Vi ankom til Rainbow Beach onsdag d.15. februar, hvor vi kun skulle tilbringe to nætter, for derefter at tage ud til Fraser Island. Inden vi ankom til Rainbow Beach havde vi været i Surfers Paradise, Brisbane og Noosa, hvor vi har solet, badet, slappet af og oplevet byerne og menneskerne i dem - rigtig skønt!

Rainbow Beach er en virkelig lille by, ja mindre end Hundested, og der er ikke meget at tage sig til, ikke andet end at se den smukke strand på grund af det smukke sand, som har givet byen dets navn, på grund af de mange forskellige nuancer af sand der findes der. En af dagene blev vi taget med ud til et sandblow af en af de lokale. Det var fantastisk smukt. I den ene ende kunne man se det store hav, og i den anden ende kunne man se solen skinne ud over skove og søer. Vi prøvede at kaste med boomeranger derude, hvilket ikke ligefrem var let, det skal vi vist bruge mere tid på, at øve os i, hvis vi vil lære det rigtigt. Vi hoppede rundt i sandet, og kiggede på den fantastiske udsigt der var resten af tiden, og sluttede den lille tur af med, at se den mest fantastiske solnedgang over de store australske skove, mens vi sad i regnbue sand, der var noget så blødt.

Men hele grunden til at vi var stoppet i Rainbow Beach, var fordi det er derfra man tager ud til Fraser Island. Fraser Island er verdens største sand-ø, som vi skulle tilbringe 3 dage og 2 nætter på.
Vi var en gruppe på 16 mennesker, der nu skulle bruge de næste 3 dage ude på øen sammen. Vi handlede alt mad og drikkelsen ind dagen før, så det var bare derudad dagen efter i vores jeeps, som skulle transportere os rundt hele turen på den store sandø. Det skal lige siges, at sand er et helvedes underlag at køre på, men heldigvis havde vi vores guide Peter med os, som var en sød, gammel, solbrun surfer. Han vidste alt om øen, og viste os de mest fantastiske steder og dyr. Stort set alle dyr vi mødte på vores vej derude var giftige i en eller anden grad - skræmmende.
Mere skræmmende var den kæmpe edderkop der boede ude på pigernes toilet i vores lille hyggelige camp. Den var på størrelse med en tarantel! Et andet dyr vi skulle være meget opmærksomme på var dingoer. Det første vi fik at vide da vi ankom til campen var, at vi ikke måtte gå alene, især ikke hvis vi var små - vi følte os slet ikke truffet. Dingoerne var meget sultne og ville gribe en hver chance for at få noget mad, så derfor var det også vigtigt at vi ikke havde noget der mindede om mad i vores telte, da de så ville bryde ind i dem og nappe vores tasker. Om ikke andet vores sko hvis vi lod dem ligge uden for teltet!

Vi brugte dagene derude på at køre rundt i jeepen og se øens mange forskellige sider. Vi så især mange søer, som vi badede i, og blev kølet dejligt af. For man kunne ikke bade i havet, fordi der var så mange små blå jellyfish, der er værre end den almindelige brandmand vi har derhjemme. Vi fik at vide, at hvis vi badet i vandet ville vi ikke dø af det, men vi ville blive hårdt brændt og muligvis være syge i nogle dage efter. Der var dog en pestilens på øen, som vi ikke kunne slippe af med, og det var de over store fluer, der var meget glade for at sidde på en og bide - av av. Om aftenen når vi vendte tilbage til campen brugte vi tiden foran bålet, med et dejligt glas goon (goon er en papboks meget billig vin, for det meste hvidvin. Goon betyder, på aborigine, pude. For når man har drukket alt vinen tager man posen ud af papæsken og puster den op, hvor den derefter kan bruges som en hovedpude - smart og effektivt). Noget af det mest smukke vi oplevede på øen, var en aften hvor vi alle lå ude på stranden, og kiggede på den mest overdrevet stjernehimmel man kan forestille sig. Det var helt skyfrit, og aldrig i vores liv har vi set så mange stjerne på en gang!

Vi havde en rigtig god tur derude, og det var en af de sjoveste ture vi har været på end til videre. Vi var dog glade for at slippe væk fra de kæmpe store fluer, edderkopper og dingoer, og ikke mindst at komme tilbage til en rigtig seng, da vi var lidt trætte i kroppen. Vi overlevede dog turen uden besvær, Amanda slap kun med 65 myggestik og en meget træt krop. Alt i alt var Fraser Island bare helt utroligt!