Profile
Blog
Photos
Videos
Det har været nogle rigtig fantastiske dage i Minneapolis, Minnesota. Vi kom til Minneapolis ved middagstid lørdag hvor vi uden problemer fandt 43th avenue hvor Lisa (Julies mors kusine) bor sammen med hendes mand Butch og deres 2 børn Max, 4, og Siri, 2. De var rigtig søde og imødekommende selvom vi aldrig har mødt hinanden før. Max og Siri var utrolig generte i starten, men det kom de HURTIGT af med, og så var de ellers bare oppe og køre resten af dagen. Kort tid efter vi var kommet gjorde de klar til frokost, og vi blev SÅ glade da vi så at bordet blev dækket med rugbrød, pålæg og en masse dejlig frisk frugt. Det er nok det bedste måltid vi har fået på hele turen.
Derefter tog vi sammen med Lisa og børnene en tur til Minnehaha, som er en rigtig stor park som ligger lige for enden af gaden. Max og Siri havde begge to et løbehjul med, men det blev de hurtigt trætte af. Så Lisa endte med at skubbe dem i klapvognen, og så kørte vi ellers på løbehjul ved siden af. Det må virkelig have set sjovt ud. Vejret var rigtig lækkert så vi tog en tur forbi Dairy queen på vej hjem og fik is.
Om aftenen så vi Skønheden og udyret med Max og Siri, mens Butch lavede popcorn til os. Ja, sådan er vi blevet forkælet alle dage.
Søndag vågnede vi op til en lækker morgenmad, og derefter tog vi atter på gåtur med Lisa, Max og Siri. Denne gang gik vi ned til Mississippi floden. Vi kunne gå op på en slags bro der gik et lille stykke ud over floden. Det var en rigtig flot udsigt derfra. Derefter tog vi hjem og fik en rigtig dejlig dansk frokost, og så kunne vi altså ikke vente længere. Nu ville vi til Mall of America ! USA's største indkøbscenter. Der var 4 etager fyldt med butikker, og med en kæmpe forlystelsespark lige i midten. Det var KÆMPE! Vi kunne slet ikke finde ud af hvor vi skulle starte. Så vi startede oppefra. Efter en del timer havde vi arbejdet os hele vejen til første etage hvor vi sluttede af med at par ture i nogle af forlystelserne. For selvfølgelig kan vi ikke tage i USA's største shoppingcenter, uden at prøve forlystelserne.
Om aftenen mødtes vi med Lisas far, Vagn (Julies mormors bror) og hans gæst som også var på besøg fra Danmark, og fandt et sted at spise aftensmad. Derefter kørte vi hjem til Vagn for at se hvor han boede og få dessert. Og man kan sige vi blev mætte, for de havde gjort ALT klar. En masse lækkert frugt, rødgrød og noget hjemmelavet kage. Mums ! Det var en rigtig hyggelig aften og det var sjovt at se hvordan han boede.
Mandag var det Memorial day. Det er en slags helligdag herovre hvor man mindes alle dem der har tjent landet. Så hverken Butch eller Lisa skulle arbejde, og børnene skulle heller ikke i pre-school og dagpleje. så vi var legetanter det meste af dagen. Vi tog dog lige på en cykeltur rundt i Minneapolis hen på formiddagen. Der er en rigtig dejlig rute rundt om en masse store søer og parkområder. Det var utrolig varmt, så vi stoppede et par gange ved søerne og soppede lidt.
Efter cykelturen var vi atter at finde i legeværelset hos familien. Ja, de børn kom virkelig til at ELSKE os. Men de er så søde, så det gjorde ikke noget. Om aftenen var vi alle inviteret til aftensmad hos Lisas mor Kathryn. Lisas bror Paul (Julies mors fætter) og hans kone Nicky var der også med deres to døtre Lily og Claire. Lily og Claire er også nogle rigtig søde piger, med utrolig meget energi. Vi læste både historier og spillede basket. Det var ret sjovt at høre at alle fire børn kalder bedsteforældrne for mormor og morfor / farmor og farfar (som i den danske udgave). ellers kendte de også nogle enkelte danske ord. Det var en rigtig hyggelig aften, med noget godt mad. Vi er forresten blevet enige om at man i Danmark burde at blande vaniljesukker og sukker i flødeskummen, ligesom de gør herovre. Det smager MEGET bedre.
Tirsdag var igen hverdag, så Lisa og Butch skulle på arbejde, og børnene blev passet. Så hvad andet kunne vi lave end at tage endnu en tur i Mall of America? Efter en halv dag i paradis kørte vi atter hjemad. På vej tilbage til huset kørte vi dog lige forbi en dansk bager, hvor Lisa havde sagt vi kunne tage hen og købe noget rugbrød til vores videre tur. Vi smuttede også forbi Guthrie theater, som er en ret moderne teaterbygning med den mest fantastiske udsigt over Mississippi.
Om aftenen tog vi med Max til fodboldtræning og derefter ud og spise aftensmad. Senere på aftenen sad vi alle sammen og snakkede ved bordet, og lige pludselig kom Max gående med en Islagkage hvor der stod Tillykke Julie og var en masse lys på. Så de havde i al hemmelighed været nede ved Dairy Queen og købe en tidlig-fødselsdagskage til Julie. Det var så sødt og hun blev rigtig glad. Derefter læste vi godnathistorier og Max og Siri før de skulle i seng. Så det var en rigtig hyggelig sidste aften vi havde i Minneapolis.
Vi stod op tidlig onsdag morgen og sagde farvel til Butch og børnene. Men før vi vendte snuderne mod Chicago kørte vi over til Armstrong High School hvor Lisa underviser, fordi hun havde tilbudt os at vise os rundt. Det var virkelig sjovt at se hvordan en rigtig High School ser ud. Der går omkring 2200 elever, så det var ret overvældende. Men den var også kæmpe stor, og det var helt vildt så mange mennesker der var på gangene imellem timerne. Da vi kom gik vi hen til sikkerhedsvagten og sagde at vi var der for at besøge Mrs. Jensen, og så skulle vi ellers tjekkes ind, og så fik vi et navneskilt vi skulle gå med. Lisa underviser i matematik, så vi var med til en af hendes timer, hvor vi først skulle stå og præsentere og selv for alle sammen. Efter en time med cosinus, sinus, trekanter og vinkler (husker I det piger?) havde Lisa en fritime så hun kunne vise os rundt på skolen. Det er jo nærmest et helt lille samfund ! De har små butikker, politi, psykologer og hvem ved hvad. Derudover har de SÅ mange sporthold. Hockey, wrestling, amerikansk fodbold osv. Og en masse forskellige musikhold. Kor, orkester etc.
Så det var en sjov måde at afslutte vores besøg i Minneapolis på, og vi har virkelig nydt dagene der. Det er lidt noget andet end at bo på hostel.
- comments
Far Og Annes far har faktisk gået på Armstrong High School i et år - så jeg er næsten også i familie med Lisa.
Anne Jeg tænkte godt på om det var der ! det er ret sjovt
Stine Hvor lyder det bare som nogle hyggelige dage i havde med 'familien¨ :-)