Profile
Blog
Photos
Videos
Fra mandag den 28 maj til den 11 april havde Julie, Janne og jeg ferie. Så efter 3 dages dykkerkursus tog vi torsdag flyveren til Manilla, hvor vi, efter at have bestilt pladser på Florida natbussen, brugte dagen på at handle lidt ind til turen. Ca kl. 22 kørte bussen mod Banaue. Efter beskrivelsen skulle det være en luksus bus, og var det sikkert også efter filippinsk standart, men ja, ganske alm. var den inklusiv en meget velfungerende radio og air con! Vi måtte hurtig sande at vi ikke havde fået nok tøj med, så selvom vi var godt pakket ind i hver vores tæppe, frøs vi, i alle de 9 timer det tog at nå frem. Samtidig blev vi holdt vågne af radioen som selvfølgelig kørte for fuld skrue også!!. Kl. 7 om morgenen, efter en hård tur gennem regnfuldt snørklet bjerg terræn, nåede vi til Banaue. Her blev vi modtaget af en masse guider, der førte os hen til det nærmeste hotel, hvor vi fik en tiltrængt morgenmad. Trods regnen,tog vi imod en af guidernes tilbud om 2, en dages ture, hvor vi skulle rundt og se de omkringliggende risterrasser, vandfald mm. Vi fik handlet lidt i pris og talte med et tysk par, som gerne ville med. Prisen ville nemlig være den samme, uanset hvor mange vi var. Efterfølgende fik vi lejet os ind på et hotel med balkon med udsigt over, flod og risterasser og tog os en gå tur i den lille by.
Lørdag mødtes vi tidlig morgen med guiden, hvor vi fandt ud af, at det tyske par havde meldt fra og var taget på tur alene. Heldigvis mødte vi 2 andre tyske fyre, Manuel und Franz, som lige var ankommet til Banaue, som gerne ville med os ud på eventyr. Så afsted, afsted det gik i vores egen private jeepney gennem fantastiske landskaber, fyldt med terrasser. Set fra afstand er det umuligt at tænke sig til hvor stejle og høje trinene er. Det fandt vi dog hurtigt ud af, gennem vores ca. 6 timers hike op og ned gennem Batad og Tappiyah Falls.. Vores ben og knæ kom, til trods for vores super gode kondi, på prøve, og dagen efter, var vi alle 5 noget mærkede af den hårde tur, hvor vi atter tog en hel dags hike, gennem Hapaos risterasser samt Banaues museum og viewpoint.
Mandag fik vi pakket vores ting og sagt farvel til Manuel og Franz hvorefter vi tog bussen tilbage til Manilla. Kl. Ca. 04 om morgenen nåede vi Manilla, -en del forsinkede, så det var med stress på vi hoppede i taxaen, for at nå ud i lufthavnen til vores fly kl 6 tirsdag. Heldigvis nåede vi det, så kl 7 landede vi i Legazpi. Her fik vi fat i en fransk fyr og et svensk par, som vi delte en van med videre for i alt 1500 pesos. Efter halvanden times kørsel, nåede vi til Donzol, hvor vi tjekkede ind på et hotel lige ned til vandet.Ved middagstid kom vi i snak med Marcel, en 39 årig lærer fra Holland og en filippinsk/amerikansk fyr ved navn Lance. Sidstnævnte tog os alle 4 med på en halvanden-2 timers sejltur ned af en flod gennem regnskov/jungle. Da vi lagde til kaj mødte vi en filippinsk familie som tog imod os med åbne arme. Derefter gik vi ind i junglen i bedste Indiana Jones stil. Inde midt i det hele stødte vi på 2 små landsbyer. Var som om vi blev sendt utallige årtier tilbage i tiden. Små træ hytter, frit løbende grise, små børn med rådne tænder. En surrealistisk oplevelse. Den sidste landsby vi besøgte, blev vi budt på friske kokosnødder og star apples. Endda bød de os på aftensmad, som vi desværre måtte takke nej til, da det var ved at blive mørkt. Dog endte det med at vi alligevel måtte gå gennem junglen til floden i bragende mørke, kun hjulpet af et par filippinere med små lommelygter. Da vi nåede tilbage til familien ved flodbredden, blev vi inviteret indenfor. En af døtrene, Grace på 16 var som de andre, åbenlyst fascinerede af os piger. Kom godt i snak med hende og hun fortalte mig lidt om hendes hverdag og om hvordan det var at gå i skole. Da vi skulle gå, gav hun mig et armbånd hun havde på og sagde at jeg på den måde kunne huske hende. Heldigvis havde jeg et armbånd jeg kunne give hende også, så glæden var stor!
Sejlturen tilbage forgik i komplet mørke kun oplyst af stjernehimlen. Ubegribeligt hvordan ham der sejlede katamaranen kunne orientere sig, men det gik uden problemer. På grund af mørket kunne vi se utrolige formationer af ildfluer overalt i trækronerne ved vandkanten. Så smukt.
Onsdag tog vi med en båd ud for at snorkle med hvalhajer. Forberedt med finner og snorkleudstyr måtte vi hoppe fra den sejlende båd på "hval guidens" ordre, når der blev spottet en hval, og så var det ellers bare om at følge efter og kigge ned.. KÆÆÆMPE hval!! Lige under os. Tror vi hoppede i 7-8 gange, hvoraf jeg så hvalen 6 gange. En af gangene ligger jeg på overfladen og kigger ned, mens hvalen stille gilder forbi under mig. Da rygfinnen glider forbi, synes jeg godt nok den er noget tæt på. Det næste jeg mærker er en kæmpemæssig hale der blidt skubber til mig. Når at kigge op og ser spidsen af halen flyde væk.. WAAAU!! Den sidste gang jeg så hvalen var der kanon sigtbarhed, og var på det rette sted på det rette tidspunkt, så så hvalen komme imod mig med åben mund for derefter at dykke ned i dybet! Fantastisk syn!
Resten af dagen gik med afslapning, hygge og kølige drinks i selskab med pigerne og Marcel. Solnedgangen fra liggestolene lige ned til vandet, kan bare ikke fås bedre. J
Torsdag blev brugt på afslapning inden fredagens bjerg bestigning, vulkanen Mt. Mayon på 2628 meter. Fredag skulle vi tidligt op og af sted. Vi tog den lokale bus/van ind til Legazpi, hvor vi mødtes med vores guide, Byron. Fra Legaspi tog vi en tricykle til hans mors hus, hvor vi fik lov at stille vores bagage, hvorefter vi startede turen mod toppen af vulkanen. Efter et par timer i bakket frodigt terræn nåede vi til camp 1, hvor Byron og de 5 andre fyre der var med til at bære telte, udstyr og mad, lavede frokost til os. Total luksus dér midt på bjerget. Efter en times hvil gik vi videre til camp 2. Atter et par timers hike i meget stejlt terræn. Helt fantastisk at skulle sove i 1800 meter på en bjergside. Drengene satte tale og camp op og lavede atter mad til os over bål. Natten tilbragte vi 3 tøser i et lille telt. Sov ikke helt ringe, i forhold til mængden af plads, men var da oppe et par gange i løbet af natten. Så af sted med mig, teamet op med pandelampe.. J Har sikkert været et fantastisk syn! Anden gang jeg var oppe var det fuldstændig sky frit med klar stjerne himmel og udsigt til de omkringliggende byer ved bjerget samt ved kysterne. Så lækkert bare at stå i stilheden og nyde det hele!
Lørdag morgen blev vi vækket af regnen kl 5. Dog mente Byron at det ville klare op, så vi gik i de tidlige morgentimer, ud på den endnu stejlere lava skrænt, i håb om at kunne klatre de sidste ca. 700 meter og derved nå krateret . Desværre blev vi efter 2 hårde timer, på ca. 2200 meter, fanget i regnvejr på bjergsiden. Vi gav det en halv time, inden vi desværre måtte sande at det ikke klarede op. Derimod regnede det nu kraftigt, så vi måtte tage turen ned igen for at undgå at blive fanget i regnmasserne. Den størknede lava sti som vi benyttede os af, blev hurtigt til en oversvømmet af vand fra regnskyllet fra toppen, så det var med bankende hjerte og med livet halvvejs som indsats, vi måtte halvt kure/kravle ned afdet nu kæmpemæssige vandfald. Kaskader af vand gjorde virkelig nedturen til noget af et mareridt, men efter et par timer kom vi atter ned til camp 2, fuldstændig gennemblødte. Vi spiste en hurtig, velfortjent frokost, hvorefter vi tog turen ned igen. Stadig med regnen silende.Omkring 4 timer senere, nåede vi atter til Byrons mors hus, hvor vi fik tørt tøj på og kom på tricyklen tilbage til Legaspi. Godt trætte med store blå mærker og overbelastede knæ. Vi indlogerede os på et usselt hotel på hver vores enkeltmands værelse (men en seng og en dør, det var alt hvad der var) til 250 pesos for en nat (ca. 33 kr.) Aftensmaden blev spist på en nærliggende restaurant hvorefter vi trætte gik til køjs.
Søndagen blev brugt på at pakke alt vores våde tøj ned hvorefter vi tog flyet hjem til Cebu city efter en helt igennem fantastisk ferie!
Billeder kan som altid ses på facebook. :)
- comments