Profile
Blog
Photos
Videos
Er tilbage i Hobart efter en fantastisk tur til New Zealand! Landet er virkelig flot - ligeså flot som de fleste af jer nok har set i diverse film, bl.a. Ringenes Herre. Nogle gange kunne man næsten ikke klare mere flot natur! Så flot var der! Priya og min tur var dog mere end "bare" flot natur. Vi fik begge virkelig testet os selv i eventyrlyst og mødt en masse fantastiske mennesker!
Vi drog af sted fredag den 3. april meget meget tidligt op morgenen! Tassie er rigtig dårligt placeret i forhold til flyforbindelser til fjerne steder, så selvom New Zealand egentligt ligger ret tæt på, brugte vi alligevel hele dagen på at komme derover! Vi havde derfor 10 timer i Sydney vi lige skulle ha fyret af, men så fik vi da set operahuset én gang til!
Lørdag vågnede vi op i Christchurch på New Zealands syd ø. En fin lille by i gammel britisk stil. Vejret stod på høj sol, så vi brugte det meste af dagen på at hænge ud i diverse parker og barer! Inden vi tog hjemmefra havde vi hørt meget dårligt om det New Zealandske vejr, så vi blev derfor dejligt overrasket :)
Søndag morgen startede vores tur rundt i landet. Vi havde på forhånd købt en samlet 13-dages bustur, hvor hoteller og det meste mad var inkluderet, hvilket betød vi bare kunne læne os tilbage og nyde livet! Samtidig havde vi valgt den lettere aldersdiskriminerende tur, hvor alle deltagere skulle være mellem 18-39 år, så vi undgik børnefamilier og langsomme gamle mennesker! Fantastisk, hehe ;)
Turen gik først mod syd væk fra det flade land omkring Christchurch og mod de sydlige New Zealandske alper. Vi kørte igennem flot natur og langs kæmpe mælketurkisblå søer. Da vi skulle bruge de næste 13 dage sammen med de andre turdeltagere, blev vi undervejs bedt om at introducere os selv. Det viste sig de fleste deltagere var fra Europa og mange havde allerede rejst rundt i Australien i længere inden denne tur! Søndag nat overnattede vi på et lodge ned til Lake Ohau, og vi kunne nyde den flotteste udsigt ud over søen og bjergene, smukt! Aftenen blev bl.a. brugt i udendørs boblebad, dejligt, hvor vi samtidig blev budt velkommen af sandflies - små fluer der bider og efterlader kløende sår, auvh!
Mandag morgen gik turen mod Milford Sound - et af mange fjordområder på sydvestkysten. Det var en lang tur i bus, men undervejs kørte vi (selvfølgelig) i det flotteste landskab, og vi fik masser af pauser, og generelt var det faktisk ganske underholdende at køre i bus... Ud på dagen begyndte det at regne! Regntøj er et fy-ord i Priyas og min ordbog, men til al held havde vi dog købt et par billige regnslag, hvilket skulle vise sig at være en rigtig god idé til Milford Sound-besøget! For det regnede og regnede og regnede endnu mere, men intet er jo så dårligt, at det ikke er godt for noget, for regn er åbenbart det perfekte Milford Sound-vejr! Området består af høje bjerge og klipper som vi først kørte mellem og siden hen sejlede mellem, og når det regner kommer der tusindvis af små og store vandfald! Et rigtig flot syn, især når guiden lige smækker temaet fra Jurrasic Park på som baggrundsmusik!
Aftenen/natten brugte vi på et "cruise"-skib, hvor vi sov i små kahytter, spillede spil og prøvede at tørre vores tøj! Regnen var dog ingen hindring for udendørs oplevelser, hvorfor jeg sammen med nogle af de andre tog på en lille kajaktur rundt i fjorddalen! Smukt at ro rundt mellem de mange vandfald, ikke hver dag man får den chance, så regn var lige regn den halve time! Men efter den halve time var regn = vådt tøj og kold Pernille, brruuh! Næste morgen (tirsdag) var det holdt op med at regne og vi kunne nyde den flotte natur og et par sæler, som slappede af på nogle sten, sweet as! Da vi kørte fra Milford Sound var der faldet sne på bjergtoppene, fantastisk! Fra Milford Sound gik turen mod Queentown - den sydlige halvkugles adrenalin mekka! Den første aften i Queenstown stod den på -5 graders Ice-bar, dans på bordene og drinks fra tepotter, sjovt!
Priya havde næste morgen meldt sig til at springe ud fra en 134 meter høj platform midt i ingenting - også kendt som verdens næsthøjeste Bungy Jump! Wauw hun er sej den lille pige! Ikke noget for mig, så jeg drog på Mad Dog River Boarding i stedet, hvilket bestod i at "surfe" ned ad en vild flod på et lille body board! Meget crazy og meget nærdødsagtigt!!!! Om aftenen drog Priya og jeg på shopping i Queenstown. Vi shoppede bl.a. slik i en fin lille slikbutik med masser af lakrids, mums! Vi kunne desværre ikke få heksehyl - de var udsolgt pga. de mange danskerne (som damen i butikken så fint forklarede os)! Senere på aftenen mødtes vi med resten af gruppen og festede til laaangt ud på natten!
Torsdag kørte vi fra Queenstown og op langs vestkysten til Fox Glacier - endnu engang flot flot natur og kystlinje! Om aftenen gik vi tur omkring en lille sø, som de højeste bjerge i New Zealand (Mt. Cook og Mt. Tasman) spejlede sig i, og vi så månen stige op (i lyn tempo) over bjergene! Efter mørkets frembrud tog vi på skovtur og så på glowworms (små orme-agtige væsner, som lyser i mørke) og vampyrer (fremmede meget blege mennesker, som er skræmmende i mørke)!
Fox Glacier er en stor gletscher, og fredag morgen vandrede vi op på den iført varmt tøj, kæmpe støvler med pigge under og vandrespyd! Super spændende! Dagen før havde området været lukket for offentligheden pga. stenskred! Så guiden vejledte, at vi ikke burde stå for længe på samme sted under opvandringen til gletscheren, hjælp!
New Zealand er kendt for sine mange får (12 per indbygger), så fredag aften overnattede vi på en sheep-station inden turen atter gik videre mod Christchurch og søndag mod Kaikura! Her svømmede vi med vilde delfiner - over 150! Var så fedt! Virkelig den vildeste oplevelse at svømme og snorkle, når man er omringet af så mange delfiner! Søndag aften landede vi i Nelson, hvor Priya og jeg sammen med nogle af de andre tog på kajaktur mandag.... Priya og jeg skulle selvfølgelig være i den samme kajak, men de andre syntes åbenbart vi var lidt langsomme, for efter lidt tid stoppede de andre, og jeg blev bedt om at hoppe over i fyrenes kajak og en af dem over til Priya, hmm vi var ellers sådan et godt team! Vejret var super til kajak, badning, vandretur og sælkigning ☺ Efter kajakturen stod den på faldskærmsudspring fra et fly i 13000 fods højde (ca. 4 km) i solnedgang! 50 sekunders frit fald og så ellers bare svæve ned resten af vejen og nyde den flotte udsigt! En helt fantastisk oplevelse - kan virkelig anbefale alle at prøve det!
Tirsdag morgen gik turen til hovedstaden Wellington, første stop på nordøen, hvorfra vi onsdag drog til Rotorua. Her overnattede vi i et Maori forsamlingssted (lidt ala en kirke). Maorierne er New Zealands oprindelige beboerne, hvorfor det var spændende at høre om deres kultur. Før vi måtte sove i deres hus, skulle vi først igennem en lille ceremoni. Dette bestod i en tale fra områdets maori-overhoved, hvorefter hans kone sang en sang. Herefter skulle vi (tur-gruppen) i fællesskab synge en sang til dem. Valget var efter længere diskussion i bussen faldet på Oasis' Wonderwall, og det lød da egentligt også meget godt! I forsamlingsstedet sov vi alle på madrasser spredt udover hele gulvet og i soveposer, lidt ligesom at være på lejrskole igen, hyggeligt! Næste morgen besøgte vi en meget mere turistet del af en maori-by "Te Whakarewarewatanga O Te Ope Taua A Wahiao"! Her så vi danse- og sangshow! Området er derudover kendt for sin geotermiske aktivitet med varme kilder og gejsere. Torsdag eftermiddag drog jeg på mountainbike tur. området omkring Rotorua var for nogle år siden vært for VM i mountainbike, så der var masser af gode stier at køre på. Det var supersjovt at drøne rundt på en mountainbike i det bakkede terræn... kan godt være mine ben synes noget andet med alle de blå mærker, jeg nu har på dem!
Fredag landede vi i Auckland og det betød farvel fra Priya og jeg til en fantastisk tur og en masse nye venner, øv! I Auckland boede vi hos Priyas familie, og saa stod menuen ellers paa laekker indisk mad og masser af indisk familiesladder, hehe;) Om lørdagen tog vi i Zoologiskhave, hvor vi endeligt fik set en Kiwi, New Zealands nationalfugl!
Mandag morgen gik turen atter mod Hobart og dagligliv, æv! Men heldigvis kan jeg se tilbage på en helt spektakulær ferie - en af de aller bedste af slagsen!
Lige et hurtig indblik i min New Zealand-ferie... et billede siger dog ofte mere end 1000 ord, så jeg vil prøve at ligge nogle billeder op her på bloggen! Til jer som har FB, så vil både Priya og jeg smide billeder op fra turen der!
Håber I alle har det godt.
Kærlige hilsner Pernille!
PS! Billederne kan ses, hvis I kopierer følgende adresser ind i adressefeltet i webbrowseren:
1) http://www.facebook.com/album.php?aid=89564&id=531370285&l=2928d66923
2) http://www.facebook.com/album.php?aid=89565&id=531370285&l=389d2a2737
3) http://www.facebook.com/album.php?aid=89571&id=531370285&l=e9eff07bc2
4) http://www.facebook.com/album.php?aid=89575&id=531370285&l=bc63bfda45
5) http://www.facebook.com/album.php?aid=117566&id=699077813&l=6bf55f9d15
6) http://www.facebook.com/album.php?aid=117571&id=699077813&l=34911b59fb
7) http://www.facebook.com/album.php?aid=117572&id=699077813&l=d903f45081
- comments