Endelig kom dagen!
Destination Denver, Colorado og en meget savnet søster og svoger - en rejse på 31 timer. Ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke var bare en smule nervøs for denne lange rejse og så alene. Derudover hjalp det ikke på spændingen og nervøsiteten, at jeg mandag blev syg med 39 i feber og ondt i halsen. Heldigvis gik feber over, mens dårlig hals og forkølelse ikke ville gå væk after masser af te med ingefær, men det standser ikke mig!
Tirsdag aften d.4.marts på Århus Hovedbanegård kl.23 var jeg klar, parat og ret utålmodig, for først skulle en togtur til Københavns lufthavn overstås. Jeg fik ikke lukket et øje, da jeg faldt i snak med en engelsk forretningsmand ved siden af mig og en ung dansk pige overfor mig, som skulle til Gambi. Pludselig var vi allerede i Odense, hvor der stod en tyrkisk kvinde og hendes søn på. Vi tre faldt i snak med det samme. Da jeg ankom til lufthavnen var klokken kun 03.10, og check-in diskene var derfor ikke åbnet endnu. Jeg fandt et sted, hvor jeg kunne sidde og vente. Der kom den tyrkiske kvinde og sønnen også hen, og det endte med de delte deres morgenmad med mig og vi fik grinet og snakket en del mere inden vores veje skiltes. God start!
Jeg blev checket ind og fandt hurtigt frem til min gate, hvor jeg sad ene og alene. Klokken var også kun omkring 05, og boarding startede først kl.06, men det blev klokken også hurtigt ved at skrive med min søster. Flyet var proppet med travle forretningsfolk og få danske par, men jeg var så heldig at få tre sæder for mig selv, hvilket resulterede i, jeg sov fra take off too landing in Düsseldorf.
Klokken var nu 07.45 og skulle først med det næste fly kl.09.45 - to timers ventetiden, som det viste sig jeg fik brug for. Skulle køre med bus fra flyet til transferstoppet, og derefter stå i en mega kø til paskontrol. Der stod intet gatenummer på mit boardingpas, men fulgte, hvad der stod på tavlerne, og da jeg nåede frem til den rigtigte gate, var der gået en lille time tilbage. Jeg undrede mig stadig over, hvorfor der ikke stod noget gatenummer på min billet. Jeg spurgte derfor en kvinde ved gaten, som fortalte mig, at jeg skulle have to nye boardingpas. Både Düsseldorf/Chicago og Chicago/Denver. Dette tog lidt tid, og ikke nok med det skulle jeg svare på en masse spørgsmål, og da hun ikke var til at forstå, tog det endnu længere tid. Heldigvis blev det hele ordnet, og var færdig fem minutter før boarding.
Ombord på flyet - jeg skulle sidde i midtergang på det yderste sæde, men det viste sig, at jeg havde alle tre sæder for mig selv, hvilket var en lækker fordel. Da alle var på plads og vi var ready to take off, snakkede den eneste stewart over højtalerne og fyrede en masse jokes af, som fik alle ombord til at grine. Generelt var alle stewardesserne søde og snaksalige. Halvanden time efter vi var lettet, fik vi frokost. Efter den sidste bid, gik jeg kold, og her kom fordelen med de tre sæder - kunne ligge mig på tværs og skabe mig min egen lille seng med to hovedpuder og to tæpper. I med hørepropperne og på med natbrillerne.
Jeg fik sovet næsten tre timer, og vågnede til snacks. Da jeg havde spist lidt af det, fik jeg igen en lur på små tre timer. Vi fik servet et sidste måltid, og så var vi allerede klar til at lande i det snedækket Chicago. Vi landede kl.19 dansk tid, kl.12 Chicago time. Da Chicago lufthavn (kaldte O'hare) er SÅ stor (det siges at være USA's anden største, og der lander/lettet et fly hver 7. sekund) tog det 15-20 at køre hen til vores gate i terminal fem, som er den internationale terminal.
Da jeg kom af flyveren, skulle jeg derfor igennem paskontrollen, hvor jeg skulle svare på spørgsmål, få taget billede og fingeraftryk. Derefter skulle jeg hente min kuffert for at re-checke den til Denver.
Mit næste og sidste fly gik fra terminal tre, som er den nationale (der er i alt fire terminaler 5,3,2,1), men da lufthavnen er så stor skulle jeg tage et tog for at komme derhen. Det hele gik som smurt, og kom hurtigt igennem Security.
Det var egentligt mening, at jeg skulle have været inden i Chicago by for at se og komme op i Willistower (havde otte timers ventetid i Chicago), men pga. sygdom og sne, valgte jeg at sætte mig op i en lounge, hvor jeg kunne få mad og drikke og net. Tiden gik hurtigt med at ringe hjem til dk, og selvfølgelig til min søster. Derudover var Netflix på telefon også en stor hjælp til at slå tiden ihjel. Jeg sad ud til at stort vinduesparti, hvor jeg kunne sidde og se på de mange forskellige fly, der landede og lettede. Fik set en masse flyselskaber, som jeg ikke kendte til, men fik da spottet et SAS fly.
Jeg følte mig egentligt meget frisk og kunne ikke mærke jetlaget, før jeg havde spist aftensmad. Der var klokken 19 Chicago time og 03 dansk tid. Skulle høre højt musik for at kunne holde mig vågen den sidste time inden boarding, hvilket heldigvis lykkes mig. Min gate var blev flyttet rundt det meste af dagen, men skulle nærmest bare lige gå ud af loungen, så var jeg der. Flyet var lidt forsinket fra New York af, men vi blev kun forsinket med 10 minutter. Det var sjovt som mange af amerikanerne snakkede til mig, som om vi kendte hinanden, og at jeg var amerikaner. Jeg synes, det er så fedt, at de ikke er bange for at snakke til en, som vi danskere kan have en tendens til.
Nu var der kun 2 en halv time til, jeg kunne kramme min savnet søster! Efter vi var fløjet fra Chicago, faldt jeg i søvn i en time. Før jeg vidste af det, kunne jeg se Denver lyse op i mørket. Vi havde næsten indhentet de ti minutter, og jeg skyndte mig ud af flyet. Denver lufthavn var også okay stor, men der var ikke fyldt med travle mennesker, så jeg kunne hurtigt finde hen til det tog, som kørte hen til baggage claim. Jeg nåede hen til båndet, og skulle lige til at tænde min telefon for at ringe til min søster, da jeg kiggede mig over skulderen, og der var hun. Det var nok det dejligste kram, jeg nogensinde har fået. SÅÅÅÅÅÅÅÅ dejligt at have hende lige der ved min side igen!
Vi fik samlet min baggage op, og kørte afsted hjem mit nye hjem den næste måned. Det er en sådan hyggelig tre etagers lejlighed, hvor jeg har fået mit eget værelse med udsigt til the Rocky Mountains og med eget badeværelse. Det kan ikke gå helt galt - to be continued!