LUFTHAVNSTAKSTER, ØM MAVE OG VERDENS 3. STØRSTE SHOPPINGCENTER:

Øv bøv, Peters mave havde ikke fået det meget bedre her til morgen, da vækkuret vækkede os kl. 7.00.
Vi fik pakket de sidste ting sammen, for at forlade det blå vand og kridhvide sand på Boracay. Men vi vil sige, vi lidt har glædet os til det. Det har været mange dage på ét sted.
Men vi kom pludselig i tanke om, hvorfor det var vi ikke rigtig har rejst mere rundt her på Fillippinerne, da vi kom til havnen i Boracay. 2 mænd kastede sig nærmest over vores tasker, for at bærer dem til båden. Inden da skulle vi jo lige betale havnskat, billetter, og transport fra havnen til lufthavnen når vi kom på land. I alt skulle pungen tages op 3 gange, hvorfor laver man ikke bare én samlet billet??
Da vi endelig kom med båden, stod de to mænd, der havde båret vores tasker: "Drikkepenge, drikkepenge". Vi havde endda sagt til dem op til flere gange vi gerne selv vil løfte dem!! Men ja, man bliver bare nødt til at tænke, for deres vedkommende er det jo nærmest en kamp om penge, hverdag!
En mylder af mennesker ventede os der i den lille bitte lufthavn, der faktisk kun bestod af én bygning med 3 diske! Èn disk til Airphilexpress luftselskabet, og to til Cebupacific luftselskab. Men hvor var det bare ikke let at finde ud af, hvilken kø man skulle i, nu vi skulle hen til den ene disk ved Airphilexpress - som selvfølgelig også var længst væk. Alle stod hulder til bulder, og hvor der var plads, sneg folk sig ind fra siden. Undskyld, men det var faktisk kun kinesere der gjorde det!! Ved ikke hvad der er med dem, men nogen gange har de altså med at tænke meget på sig selv. Derfor måtte jeg FIRE gange sige, "køen er HER, vær sød at gå bag i". Pyha, og det gjorde det jo bare slet ikke bedre, at Peter havde det rimelig skidt i forhold til maven.
ENDELIG kom vi igennem, og hvert ét kilo vi havde i overvægt blev betalt. Igen er det et meget godt billede af Fillippinerne. Når du flyver med Airphilexpress må man normalt have 15 kg. baggage med, men lige fra Caticlan (Boracay) hedder det 10 kg. Så det betød jo alle næsten skulle betale for overvægt! Men hvorfor så ikke sætte en ved skranken, der kan finde ud af at benytte et kreditkort? Hun vendte kortet forkert med chippen ned af og på hovedet, så forkert som man overhovedet kan. Kørte den igennem med magnetstribe, men intet virkede. Først da en mand trådte og i første hug kørte kortet igennem. Endelig!!
Vi kunne derefter gå videre til gaten. Eller gate og gate. Det bestod af et stort rum med åbent ud til landingsbanen. Hov, nåårh jo - det skulle lige betales en lufthavnsskat inden vi kunne træde ind i det område. Pyha, det er altså til at blive helt forvirret af. Og man bruger og bruger bare penge på de takster de har rundt omkring, og der er ingen vej udenom.
Efter godt en time befandt vi os nu i Manila lufthavn. Peters mave havde stadig ikke fået det bedre, så vi håbede at lidt mad ville hjælpe.
Efter lidt mad var klokken faktisk nærmet sig 12.00 og vores fly videre til Ho Chi Minh har først afgang kl. 23.30. Så missionen var nu at finde ud af, om vi kunne komme af med vores store baggage, så vi kun havde håndbaggagen at spekulere på. Så igen ventede der og noget af en kø, heldigvis en lige kø, og ikke folk der maser sig på! Heldigvis kunne det lade sig gøre, så kort tid efter valgte vi at tage en taxi med godt 30 min. kørsel ind til Asia Mall, som faktisk er verdens 3. største shoppingcenter. WOW, WOW!! Et center der mødte os. Og vi var åbenbart ikke de eneste, der havde valgt at besøge centeret! Lige så stort det var, lige så mange mennesker var der proppet ind! Og igen, hvis ikke man flytter sig for de personer, der bor her, ja, så går de lige ind i en. Der er meget respekt for omverdenen (men så er det jo nok ikke så underligt, at der er skilte INDENFOR, at man ikke må spytte)
Og lige pludselig kan de gå, fra den ene side til den anden. Ikke nok med det, har de det jo med at gå i kæmpe flokke. Og indimellem kan de jo også lige få lyst til at tage et billede af et skilt på en butik eller et andet mærkeligt billede. Nå nok om dem.
Efter en times tid fik vi egentlig nok, der var alt alt for mange mennesker, og vores tasker flagrede rundt på ryggen. Så vi besluttede egentlig at tage tilbage til lufthavnen. Her blev der brugt lidt tid på at få en dejlig kop kaffe og chokolade kage. Spillet lidt kort, og ja - så venter vi til kl. 23.00, så vi kan komme mod Ho Chi Minh i Vietnam. Weehuv, Peter og Anne på nye spændende eventyr!