Profile
Blog
Photos
Videos
"Planen"
Her følger en (mere eller mindre) detaljeret plan af vores (Jonas' og min) lettere indviklede og ikke helt færdiggjorte rejseplan. Så kan I se, hvor jeg forventer at være og, til dels, hvad jeg laver. Jeg vil selvfølgelig prøve at skrive indlæg så ofte, der er noget nyt og jeg kan finde en computer der har både internet og strøm. Den 15. september tog Jonas til Zanzibar (en ø der hører til Tanzania og ligger ud for kysten), hvor han skal tage et dive master kursus og arbejde på et dykkercenter i Stonetown (hovedbyen). Den 4. oktober tager jeg så også til Zanzibar (min tur til både og Zanzibar og Kenya er arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirkes rejseprogram, Global Contact). Her skal jeg på en højskole, der hedder Global Platform. Den ligger på den anden side af Zanzibar, i forhold til Stonetown, i en landsby, der hedder Paje. Det bliver spændende at se, om den fremragende afrikanske infrastruktur tillader os at besøge hinanden. På højskolen skal jeg have forskellige fag, fx demokrati, globalisering og så skal jeg lære swahili J Det bliver spændende at prøve. På skolen skal jeg bo sammen med nogle andre fra Global Contacts tur, som jeg mødte på forberedelseskurset i sidste uge (se andet blogindlæg).
Den 1. november går turen for mit vedkommende til Nairobi i Kenya og Mellemfolkeligt Samvirkes hus, hvor jeg, og de syv andre der skal til Kenya, skal have en 4-5 dages introduktion til landet og til, hvor vi skal arbejde og hvad vi skal arbejde med (disse aftaler er ikke faldet på plads endnu, det er jo Afrika vi skal til J). Når jeg ved noget om disse ting skal jeg selvfølgelig nok skrive om det (og måske endda offentliggøre en adresse). I starten af november tager Jonas til fastlandet i Tanzania, hvor han vil prøve at besejre Kilimanjaro (hans mor og jeg har bestemt at det nok skal lykkes for ham). Herefter tager han tilbage til Zanzibar for så at drage til Thailand i starten af december for at arbejde på et andet dykkercenter.
I mens han leger fisk i vandet, vil jeg tulle rundt et sted i Kenya og forhåbentlig hygge mig og lære en helt masse om kenyansk kultur og skikke (og om mig selv). Det bliver spændende at skulle holde både jul og min fødselsdag så langt væk fra alt det jeg er vant til. 1. februar er mit frivillige ophold i princippet slut, men jeg har planlagt at rejse rundt i ca. en måned. På forberedelseskurset snakkede jeg med en pige, der hedder Anna, som også havde planlagt at rejse rundt efter opholdet. Vi skal nok finde på et eller andet spændende at bruge den måned på. Vi ville fx begge to gerne se Ngorongoro krateret i Tanzania og ellers rejse lidt rundt.
I starten af marts tager jeg så flyet til Bangkok, Thailand og skal forsøge at finde Jonas. Når det lykkes vil jeg meget gerne se det område, hvor han har arbejdet. Det kunne være spændende at se det både over og under vandet. Derefter skal vi ellers bevæge os mod Singapore, hvor vi tager flyet til Sydney den 1. april.
I Australien håber vi at opleve lidt af det typiske "backpackermiljø" der skulle være (og se operahuset) og så begiver vi os til Tasmanien, hvor vi skal se Cradle Mountain og området omkring. Den 1. maj skal vi igen med et fly, denne gang til Nadi på Fiji, hvor vi skal se på de dejlige strande og eksotiske øer. Vi har ikke rigtig bestemt os for, hvad vi præcis skal lave endnu, men der er nogle forskellige muligheder for at sejle rundt til alle de små øer.
Den 15. maj lander vi så i Los Angeles. Her regner vi med at deltage på en arrangeret tur på vestkysten for at se nogle af de store seværdigheder. Vi har også snakket om at tage en lille tur til Yucatanhalvøen, Mexico. Der skulle være rigtig gode muligheder for at snorkle med hvalhajer og så er det også hjemstedet for aztekerne (tror jeg nok). Efter en lille tur til Miami går turen til New York, hvor jeg ivrigt prøver at overtale Jonas til at deltage i en Sex And The City rundtur (hvor man ser mange af de steder, der er med i serien). Ellers skal vi se flere af de andre store ting i byen før turen går tilbage til Danmark i slutningen af juli. Dette er programmet, som det ser ud nu. Gode forslag til spændende steder modtages med glæde i gæstebogen her på siden.
- comments