Profile
Blog
Photos
Videos
Anna:
Vupti, så er jeg her igen, med mere nyt og spændende fra Malaysia (Sarawak og Sabah).
Siden sidst; vi (Emma og jeg) drog glade mod Mulu Nationalpark, for den første dag at tjekke verdens største caves og se flagermusene (de siger ca. 3 millioner, wow) flyve ud - hvorfor de flyver ud ved jeg ikke helt, men det sker tilsyneladende omkring kl. 16, når det sker - vi var heldige, og folk var ellevilde; wooow og uuuhhh, fra alle sider og vinkler, og flagermus på himlen! Dagen efter et lille cruise i en langbåd op og ned ad floden, før turen gik lidt længere ned ad floden, og vi begyndte vores trek til camp 5. 8 km gennem skoven og en lettere forstyrret nats søvn, i hvad jeg vil vælge at kalde et kæmpe shelter, med adskillige "rum", hvor vi sov omkring 8 personer. Ja, man kunne høre alt hvad alle gjorde og sagde, og temmelig koldt var det også om natten - hvad man dog ikke lærer fra sine erfaringer ;) Dagen efter var vi klar til at nå toppen af The Pinnacles, 2,4 km jævn stigning hele vejen (dog ikke ned igen), og godt og vel 400 m rå klippeklatring, ret sejt, og god udsigt på toppen. Ned igen var virkelig hårdt; jeg gik alene, for var alt for langsom til at følge med de andre, så bliver 2,4 km klatring ned ad rødder altså pludselig lange. Fandt dog vejen frem; bare tag et skridt, og så et til, og så et til og så mindst 4000 til, så er du der! Rart var det med en tur i floden efter nedstigningen, et bad, og så en passover celebration (vi mødte en jødisk pige, og tog glade imod den kulturelle invitation om deltagelse i passover), før aftensmad og endnu en nattesøvn i camp 5. Tidligt op og så ud på 8 km igen, før vi ankomme til head quarter, fatter vores backpacks og finder vej mod lufthavnen. Hertil tilføjer jeg; fly er den eneste vej til Mulu, og MAS er de eneste som opererer turen, informations/redningsvideoen i flyet minder en pænt om at man, inden man går mod "rednings rutsjebanen" skal: " remember to take off your high heels, even though they are expensive", og desuden takker de pænt for at man har valgt at flyve med dem, og de håber snart at se dig igen (hvem skulle jeg ellers have valgt, og hvordan skulle jeg ellers komme væk igen?!!, good fun). Fly tilbage til Miri lufthavn, hvor vi har 7 timer før vores fly til Kota Kinabalu. Tiden flyver af sted; sådan går det jo, når man har det sjovt i en lufthavn, og vi lander i KK omkring kl 21, godt trætte efter et par nætter med minimal søvn, og temmelig hård trekking (taget 4 mdr uden fysisk træning i betragtning), kører til et hostel, som heldigvis har plads til os (men kun den ene nat), omkring en halv time efter ankomst til hostellet ligger vi og snork sover, godt og vel 10 timer i træk. Dagen efter går med at flytte over på den anden side af gaden, til et andet hostel. Her fortæller vi pænt Shirley, som ejer hostellet at vi virkelig godt kunne tænke os at bestige Mt. Kinabalu, og klatre ned via via ferreta. Hun fortæller os, som alle andre vi har mødt på vores vej at det nok kan blive svært at få plads til os, særligt nu hvor højsæsonen er begyndt (alle vi har mødt på vores vej har fortalt os at man skal booke omkring 3 mdr. - nogle siger 6 - i forvejen, men vi har valgt ikke at lytte og forsøger os alligevel). Hun er dog så super flink at hun siger at hun gerne vil ringe rundt for os, og forhøre sig om der er nogle afbud; hun ringer og ringer, ca. 2 dage i træk, før hun fortæller os at vi kan tage af sted dagen efter, kl. 6.30 om morgenen og hun har endda fået os med på en af via ferreta ruterne. Glade er vi, virkelig glade, og vi tager om eftermiddagen (efter en tur ud og snorkle på manukan) ud for at købe vanter og huer (igen, igen) og lange bukser til mig, samt tonsvis af snacks til at holde os kørende - deriblandt "deliciously and fun oat biscuits". Kl. 6.30 den efterfølgende morgen er vi klar med vores små rygsække (de store efterlader vi på red palm hostel, for vi kommer tilbage dertil et par dage senere), som er forsvarligt vandtæt pakkede; vanter, huer, pandelamper, lange bukser, sokker, alle vores varme trøjer (vi har hørt at detliver koldt i højderne ;)) og snacks, inkluderende "easy access snacks" (dem som er lige yderst i netlommen), kamera glemmer vi selvfølgelig ikke!! Vi ankommer til HQ ca. 2 timer senere, hvor vi får udleveret den største lunchbox ever, og vores guide for de næste to dage. Endnu en kort køretur, og vi kan begynde opstigningen til base camp, Laban Rata. Op og op og op det går, vi finder hurtigt en god rytme, syntes vi, men hr. guide siger; slow slow, så vi slower lidt down (det kommer sådan set også ret automatisk med højden). Efter de første 4 km er vi ret ovenpå, og meget klar til at forcere den sidste halvdel af turen op til LR, men så kommer vores guide og siger; two kiilåmetres left. Hmm, forvirringen er stor, og nogle af de nedstigende, som vi møder ved 4 km pausestedet forklarer os pænt at det er 8 km op til toppen. Ok nok tænker vi, og så begynder det ellers at regne (som på enhver anden dag vi har været her i Borneo - med undtagelse fra 1 enkelt, hvor det var tørt hele dagen). Med kun 2 km til LR begynder vi nu den sidste del af opstigningen, holder en enkelt tørvejrspause mere, før vi ankommer til destinationen. Vi sætter os ned, drivvåde, og vælger ikka at skifte tøj, idet vi skal ud igen senere, og gerne vil undgå at vores tørre tøj bliver vådt. Forfrosne sidder vi med en kop varm kakao en times tid, før vi begiver os udenfor, og op til Mountain Torqs hytte, Pendant Hut, hvor vi har fået at vide at vi skal indfinde os til briefing kl. 15. Guiderne i Pendant Hut fortæller os at vi ikke står på nogen af deres lister. Vi finder vores kvittering frem, og opdager at der står at vi skulle have betalt ved HQ, selvom Shirley fortalte os at vi bare kunne betale oppe ved mødet. Vi får at vide at vi kan skrive os på en liste, og så få lov til at komme med, hvis der er nogle afbud. Vi er temmelig nedtrykte, men bliver gennem mødet, da vi kan få svar derefter (og de har varm the). Jævnt misundelige er vi, på alle dem, som rent faktisk skal med (godt nok kun på den korte "1 times" tur, men bedre end ingenting). Imens folk er godt i gang med at prøve seler og karabiner af kommer "bossen" hen til os og spørger mig om vi kan betale kontant; selvfølgelig kan vi det, og så spørger han hvilken rute vi kunne tænke os; den lange selvfølgelig! (nu begynder jeg at tænke lidt over det, måske er vi med alligevel?!), OK, siger han; jeg kan tage jer på den lange rute i morgen, hvis i bliver til lidt instruktion bagefter. Anna: "does that mean that we are in??", Roland "yes it does", og så bliver jeg så glad at jeg giver Emma (som apparently ikke har hørt samtalen) en lammer:"we are in!". Fest og glade dage, og vi betaler gladeligt alle vores penge, og bliver til lidt ekstra instruktion, og udfylder et af de der "jeg-gør-det-her-på-eget-ansvar-og-jeg-fejler-dit-og-dat" papirer, og så føler vi os ellers rigtig klar til den efterfølgende dag. Lige lidt aftensmad (kl. er ved at være 17), og omkring 19.30 prøver vi at gå i seng, for at få en smule søvn inden vi skal op igen 1.45 (ja, om natten!!). Hverken Emma eller jeg sover mere end et par timer den nat; det er virkelig koldt, og folk larmer temmelig meget ude på gangen, og så er det jo spændende, det vi skal opleve den næste dag!
1.45: vækkeuret ringer, ingen er helt i live, men vi formår at klæde os på, og bevæge os ned til morgenmad og tjek ud, før vi forlader vores hut kl. 2.30, og begiver os ude på en 3 timers opadgående folkevandring. Det er bællerravende mørkt det meste af vejen, og helt fantastisk er det at se alle pandelamperne som bevæger sig bop ad bjerget. Noget af vejen må vi ud på roping (hold fast i rebet, så klarer du den), men det meste af vejen er fremkommelig ved at gå (virkelig ekstremt langsomt, aldrig har jeg været mere end 3 timer om at tilbagelægge 2.7 km). Vi når toppen til synet af solopgangen, og vi sidder og varmer os en smule på Abe (jeg købte klk-og-varm aben i Taiwan, tænk at jeg skulle få brugt ham), som særligt Emma er lykkelig for at jeg tog med, idet hendes fingre er stivfrosne. Abe hjælper ikke mig meget med mine gennemblødte sko (åbenbart har jeg et talent for at finde de største vandpytter, og træde direkte ned i dem, iskoldt si'r jeg bare). Vi bliver kun lige til solopgangen er ved at være ovre, for vi skal være ved 7.7 km kl. 7.30 senest (gerne før, for så kan vi starte før, og være nede før). Roland står og venter os, vi ankommer omkring kl. 7.00. Lidte mere instruktion, i føring af seler, et hurtigt shot (foto) og så er vi ellers klar til 4-5 timer på bjergets side. Mega sygt, hunderæd var jeg i starten, men det blev bedre med tiden, som man får øvelsen i at skifte karabinerne og sikre rebet. Et hvil og noget frokost på LR, og vi skulle være klar til at gå de sidste 6 km ned til HQ, det var en ekstremt lang tur, med virkeligt ømme knæ, og fuldstændigt opløste fødder (det gør ondt, når ens fødder har absorberet så meget vand at der ikke længere er plads til dem i skoene, og de begynder at folde fodsålerne). Det regnede hele vejen ned, så igen fik vi lov til at gå i hvad der kan beskrives som et vandfald, denne gang dog dobbelt p trætte. Nede igen er det første jeg gør at smide mine sko ud; jeg har gået dem så meget at der er huller ved lilletæerne (reparerede dem endda inden vi tog af sted), og de stinker seriøst af bæ, og våde sko! En lille bustur, inden vi tager en taxi hjem til red palm hostel, og sover fra ikke meget senere end kl. 21 og stod op igen dagen efter kl. 9 (så kan i selv regne ud at vi faktisk formåede at sove 12 timer i træk!). Denne dag bruger vi på treats; vi befinder os mest i shoppingcentre med aircon, spiser god mad, og bevæger os i et temmelig langsomt tempo (så langsomt at vi glemmer at arrangere vores tur til Kinabatanganm river). Dagen efter går med turist info, arrangere kinabatangan, og en tur i biffen. Desuden finder vi det niceste supermarked, hvor vi køber ost og rigtigt brød, og en masse Australske ting, som Emma bliver helt vildt glad for at finde (og spise). Dagen efter står vi tidligt op for at tage bussen til Kinabatangan, hvor vi tilbringer de næste tre dage med at gå ture og cruise rundt på floden, i jagten på at finde vilde dyr. 4 cruises i alt; 2 morgen og 2 eftermiddags, vi ser blandt andet hornbills, Probiscus monkeys, longtailed macacues, snakes og krokodiller, samt nogle lizards. Vi deltog kun i den ene af 2 natte ture, primært fordi dem vi gik med ikke rigtig havde lyst til at se nogle dyr, og kun var interesserede i at tage billeder og chatte med hinanden (dyrene går altså når de kan høre dig), og derudover var det sindssygt mudret. Den ene dag gik vi, gennem alt mudderet, hen til en sø, hvor der var "naturlig" fiskemassage, good fun, og jeg formåede endda, på hjemvejen at sætte mig ned i mudderet, fordi mine støvler sad fast i den forkerte retning, flot gjort af mig! Efter tre dage i kinabatangans tegn har vi brugt en enkelt dag i Sandakan og en dag på bus og her i KK igen. Lige om lidt tager vi mod lufthavnen, hvor vores veje skilles igen, mega trist er det at vide at der går lang tid før jeg ser Emma igen. Jeg tager mod Bangkok, hvor jeg har 2 dage før flyet mod DK letter.
Vi ses om lidt ;)
- comments