Namastè!

Dette er nok et lidt uventet blogindlæg, da jeg pt befinder mig i Danmark. Den egentlige grund hertil er en længere beretning, men faktum er, at jeg tog en beslutning oppe i bjergene, som jeg derfor nu er nødt til at få det bedste ud af.
Heldigvis ser jeg tilbage på Nepal med smil, begejstring og helt unikke oplevelser. Det er også med et smil på læben, at jeg nu ser frem til, at jeg skal mødes med Andreas i Indien omkring d. 17. Maj og herefter rejse videre i Asien. Jeg er altså bare ligepå et lille visit i Danmark, indtil jeg rejser ud i verden igen (:

Men nu til nogle af mine fantastiske Nepal-oplevelser og tanker om Nepal:

Mit første møde med Nepals hovedstad Kathmandu er kaos, kaos og atter kaos, men på en god, spændende og lidt imponerende måde. Der er beskidt i hver en krog, og gaderne vrimler med biler, busser, cykler, motorcykler, hunde, gadesælgere, tiggere, farverige; smukke mennesker og ikke mindst køer, der frit går rundt. Der er så meget skidt, støv og os, at mange nepalesere bærer en maske for munden, hvilket jeg godt forstår efter at have tilbragt nogle dage i al den støv. En hektisk by med MEGET tæt og i danskeres øjne helt sikkert farlig trafik, hvor dyttehornet konstant er i brug. Det er mig en gåde, hvordan biler og motorcykler undgår at køre folk ned, fordi sommetider kører de nærmest slalom imellem menneskene og dyrene.Nepaleserne kører i venstre side, og så tror jeg faktisk ikke, der er flere færdselsregler. De følger dem i hvert fald ikke at dømme ud fra deres vilde kørsel. Alligevel kan man også sige, at deres trafikbillede er med til afspejle, hvordan nepaleserne rent faktisk er som mennesker. Alle tager hensyn til hinanden/er søde/gæstfrie og venlige. Det er nok derfor, at deres drønende trafik kan fungere så godt. I Danmark var den aldrig gået. Jeg har nemlig heller ikke oplevet, at nepaleserne bliver sure over ventetiden i trafikken eller opkørte over kaosset. De tager det tværtimod med et smil. Nepal er også væsentlig mere farverig end grå Danmark. Husene er ofte i forskellige farver, samtidig med at der overalt hænger bedeflag i de fire elementers farve: Grøn, blå, rød og hvid; Jaa, selv på en øde bjergtop pryder de farvefyldte flag. Det er et smukt syn. Ydermere er små gade-shops med grønsager og frugter med til at gøre gadebilledet endnu mere farverigt og levende.Og ikke mindst nepalesernes flotte klæder i alverdens farver! Navnlig kvinderne er klædt i smukke sarier, tørklæder og sjaler.

Vi ankom lørdag d. 9. April,hvor vi blev modtaget af Jimmy( meget sød og gæstfri nepaleser med kæmpe overblik og overskud, der har stået for det hele), hans venner og Mathilde og Simone på nepalesisk vis, hvor vi fik hvide tørklæder om halsen. Vi blev kørt til vores hotel, som efter at have kørt gennem beskidte gader, nærmest fremstod som en helt oase med grønne træer, planter og smukke blomster. Et idyllisk sted, som i øvrigt ligger ved siden af et munkekloster. Så hver morgen kunne vi høre munkene bede og messe.

De første dage forløb med at se Kathmandu, og en oplevelse, der virkelig gjorde stort indtryk, var lig-afbrænding. Meget tankevækkende og skræmmende. Lige ved breden af en flod brændte de lokale et lig af. Altså en nepalesisk begravelse i fuld offentlighed. Det døde menneske var klædt i fine, farverige klæder, pyntet med blomster og lå på en slags båre, der var fyldt med hø til afbrændingen.Der var et eller andet helt forkert og ja meget væmmeligt ved at se et brændende, dødt menneske. Samtidig forekom det nærmest lidt stødende og ekstremt underligt at se, døden blive gjort så synlig, hvilket satte mange filosofiske tanker i gang.
Vi besøgte også abetemplet, hvor det sjovt nok vrimlede med aber. En sjov oplevelse, men jeg blev lidt bange, da en abe sprang op på Mathildes skulder. Efterfølgende fik vi også at vide, at vi skulle holde vores ting tæt til os, fordi aberne kunne godt finde på at stjæle fra os; de frække aber altså. Turen gik videre til Durbar Square, hvor vi fik rig mulighed for at gå rundt blandt de smukke nepalesere og hårdt arbejdende nepaleserne, vil jeg også kalde dem, for det er ikke et sjældent syn at se dem komme bærende på adskillige kilo på ryggen.
Vi så blandt andet, hvor "The living godness" boede. Denne levende gudinde er en hellig pige, der gennem tests og prøver skal kvalificere sig til at blive udnævnt til gudinde, når hun allerede er omkring 2-5 år. Indtil den lille, udvalgte får sin første menstruation, lever hun altså, ja nærmest indespærret og totalt isoleret for omverden. Hun er meget hellig for hinduerne, og hun kommer kun ud til skue i offentligheden en gang om året.Efter sin første blødning og dermed et endt liv som levende gudinde går hun et svært liv i møde. Der er mange, der ikke vil giftes med hende grundet hendes fortid som gudinde. Hun lærer ikke at begive sig i den virkelige verden. Hendes barndom er plaget af isolation og mangel på barndommens grundlæggende læren. Skræmmende!
En aften spiste vi på en speciel nepalesisk restaurant, hvor vi skulle tage skoene af og sidde på gulvet og spise. Vi fik god mad, og der blev optrådt med nepalesisk dans og sang. En dejlig oplevelse, hvor livsglæden virkelig strålede ud af de dansende nepalesere. Det er som om, at alt kan lade sig gøre i Nepal, og hvis man spørger om et eller andet, siger de bare med et smil:" NO PROBLEM!"

En anden god oplevelse var en solbeskinnende og tidlig morgen, hvor vi startede ud med yoga på taget. Det var smukt og lærerigt at stå der på taget i nogle af solens første stråler, men som de fleste måske ved, egner min stive, usmidige krop sig ikke til yoga, hvor man virkelig skal anstrenge kroppen i dens bøjelighed. Jeg vil også lige nævne, at jeg er rigtig glad for at have lært Anne og Linn at kende. Søde piger!
Jaaa, sååå var jeg også så heldig at fylde 20 år i Nepal d. 12. April, som også var vores første trekkingdag i bjergene(Puha).Dagens begyndte tidligt med sang fra Simone og Mathilde. Til morgenmaden nede i den lille oase var deres pyntet med danske flag, og der lå nogle gaver og kuverter på bordet. Meget anderledes, men dejligt at sidde der i nepalesiske himmelstrøg på sin fødselsdag. Efter en dejlig morgenmad kom Jimmy pludselig efterfulgt af en masse bærere og venner. De gav mig nepalesiske tørklæder om halsen, og jeg blev virkelig overvældet over, at så mange kom hen og ønskede mig tillykke. Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle takke dem. Jeg fik også en cd med nepalesisk musik fra en af Jimmys venner. Ikke nok med det blev der pludselig båret en stor lagkage frem, hvor der stod: Happy Birthday Thit! SÅåå skulle deres ellers spises kage efter den ellers mættende morgenmad, så vi var helt trekking-klar:P

Trekking-dagene (her skal billederne især nok ses):

Okay, jeg indrømmer gerne: Trekking var på mange måde MEGET MEGET hårdere, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Heldigvis kompenserer de meget smukke omgivelser en del for udmattelsen. Derfor er det helt klart ikke sidste gang, at jeg har trekket i Nepal.
Solen startede med at skinne på trek-dag 1, men da vi nåede vores frokoststed, begyndte det at regne og blæse. (Og så lige på min fødselsdag :P). Desværre fortsatte regnen også efter frokost, så vi blev nødt til at iføre os vores regnslag. Dette medførte et ret komisk syn med rygsækkende inden under vores regnslag. Vi lignede både skildpadder og endda også Quasimo, haha. Simone har beviset på sit kamera J

Trek-dag 2 styrtede det atter ned, så motivationen til trekking var dalet en smule. Dog kom vi af sted; alle pakket ind i regnslag og plastic; ja selv vores sko var tildækket med blåt plastic(De nepalesere er nu smarte). I løbet af dagen klarede det op, så udsigten kunne nydes i fulde drag(se billeder). Bjergene begyndte dog virkelig også at stige i højden, så opstigningen blev hårdere, men smuk og atter smukkere.

Trek-dag 3: Jubiii, vi vågnede op til skyfri himmel med solen skinnende ned på os.Vi begav os af sted cirka 8.40 og skulle kun gå i cirka 2 timer, hvor vi nåede frem til Kutumsang. Strækningen var en smule hård, og højderne begyndte at kunne mærkes på åndedraget.
Desværre begyndte det kort efter, at vi ankom at regne og tordne, og vi frøs mere, end vi svedte. Vi rykkede os alle sammen i fællesstuen om en brændeovn, og det endte med at blive rigtig hyggeligt. Kutumsang skulle ellers have en helt fantastisk udsigtud over hvide bjergtoppe i sin 2400 meters højde.
Trek-dag 4: Efter en lidt kold nat, selvom vi havde fået flotte huer af Jimmy, blev vi vækket klokken 6.00 til et fantastisk syn ud af vinduet. Hvide bjergtoppe tårnede sig op i det fjerne, og de første morgenstråler ramte det smukke og storslåede landskab. Vi drog af sted cirka 7.30, hvor himmel stadig var klar, og solen varmede. Det her var nok den dag, hvor landskabet ændrede sig allermest. Vi skulle gå fra cirka 2400 m til 3500 m, og allerede på forhånd blev vi advaret om sne og kulde. Det skulle man ellers ikke tro, for vi startede i shorts og t-shirt. De første timer gik vi MEGET stejlt opad, og højderne kunne mærkes. Mit hjerte bankede lynende stærkt, og jeg havde svært ved at styre mit åndedrag; blev forpustet. Landskabet var dog så forunderligt og smukt, at det forhindrede mig i konstant at tænke på, hvor hårdt det var.
Faktisk kom jeg hurtigt ind i en rytme, hvor det bare kørte derudad, deropad eller nedad.De smukke omgivelser, som næsten var ubeskrivelige, hjalp med at forny energien. Ligeledes var det motiverende, når en bjergtop kom til synes, og man vidste, at det netop var dette punkt, der var målet. Desværre faldt modet en smule, når målet var nået, og man opdagede, at der var endnu flere bjergtoppe at bestige rundt om hjørnet.

Landskabet var noget helt særligt; meget foranderligt. Det var beklædt med en masse blomster, blandt andet rhododendrum og også nogle små lilla blomster, som vores guide Nima advarede os imod, fordi de skulle være meget giftige.
Selv heroppe i højderne støder man på bedeflag og stupaer, hvilket bidrager til det helt unikke landskab. Pludselig vandrede vi i sne på en meget smal sti. Luften var helt diset og kold, så det var umuligt at se, hvor højt vi rent faktisk var oppe. Det var lidt skræmmende, og træerne, hele skovterrænet samt den disede luft gav mig virkelig associationer til Harry Potter og den forbudte skov. Desuden kunne de måsbedækkede, snoede, snørklede træer minde om noget fra et undervandslandskab- måske Atlantis. Meget anderledes, men smukt. De sidste 10 min var helt ekstremt bidende kolde, så derfor var jeg meget taknemmelig for endelig at komme indenfor, hvor bærerne selvfølgelig havde tændt op i pejsen. En kop varm kakao gjorde underværker!!! Det skal lige siges, at det denne nat var så koldt, at vi blev nødt til at ligge helt tæt sammen, samtidig med at vi fik fyldt vores flasker med kogende vand, så den kunne ligge tæt op ad kroppen og holdes os varme. Tilmed var der også frost på vinduerne, da vi vågnede.
By the way, Jeg bliver nødt til at nævne en af bærerne, som jeg lige fra dag 1 af har lagt mærke til; En sød, lille, meget smilende mand klædt i habit, ja selv i sne og kulde bærer han denne habit. Hans tænder er virkelig pæne, og han smiler hele tiden med dem, så han ser ret nuttet ud. Jeg har døbt ham smiley :D
Jeg tror, jeg slutter her. Jeg har mange flere oplevelser, men jeg lader billederne tale for sig selv! Det er umuligt at nedskrive det hele.

Mange hilsner Thit (:

Jeg håber ikke, der er nogen derude, der er skuffede over mig, fordi jeg ikke kunne gennemføre min Nepal-rejse. Jeg prøver i hvert fald at lade være.

P.S: Jeg sender en masse positive tanker til de søde piger i Nakote og Tartong

P. P.S: jeg ser virkelig frem til at skulle mødes med søde Andreas om mindre end en måned!