Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle,
Vi har nu overstået vores 5-dages trek og det var en fantastisk oplevelse!
I torsdags gik dagen med en 8-timers bustur fra Kathmandu til Pokhara. Her blev vi indlogeret på et hotel og resten af dagen gik med, at få styr på det sidste til turen. Vi fik blandt andet lejet soveposer og dynejakker. Om aftenen mødtes vi med vores guide Keshab og vores bærer Rajan. Da selve trekket varede 5-dage, var der kun 1 bærer med, så vi pakkede alt det nødvendige ned i en af vores store rygsække og lod den anden stå på hotellet.
Fredag stod vi op kl. 7 og fik styr på det sidste inden den stod på morgenmad 7:30. Efterfølgende skulle vi køre i Taxa i godt halvanden time til Nayapul (1035 m), hvor vores trek startede for alvor. De første 2 timer af dagen var ikke specielt hårde, da benene var friske og stigningen var minimal. Efter frokost havde vi godt 3-timers vandring foran os og da var hårdere end de første, da solen for alvor varmede og stigningen tog til. Vi ankom til et lille guest house kl. 14:30, hvor vi skulle sove for natten. Vores guest house lå i byen Tikhedhunga (1540 m) og bestod af 2 senge, 1 bord og delte bade- og toiletforhold. Man kunne få et varmt bad for 100 rupees (5,5 kr). Ved ankomst blev det til en middagslur og efterfølgende et varmt bad. Herefter spiste vi aftensmad inden vi gik i seng ved 21-tiden. Oskar var ikke helt på toppen, så han tog nogle pinex og så håbede vi på, at det var overstået dagen efter.
Dagen efter om lørdagen stod vi igen op kl. 7 og fik pakket vores ting sammen. Oskar havde heldigvis fået det bedre! Kl. 8 var der afgang mod Ghorepani, som var mål for dagens etape. De første timer indtil frokost var vildt hårde, da det var op af trapper hele tiden. Vores guide kunne et par danske gloser blandt andet "lille pause, tissepause, langsom langsom" og de blev brugt meget den dag. Vi spiste frokost med udsigt udover dalen og bjergene. Efter frokost gik det igen op i godt 3 timer inden vi ankom til Ghorepani (2750 m). Vi havde sådan lyst til en middagslur, men vores guide sagde, at det ikke var en god idé, da man nemt kunne få hovedpine. Så det blev bare til noget afslapning inden aftensmad. Vi gik tidligt i seng, da vi skulle op kl. 5 og se udsigten fra Poon Hill.
Søndag nat/morgen ringene vækkeuret kl. 5 og vi tog alt vores varme tøj på. Vi havde en times vandring foran os for, at komme til toppen. Mark var ikke på toppen, da han havde en god omgang hovedpine, så turen til toppen var hård. Vi kom dog op til toppen af Poon Hill (3210 m) og udsigten heroppe fra var fantastisk. Vi havde udsigt til nogle af verdens højeste bjerge og kunne beundre dem, alt imens solen stop op. Efter en lille times tid på toppen gik vi tilbage til Ghorepani og fik morgenmad. Mark havde fået det en smule bedre, nok hjulpet til af rigeligt vand og lidt mad. Efter morgenmaden skulle vi trekke 4 - 5 timers tid. Første del gik gennem en rhododendronskov, hvor vi så en del aber. Ved 15-tiden ankom vi til Tadapani (2710 m), hvor vi overnattende natten til mandag.
Om mandagen skulle vi for alvor gå ned af. Vi skulle ned til en lille by, der hedder Syauli Bazar (1638 m). Det var en lidt lang dag, der især var hård for læggene. Turen gik ned af trapper det meste af vejen, kun afbrudt af en frokostpause i Ghandruk. Lige efter vi var ankommet til vores guest house startede et ekstremt uvejr. Det regnede, lynede og tordnede i halvanden time, så tiden blev brugt i fællesrummet med en god bog. Strømmen var selvfølgelig gået grundet uvejret, så der var for mørkt i vores lille værelse, men det var også hyggeligt, at sidde indendørs og snakkede med de resterende beboere.
Det var nu blevet tirsdag og dermed også den sidste dag på trekket. Igår var en kort dag, da vi faktisk kun vandrede i 2 timer på "næsten" flade stykker. Vi kom tilbage til Nayapul kl. 10, som også var byen hvor trekket startede. Her havde vi igen halvanden time i Taxa tilbage til Pokhara. Ved ankomst havde vi en sidste frokost med vores 2 nepalesiske venner. Det havde været en fornøjelse, at trekke sammen med dem, så vi fik sagt pænt farvel til dem. Tirsdag eftermiddag gik med, at få booket et par overnatninger på et andet guest house. Her fandt vi et godt et, hvor vi bor for 600 rupees pr. nat, altså lidt over 30 kr. Derudover har vi bestilt en halvdags rafting, som vi skal på imorgen torsdag. Om aftenen spiste vi aftensmad med 6 andre unge danskere, som vi har mødt på hotellet :-)
Vi håber i alle stadig har det godt!
/ Mark & Oskar :-)
- comments
Lise Sloth Tak fordi i deler så meget med så herhjemme det bare så skønt