Hej Allesammen derhjemme.

Vores helt igennem sublime, fantastiske og ikke mindst succespraegede rejse gennem Vietnam er nu ved at vaere ved sin ende. Saa her kommer der en lille kort besked fra os paa vores sidste dag i Vietnam...

Om aftenen d. 15. forlod vi Dalat med en natbus til Ho Chi Minh by. Vi ankom dog allerede kl. 4.30 om morgenen, saa i starten maatte vi lede traette, udsultede og forgaeves efter hostels, da byen endnu var i dyb soevn. Hertil kommer det ogsaa, at vi havde foreventet at ankomme til et HCM fuld af kaos og scootere svarende til Hanoi gange 5. Det vi moedte var dog imidltertidig en stille, moerk og sovende storby (som jo selvfoelgelig vaagner op i stor stil omkring kl. 6.00!).

Heldigvis moedte vi der tidligt om morgenen en flink dame, som ledte os til et sted, hvor vi kunne bo for 5 USD pr. mand pr. nat - endda i det centrale backpacker omraade! Da vi kom til vores hostel startede vi med at tage en lur, foer vi ved en 12-tiden gik nordpaa mod en dansk restaurant som hed "Storm P". Aaah den danske mad, hvor havde vi dog laengtes! Ikke at tage fejl af den asiatiske cuisine, den er skam enestaaende, men det danske koekken er dog noget helt for sig selv! Saaledes fik vi rugbroed med leverpostej, og en masse anden god dansk mad. Det savnede vi helt sikkert! Resten af dagen lavede vi ikke det store, udover at slaa mave efter festmaaltidet paa 'Storm P'.

Naeste dag havde vi booket en heldagstur imod Chu Chi tunnellerne nord for Saigon. I disse kilometerlange minimale tunneller opholdt ca. 16.000 vietnamesere sig under vietnamkrigen da amerikanerne bombarderede. Her saa vi saa hvordan de gemte sig og holdt sig konstant skjult, samt hvordan de lavede faelder for at narre amerikanerne i junglen. Tunnellerne var rigtig smaa, og man fik hurtigt en klam, klaustofobisk aandebesvaeret fornemmelse dernede, da vi fik lov at gaa en 60 meter lang straekning under jorden. Vores guide fortalte, at der i Chu Chi omraadet var omkring 250 km. tunneller i alt!

Det var alt i alt imponerende at hoere om hvordan vietnameserne havde overlevet de heftige og intense angreb fra amerikansk side. Man vandt hurtigt respekt for deres overlevelsesinstinkt, og ikke mindst for deres opfindsomhed. At vietnameserne til dels vandt krigen pga deres kendskab til landet og junglen, samt deres gode egenskaber til at udnytte, hvad de nu havde omkring dem var besoeget til Cu Chi tunnellerne et rigtig godt eksempel paa.

D. 18 tog vi saa flyet til Phu Quoc - Oen som efter sigende skulle vaere en ferie fra ferien. Efter tre dage paa denne uovertrufne oe, kan vi kun bekraefte, at udsagnet er sandt. Det er naesten utroligt, at en saa smuk og forholdsvis stor oe som Phu Quoc ikke er mere turistet end den er paa nuvaerende tidspunkt. For der var virkelig fredeligt. Ingen masseturisme, ingen der konstant ville saelge dig noget - kun fred og ro til at ligge og slikke sol paa de fantastiske sandstrande med det blaa krystalklare vand.

Paa andendagen paa oen, var vi dog aktive og tog paa en snorkeltur rundt ved de omkringliggende oer. Her dasede vi rundt i vandet og dykkede/snorklede efter noget fedt uspoleret koralrev. Rigtig dejligt at spendere en dag paa en baad, med mulighed for at fiske, snorkle og spise god mad - slet ikke nogen daarlig maade at vaere 'aktiv' paa... Ellers gik tiden paa Phu Quoc med at nyde stranden, vandet og ikke mindst de timelange body-massages til 15 kr. (en tyver hvis du skulle ha' happy endning) :P

JA! Det lyder grangiviligt som en annonce til en rejse vi proever at prakke jer paa, og det er det da ogsaa! Med det sagt mener vi bare, at Phu Quoc var et laekkert lille afslappet afbraek fra vores rejse gennem Vietnams fastland, og vi er glade for vi har vaeret der. Med en international lufthavn paa vej paa Phu Quoc, vil oen formentlig se helt anderledes ud om 10 aars tid.

I morgen d. 22 gaard turen saa direkte til Siem Reap i Cambodja for at see Angkor Wat, hvilket vi glaeder os meget til!

Til vi skrives igen! Maa i ha det rigtig dejligt og nyde det derhjemme i vores lille Danmark...