Jeg er godt nok en dårlig blogger! Godt jeg har noget andet at falde tilbage på i Danmark.

Jeg forlod Buenos Aires i søndags efter to uger med masser af nye bekendtskaber, fester og oplevelser. Det var også i de to uger, jeg havde spanskkursus og det sluttede jeg med om fredagen. Jeg har nok ikke fået det mest optimale ud af min undervisning, som andre, da Buenos Aires er en herlig by at gå i byen i. Alle dagene. Ofte åbner klubberne først kl 02-03 om natten. Men alle dagene fik jeg kæmpet mig op, snøvlet mig hen til time og deltog så godt, min tilstand tillod mig. Underviseren, Leila, gennemskuede altid, hvad der var foregået, og syntes heldigvis kun, at det hele var sjovt og komisk og jeg fik charmeret mig ud af alle svære spørgsmål med en bredt smil, klukkende latter og et svar, der ofte indeholdte "cerveza y fiesta" eller noget i den stil. Hun havde vist accepteret, at jeg ikke var hendes bedste elev, men at jeg hvert fald var den hyggeligste og mest underholdende. Det er hende, jeg står ved siden af med mit diplom for beståelse af 40 timers spanskundervisning. Når alt det er sagt, så har det selvfølgelig ikke været penge ud af vinduet. På nogen måde. Jeg har fået grundbegreberne præsenteret, lært nutid og datid for både regelmæssige og uregelmæssige verber og nyttige fraser. Fra nu af skal jeg bare holde det ved lige og opbygge mit ordforråd. Jeg kan nogenlunde forstå ting, jeg læser (i butikker fx), men det er utrolig svært at høre forskel på de forskellige ord, når jeg snakker med en lokal. Argentinere snakker vist også hurtigere, end folk fra fx Chile eller Peru, så måske det bliver bedre der.

I Buenos Aires mødte jeg en semi-lokal fyr, som hurtigt blev min private turguide. Han er oprindeligt fra Venezuela, men flyttede til BA sidste år pga. arbejde. Luis hedder han. Jeg mødte ham foran Casa Rosada (en lyserød bygning), hvor jeg åbenbart skreg turist med min rejsebog og blonde hår. Han nærmede sig forsigtigt, spurgte om jeg var faret vild, og om han skulle følge mig på vej. Jeg var først meget på vagt og alle mine alarmklokker ringede, men jeg lod tvivlen komme ham til gode og lod ham vise mig rundt i nabolaget, så længe vi blev på de store gader. Det gik godt, han hjalp mig med mine spansklektier og vi aftalte at mødes dagen efter. Jeg var blødet lidt op, men stadig på vagt og en smule mistroisk. Og nu hold fast, hvor blev min jyske skeptisk slået fuldstændig omkuld! I to uger viste Luis mig rundt i hele BA og lidt mere. Han kan ikke snakke engelsk (meget lidt), men alligevel kunne vi få flere timer til at gå sammen og når jeg tænker tilbage, så husker jeg ikke tider, hvor der var pinlig tavshed eller det på nogen måde var akavet. Han hjalp med med at blive klippet (ikke af ham), købe lidt tøj og andre småting, som jeg måske ville have haft stor besvær med at finde selv. Da de to uger var ved at rende ud, inviterede jeg ham ud at spise som tak for at have brugt så lang tid på at vise mig rundt. Jeg valgte et sted, der hed "Steaks by Louis", som var en 'puertas cerrada' (lukket dør) restaurant, hvilket betyder, at adressen er ukendt indtil du får godkendt din reservation. Det er et ganske udbredt fænomen i BA, dog mest kun for turister. De havde kun er serving om dagen, og kun fire dage om ugen og havde plads til omkring 25-30 gæster. Vi sad alle ved det samme langbord, som om vi var et stort selskab. Menuen bestod af fem retter og var bestemt på forhånd med dertilhørende vin. Den første ret var en let starter af forskellige oste og pølser med noget mousserende vin af en art. Her gik kokke og tjenere rundt blandt gæsterne og småsnakkede om alt og intet. Derefter kom der en platte ind med forskellige slags kød og tre overraskelser. Der viste sig, efter vi havde smagt på dem, at det var nyrer, mandler og indvolde fra koen. Indvoldene havde en mærkelig konsistens, men mandlerne of nyrerne var utrolig lækre. Efter det kom den egentlige hovedret, som I nok kan gætte, hvad var. Bøf!! Jeg har aldrig fået en bøf, der var så godt stegt! Aldrig. Jeg spiste bøf andre steder i BA, men den her var en klasse for sig. Den var på 320 gram, lige omkring 3 cm tyk og krydret helt perfekt kun med salt. Som akkompagnement til bøffen var der en semi-tung kartoffelpuré (mos på jysk).

Til dessert var der en klassik mousse/kage/is med dolce de leche (en slags karamel de er VILDE med i Argentina. Det ryger i alt og på alt).

Ud over Luis og mig var to af danskerne fra vandrehjemmet også med, som vi var en lille gruppe på fire, der nød et overdådigt og usædvanligt (for mig) måltid.

Det var også den sidste gang, jeg så Luis, og selvom vi dårligt kommunikerede sammen og kun havde kendt hinanden i to uger, så var det overraskende vemodigt at sige farvel til ham. Jeg har dog lovet at gengælde tjenesten, hvis han kommer til Danmark.

Jeg har valgt at fremhæve mit møde med Luis, da det var den oplevelse i BA, der gjorde størst indtryk på mig, og derfor også det, jeg ville skrive hjem om.

Som jeg håber, I kan læse mellem linjerne, så har jeg det godt alt i alt. Der er konstant nogle at snakke med, så jeg føler mig på ingen måde ensom. Til tider har det faktisk været svært at være alene.

Det sværeste er klart at rejse rundt fra sted til sted, da jeg aldrig er 100% sikker på, hvad der venter mig, når jeg stiger af bussen og skal finde det næste vandrerhjem. Så snart jeg får indlogeret mig i den næste by, så har jeg ro på igen. Sådan er det vist for de fleste, har jeg indtryk af.

Jeg har taget mange billeder, så det er ikke derfor, jeg ikke har sendt nogle. Men jeg mange af de gode billeder er taget med mit spejlreflekskamera, og jeg har ikke lige fundet ud af, hvordan jeg overfører dem til min tablet. Derudover er der også bare så meget at se og lave hele tiden.

Lige nu sidder jeg i en lufthavn i El Calafate og venter på en bus til El Chalten efter at have været o Bariloche i tre dage. Det skriver jeg om lidt senere :)