Profile
Blog
Photos
Videos
Efter at have tilbragt en enkelt dag i verdens hoejest beliggende by, Potosi, satte vi kursen mod Bolivias officielle hovedstad, Sucre. Da der kun var ca. 2,5 timers koersel mellem de to byer, valgte vi at flotte os og bruge 30 Bolivianos (ca. 25 kroner), paa en dele-taxa dertil. Dette var samtidig foerste gang vi, uden for en by, oplevede at der rent faktisk var asfalt paa vejene. hvilket vi absolut noed da vi med 100 km/t koerte mod Sucre - en noget anden oplevelse en med en 25 km/t i en bus henover grusveje og flodbunde.
Sucre er en helt fantastisk flot by. Alle bygninger i centrum er hvidvaskede og saa har den i oevrigt en af de flotteste plazaer vi er stoedt paa indtil videre. I Sucre besoegte vi flere museumer der omhandlede Bolivias historie, og fandt derved, blandt andet, ud af at Bolivia har vaeret cirka ligesaa heldige i krig som Danmark siden Christian IV. Dette har blandt andet betydet at at Bolivia mistede deres adgang til Stillehavet til Chile og at landet dermed er et af kun to lande i Sydamerika der ikke har direkte adgang til havet.
Sucre boed ogsaa paa en af vores absolut mest turistede oplevelser indtil videre; i en cementgrav 7 km uden for byen har man fundet en helt masse dinosaurfodspor, hvilket er en af byens stoerste turistattraktioner, saa det maatte vi selvfoelgelig ogsaa se. Vi hoppede derfor paa "The Dino Truck", hvilket er en aaben lastbil, a la studentervognene, bare med baenke paa ladet, og med et dino-hoved i plastik, fastgjort til toppen af foererhuset. Ja, der foelte man sig da i hvert fald som den turist man i bund og grund er, da man koerte igennem Sucre i den... Selve dino-fodsporene var egentlig ganske imponerende, og med en boliviansk guide der snakkede texas-amerikansk og var helt utroligt engageret, var det en ganske fin oplevelse.
Efter et par dage i Sucre besluttede vi os for at tage til La Paz, som udover at vaere Bolivias stoerste by, ogsaa er regerings- og parlamentsaede. Men med turens hidtil bedste bus (med saeder der kunne laenes hele vejen ned saa man laa vandret), kom vi til La Paz for en uge siden efter at have koert igennem hele natten. Det foerste hotel vi tjekkede ind paa, var dog saa forbandet koldt at vi hurtigt besluttede at en enkelt nat var mere end rigeligt - ikke mindst paa grund af det faktum, at Aksel var syg og havde brug for et sted der var bare en lille smule varmere, hvis han skulle goere sig nogen forhaabninger om at blive rask. Saa tirsdag morgen tjekkede vi i stedet ind paa "Hostal Cactus" i vores eget vaerelse til 27 Bolivianos per nat per mand. Et varmere sted, men stadig meget basalt, med tydelige vandskader i loftet, skaeve vaegge og faellestoiletter der til tider har svaert ved at skylle ud. Men ellers er det et ganske fint sted.
I La Paz har vi taget den med ro, dels for at Aksel skulle blive rask, og ogsaa fordi vi egentlig ikke synes der er en helt fantastisk masse ting at foretage sig. Byen ligger ganske flot op ad et par bjergskraaninger i over 3500 meters hoejde. Dette betyder at man sjaeldent bevaeger sig paa plan vej, men enten gaar opad eller nedad (det sidste er klart at foretraekke, isaer i 3500 meters hoejde, hvor iltnivaeuet er vaesentligt lavere end vi er vant til fra Danmark). Ellers virker byen til at vaere et stort gademarked langt de fleste steder, med boder, standere og smaa butikker der saelger alle taenkelige og utaenkelige ting. Den sidste kategori indbefatter blandt andet toerrede lama-fostre som aabenbart lige er sagen naar man skal bygge et nyt hus. Idéen er aabenbart, at man begraver det doede foster under huset for at skraemme onde aander vaek. Det ser super makabert ud, og lugten er heller ikke til at tage fejl af naar man gaar forbi en bod der saelger dem.
Hoejdepunktet i La Paz indtil videre har dog vaeret en cykeltur nedad "The World's Most Dangerous Road". Det er vejen fra La Cumbre (en lille by uden for La Paz i 4700 meters hoejde) til Coroico (65 km laengere henne af vejen, i 1200 meters hoejde). Vejen er en snoet, grusvej der kringler sig vej ned ad bjergene, ofte kun 2-3 meter bred og flere steder med lodrette fald paa flere hundrede meter paa den ene siden af vejen. Den har faaet sit navn fordi der i tidernes loeb er faldet en hel del busser, biler og cykler ud over skraaningerne, men siden 2007 har der eksisteret en stoerre asfaltvej, der goer at grusvejen sjaeldent bliver benyttet af andre end de mange selskaber der tilbyder en mountainbike-tur nedad vejen. Netop saadan et selskab fandt vi frem til da Aksel var blevet rask, og dagen efter fandt vi os selv staaende i 4700 meters hoejde parat til at koere nedad de naeste 65 km. De foerste 20 km var paa asfaltvej, hvor man virkeligt fik fart paa og overhalede diverse lastbiler der koerte nedad i vaesentligt langsommere tempo.
Efter 20 km kom vi dog til grusvejen, og her kom mountainbike-evnerne for alvor paa proeve, for vejen var absolut ikke i god stand, men hurtigt fik vi dog alligevel god fart paa, og det hjalp i den grad at der koerte en guide foran en der kendte svingene saa man derved bare kunne forsoege at foelge hans linie. Det var en helt fantastisk fed tur nedad, dels paa grund af selve cyklingen der absolut er noget af det sjoveste vi nogensinde har proevet, men ogsaa paa grund af omraadet vi koerte i: Smukke skov-daekkede bjerge, vandfald og floder var bare noget af det man oplevede paa vej nedad, naar man indimellem kunne slippe oejnene fra vejen og kigge ud over kloeften. Billeder skal nok komme op hurtigst muligt! Efter at have koert nedad i flere timer ankom vi endelig til bunden, hvor vi koerte med minibus opad i 10 minutter til Coroico, hvor vi fik et velfortjent bad og en gang frokost, foer vi tog minibussen tilbage til La Paz. Da to piger fra vores gruppe skulle naa en bus, valgte chauffoeren dog at koere af samme vej tilbage som vi var koert nedad paa cykel, og ikke den stoerre, men ogsaa laengere asfaltvej - vi fik dermed oplevet "The World's Most Dangerous Road" endnu engang, denne gang i minibus (vi var meget glade for at der stort set ikke er andet trafik paa vejen, for den er VIRKELIG smal visse steder, og vi har meget lidt lyst til at skulle bakke paa vejen for at kunne give plads til en anden bil).
Tilbage i La Paz diskuterede vi, hvad vi skulle herefter. Vores Inka Trek fra Cuzco til Macchu Picchu er blevet aflyst paa grund af de omfattende mudderskred i omraadet tilbage i Januar, vi faar derfor vores penge tilbage, og skal samtidig ikke vaere i Cusco, Peru om knapt en uge, hvilket betyder at vi lige pludselig havde mulighed for at bruge lidt mere tid i Bolivia end ellers planlagt. Vi haaber dog paa at kunne komme til at besoege Macchu Picchu i starten af April, hvor togbanen til ruinerne eftersigende skulle vaere aabne (hvilket selvfoelgelig er med et meget stort spoergsmaalstegn). Samtidig er vi nu halvvejs rent tidsmaessigt paa vores rejse, men den afstand vi har rejst (fra Rio de Janeiro til La Paz), er meget mere end halvvejs i forhold til endestationen, Quito, Ecuador, saa vi har absolut ikke saerligt travlt.
Vi har derfor besluttet at tage til den Bolivianske del af Amazonas junglen, naermere bestemt Madidi National Park, hvilket skulle vaere et af de steder paa jorden med den stoerste biodiversitet (flest forskellige planter og dyr i samme omraade). Vi flyver derfor til Rurrenabaque (ca 400 km nord for La Paz) i morgen, hvorfra vi planlaegger at tage en 4 dages tur ud i junglen. Vi har valgt at flyve, da busturen eftersigende skulle tage et sted mellem 18 og 20 timer, hvis man er heldig og det ikke regner og vejen dermed er i nogenlunde ordentlig tilstand. Hvis man er uheldig kan den dog tage et godt stykke laengere tid, hvis den overhovedet lykkes - saa de knapt 800 kroner tur/retur vi har betalt for den flyvetur regner vi med, er givet godt ud.
Mange hilsner herfra!
Aksel, Andreas og Jonas
- comments
Carsten S. Hej Gutter. Det er supersejt,at I tog på den hæsblæsende bjergetape.Godt klaret. Det var ærgerligt,at jeres Inka Trek blev aflyst,jeg håber,at I får gode oplevelser fremover alligevel. Carsten