Profile
Blog
Photos
Videos
Vi ankom til Byron Bay tirsdag d. 31. januar. Det var dejligt at komme videre fra Spot-X til en by som Byron Bay med butikker og lidt byliv, for Spot-X surfcamp lå ude i ingenting, så der kunne vi ikke lave så meget. Vi kom ind på et hyggeligt lille hostel der hed Holiday Village. Der var bare det problem at vi ikke kunne få et værelse sammen, men blev nødt til at blive splittet op på to forskellige værelser, kun bestående af drenge på begge af værelserne (endnu engang sammen med ildelugtende drenge, det er åbenbart bare standard for mandlige backpackere). Vi blev dog senere hen flyttet over på et værelse hvor vi begge kunne være, og der boede vi resten af tiden i Byron Bay sammen med to søde svenske piger. I løbet af vores ophold på Holiday Village fandt vi ud af, at det ikke var et lille hyggeligt hostel, men et vildt party hostel, hvor det var meget svært at få en hel nats søvn. Især Amanda var ved at gå ud af sit gode skind - sur og søvnig pige.
Byron Bay er en lille hippie-by, som er rigtig hyggelig, det er en af de mest hyggelige byer vi har været i ind til videre. Stemningen var dejlig og afslappet - Peace, love and harmony. Vi brugte dagene på stranden , og denne gang med en masse solcreme på, for efter vores solskoldning i Sydney har vi fået en hel ny respekt for solen hernede i Australien. UV-indekset er mellem de 12-14 stykker, så man kan ikke gå på stranden uden at have en faktor 30 solcreme på. En af de svenske piger vi boede sammen med, var rødhåret, og hun havde brugt faktor 50 hele dagen på stranden, men var stadig blevet ildrød på både arme, ben og bryst. Så man skal ikke undervurdere solen her!!
En af dagene tog vi på en tur kaldet Nimbin tour. Her blev vi kørt i bus, med fuld udblæsning af Bob-Marley musik og andet godt hippie musik, ud til en lille by kaldet Nimbin, hvor hash er ligesom slik, og også lige så let at få fat på. Stort set det første der skete var en dame, der så helt normal ud, tilbød os at købe nogle kager, selvfølgelig var det ikke normale kager men hash kager, så vi sagde at vi lige skulle overveje det og gik videre (hehe). Efter vi havde været rundt og se Nimbin, som ikke tog så lang tid da byen var meget lille, kørte vi videre i den musikfyldte bus. Vi kørte op i bjergene, hvor vi gik en tur og så naturen før vi skulle spise grill mad. Efter vi havde spist kørte vi ud til et lille vandfald, hvor vi kunne bade og blive kølet af. Derefter kørte vi tilbage til Byron Bay, til vores hostel, som allerede var gået i gang med at feste. Amanda var højst utilfreds, da hun allerede forudså at hendes nattesøvn ville blive spuleret.
Vores tid i Byron var færdig og vi skulle nu videre til Surfers Paradise, som bare ud fra navnet gjorde os spændte på at komme dertil. Vi pakkede vores tasker og hoppede på bussen videre op af den fantastiske østkyst!
- comments


