Profile
Blog
Photos
Videos
Efter et par gode dage i Salta, Argentina, hvor det blandt andet blev til en lang minibus-tur rundt i de omgivende bjergegne, og en fed mountainbike tur, satte vi for alvor kursen mod Bolivia. Ved midnat torsdag den 18. satte vi os i en bus fra Salta til La Quiaca som er den argentinske graenseby. Efter syv timer ankom vi og kom smertefrit over den argentinske del af graensen. Ved den bolivianske side var der dog lang koe, og vi maatte vente i halvanden time, inden vi efter meget skubben og masen inde paa selve graensekontoret, havde faaet vores stempel i passet, og kunne traede ind i den bolivianske graenseby, Villazon.
Villazon er absolut ikke noget interessant sted, saa vi skyndte os til op til busstationen, hvor vi fik pladser paa en bus der gik ti minutter efter vi koebte billetterne. Desvaerre var der dog kun et enkelt ledigt saede de foerste to timer (mellem Villazon og Tupiza), saa Aksel og Jonas blev henvist til at skiftesvist, sidde og staa paa gulvet i bussen. Havde det vaeret paa Argentinske veje havde det ikke vaeret det store problem, men uden for byerne har vi endnu ikke oplevet andet end grusveje, saa efter to timers bumlen var vi lykkelige for de par saeder der blev ledige.
Resten af turen var utrolig smuk, paa utroligt smalle bjergveje (af grus selvfoelgelig), gennem oerkenomraader og toerlagte flodlejer. Et enkelt hjulskift blev det ogsaa til, foer vi klokken 18 ankom til Uyuni, hvorfra vi havde planer om at besoege verdens stoerste saltslette, Salar de Uyuni.
Selve byen Uyuni er virkelig kedelig, stoevet og der udover de mange turister der svaermer om i byen, sker der i virkeligheden ikke saerligt meget, saa vi skyndte os at faa arrangeret en 3 dages jeeptur over Salar de Uyuni og de lokale Andesbjerge.
I jeepen sidder man 8 mennesker; 1 chauffoer, 1 guide og 6 turister, hvilket betyder at de tre der sidder paa de bagerste saeder har ufatteligt lidt plads; noget der generede os alle sammen og betoed at vi blev noedt til at bytte pladser naar vi stoppede for at holde pause. Vores guide talte desvaerre kun spansk, men i gruppen var der ogsaa en amerikaner og en brasilianer der talte spansk og engelsk, saa de fungerede ind i mellem som tolke for os.
Selve saltsletten er noget af det mest uvirkelige landskab man kan forestille sig. Saa langt oejet raekker er der ikke andet end kridhvid slette, 100 % fladt kun brudt af den tilfaeldige jeep fuld af turister. Et helt fantastisk smukt omraade der er umuligt at beskrive i ord, hvilket er grunden til at vi meget snart (forhaabentlig) faar lagt billeder op af omraadet.
De efterfoelgende to dage koerte vi rundt i Andesbjergene i de mest oede og golde omraader vi nogensinde har vaeret i. Man kunne koere i timer og ikke moede andre mennesker end turist-jeeperne. Her saa vi blandt andet laguner med flamengoer, geysere i 4800 meters hoejde og klippeformationer saa bizarre at de var opkaldt efter Salvador Dali.
Alt i alt en helt fantastisk tur der varmt kan anbefales alle der tilfaeldigvis skulle komme forbi Uyuni, Bolivia, men efter 3 dage i jeepen var vi ogsaa glade for at vaere tilbage i Uyuni, hvor vi kunne tjekke ind paa et hotel og faa en god nats soevn, foer vi dagen efter havde planlagt at tage til Potosi, verdens hoejest beliggende stoerre by (over 4000 meters hoejde).
Bussen til Potosi skulle afgaa kl 10 om morgenen, men grundet et voldsomt regnvejr natten foer, blev afgangen udskudt til kl 16, da de bolivianske grusveje paa ingen maade er glade for voldsomt regnvejr. Men efter lang tids venten kom vi endelig afsted. Efter cirka en times koersel skulle vi dog krydse et toerlagt flodleje, der i dagens anledning ikke var saerlig toert - rent faktisk var det en ca. 50 meter bred mudderpoel, og ja, vi formaaede da ogsaa at koere fast i mudderet, hvilket betoed at vi alle maatte ud og skubbe bussen fri foer vi kunne fortsaette vores faerd mod Potosi.
Knapt en halv time senere var den dog gal igen. Denne gang var det et godt stykke af den vej vi koerte paa der var skyllet helt vaek (vejen var en cirka tre meter forhoejning af jord, og et stykke paa 5 meter var skyllet fuldstaendigt vaek). Dette betoed at busserne var noedt til at koere parallalt med vejen et godt stykke vej, og der hvor vejen var skyllet vaek var der i stedet en lille flod, som en stoerre turistbus formaaede at saette sig godt og grundigt fast i, hvilket betoed at vi ikke kunne komme forbi. Foerst efter en halv time og hjaelp fra en lokal traktor lykkedes det at faa bussen fri - vores egen klarede heldigvis frisag og vi kunne fortsaette til Potosi, hvor vi ankom godt forsinket at og kunne tjekke ind paa hostellet kvart i tolv om natten.
Her er vi saa nu, og byen virker utroligt flot (i hvert fald i forhold til Uyuni), med massere af bygninger fra kolonitiden og hyggelige gader. Potosi var i oevrigt engang en af verdens rigeste byer grundet en kaempe soelvmine i bjerget lige ved siden af byen. Den er dog toemt nu, og fortidens rigdom afspejler sig kun i de mange gamle og flotte kirker og monumenter.
Mange tak til dem der holdt ud at laese denne voldsomt lange blog, jeg beklager, naeste gang skal den nok blive kortere og forhaabentligt ogsaa med nogen billeder. Jeg vil bare slutte af med at sige at vi i morgen tager til Sucre som vist nok er Bolivias hovedstad (vi kan ikke rigtigt blive enige om, om det er La Paz eller Sucre, da regeringen og parlamentet sidder i La Paz, men Sucre har officiel titel af hovedstad)
Mange hilsner herfra,
Aksel, Andreas og Jonas
- comments
eivin gør ikke bloggen kortere for min skyld :-) det er meget spændende læsning, glæder mig til den bli'r krydret med noget visuelt. Fortsat god tur.