Profile
Blog
Photos
Videos
Første opdatering fra Uganda
Masaka, Uganda
Så er det - langt om længe - tid til det første oplæg på bloggen. Da vi, min nye bofælle Camilla og jeg, bor på en farm i en lille by kaldt Kamuzinda, er internetforbindelsen ikke helt til at regne med. Derfor bliver vi nødt til at tage ind til en større by ved navn Masaka, hvor vi kan opdatere bloggen på en dansk café kaldt Frikadellen. Men nok om teknologiske udfordringer.. De sidste to uger er fløjet afsted. Vi har allerede været på vores første safari, været ude og se et børnehjem, bygget en mur for Pontino og undervist i en uge på skolen Christ the King. Så hverdagen er skudt i gang, og vi er så småt ved at få styr på det område vi bor i, og ikke mindst de praktiske ting, som fx hvor køber man ind, hvad koster ting, hvad kan man få af mad, hvor mange retter kan man egentlig lave med æg, hvad gør man, når strømmen går osv.
Jeg er efterhånden ved at falde til her i Uganda, og er rigtig glad for vores lille hjem på Kamuzinda farm. Her bor vi ved siden af en skøn familie med vores værtsforældre Pontanio og Rogers samt deres fem børn: Halleluja - kaldt Halle, Christina - kaldt Tina, Enock, Solomon og Dorcas. Pontiano og Rogers er ekstremt søde, og meget gode til at tale engelsk. Det samme gør sig gældende for deres børn, hvor deres to ældste børn, Halle og Tina, er rigtig dygtige til at tale engelsk. Det er bestemt ikke en selvfølge, og helt klart en bonus for os, så vi nemmere kan lære dem at kende. Børnene blev hurtigt stamgæster i vores volontørbolig, som vi måske nærmere skal kalde for legestuen. Stor respekt til Rogers og Pontiano for at have fem børn, for det er altså lidt af en mundfuld. Den yngste, Dorcas, er ni måneder, og ja.. Camilla og jeg har overvejet om hun kan være i vores kuffert, for hende vil vi bestemt gerne have med hjem! Kamuzinda farm består af en volontørbolig, familiens bolig og en staldbygning med grise. Derudover er der en del høns, som frit går rundt på farmen. Hanen galer trofast klokken 6-7 om morgenen - lige uden foran mit værelse. Det er ret hyggeligt. Dog må jeg indrømme, at når man er bosat i Århus C, og er vant til trafik- og menneskelarm på fuld skrue, så er lyden af en hane i den grad med til at forvirre én. De første par morgner skulle jeg lige vågne og gennemtænke, hvorfor jeg kan høre lyden af en hane, og hvor jeg egentlig er…
Allerede første søndag tog Pontiano os med i kirken, Kamuzinda victory church, og det var lidt af en kulturel oplevelse, må man sige. Kirken er en lidt slidt bygning fyldt med hvide plasticstole, og en scene med et keybord og en talerstol til præsten. Da vi kom ind i kirken, var den allerede godt fyldt op, og nu er vi jo langt ude på landet, så hvide mennesker er nok også lidt af en seværdighed for uganderne. Vi blev betragtet fra hoved til tå, men de fleste smilede til os og sagde hallo, så det var en varm velkomst. Efterfølgende gik koret ellers i gang med at synge… og klappe hænderne, og ikke mindst at danse. Det var simpelthen så sjovt. Fordi man jo i den danske folkekirke er vant til at rejse sig op, bede en bøn med præsten, sætte sig ned og synge en salme. Men her i Uganda rejser man sig op, danser så meget som man overhovedet har lyst til, råber Halleluja og klapper - og ikke nødvendigvis i takt med musikken. Det var ret fascinerende at være tilskuer til! Selve gudstjenesten tager tre timer, hvoraf man synger halvdelen af tiden, så bliver der givet en række praktiske informationer, og til sidst træder præsten op på talerstolen og holder en prædiken i godt 60 minutter. Præsten taler på lugandisk, imens der står én og oversætter til engelsk. Ved den første gudstjeneste træder Pontiano frem, siger et par ord på lugandisk, og pludselig præsenterer han os, og beder os om at sige et par ord. Det var faktisk ikke så grænseoverskridende, som det måske kunne lyde, men vi var ikke helt forberedt, så det blev en kort tale. Men vi fik en bifald med på vejen, så mon ikke det var ganske fint! ;-). Vi har til og med tilsluttet os ungdomskoret i kirken, fordi jeg må og skal lære at synge på lugandisk. Dog startede vi stille og roligt op med en engelsk sang, som vi opførte med en lille dans til. Det var virkelig sjovt. Det fik folk til at trække på smilebåndet, så det var hele oplevelsen værd. Så den succes gentoptager vi næste søndag. Koret øver tre gange i ugen, og derfor møder vi selvfølgelig også på de tre gange i ugen. De fleste af korsangerne er i 20'erne, så vi har ret nemt ved at snakke med dem, og det viser sig også, at der ikke langt fra vores danske humor til den afrikanske. Vi får grint en del - særligt når de vil have os til at udtale ting på lungandisk. Tysk i gymnasiet var ingenting ved siden af det lungandiske sprog. Puha. Men vi har lært en række gloser, så mon ikke vi nok skal få lært en masse. Pontiano har i hvert fald en mission om at forvandle os til ægte afrikanske kvinder. Jeg har forslået at vi skal til at smøre os ind i soya, så kommer det helt af sig selv, men han mener dog, at alt lige fra at tale sproget, gå med flere litervand eller bananer på hovedet og lave mad på afrikansk vis, nok skal gøre os til afrikanske kvinder. Vi må se, hvad der sker de næste tre måneder. Indtil videre har de to uger været enormt begivenhedsrige, så nu glæder jeg mig til at komme ordentlig i gang med at undervise. I onsdags startede vi en lille kvindeforsamling i kirken, hvor vi skal lave kreative projekter. De virkede så søde, og meget interesseret i at hækle. Så næste gang tager jeg nogle materialer med til dem. Jeg har et lille mål om, at lære dem at hækle ting, fordi de ugandiske kvinder er meget kreative, og fx er ret dygtige til at flette ting. De gav os også et lynkursus i at flette, så jeg tror vores onsdagsklub kunne gå hen og blive lidt af en succes. Jeg håber, at vi kan inspirere hinanden, og ikke mindst får snakket lidt om, hvad det vil sige at være kvinde i Uganda. Så det vil i helt sikkert komme til at høre mere om!
Håber det danske forår er på vej i Danmark!
Fortsættelse følger (når netværket tillader)
- comments
Anna Hvor er det skønt at læse om dine oplevelser, sødeste Anne Katrine. Det lyder så vildt det hele, og nøj hvor du fortjener de oplevelser! :) Nyd det rigtig meget - Glæder mig til næste blogindlæg. Knus og kærlige tanker fra Dk <3
Lene - Lemvig Kære Anne Katrine. Tak for dejlig læsning:) Hvor er det godt at kunne følge dig bare lidt. I oplever og oplever hele tiden. Og livsbekræftende billeder. Glæder mig til at læse mere:)
Birgit brodde Kære Anne Katrine Det er så spændende at læse. Dejligt for dig at opleve så meget . Nyd det