja og saa ordner det sig som regelt alligevel. Hvilket ogsaa var tilfaeldet denne gang, for vi endte da i hvert fald paa en bus til Ambato, hvor vi klokken 5 om morgenen hoppede paa en taxa til Baños.

Her er vi saa nu, og har blandt andet fejret Andreas' 20 aars foedselsdag (tillykke, tillykke) og i dag stod den paa riverrafting. Det forloeb super, men var vaesentligt mere udfordrende end i Mendoza, Argentina hvilket skyldes en blanding af en voldsommere flod og en daarligere baad. Det betoed blandt andet at Andreas maatte i vandet to gange, jeg selv en enkelt gang, og Aksel ligesaa (selvom han selv vil haevde at han stadig var i baaden. Det var dog vist kun hoejre fod der hang fast, resten af kroppen var i vandet).

Hvornaar vi forlader Baños er stadig oppe til diskussion, men naeste stop bliver endten Riobamba (ikke saa langt fra Baños) eller hovedstaden Quito.

Vi haaber at I alle har det super derhjemme og ikke er ved at blive
fuldstaendigt graa i hovedet af den islandske aske (vi er glade for at
det foerst er om 3 uger vi skal flyve hjem!)

Mange hilsener,

Andreas, Aksel og Jonas