Profile
Blog
Photos
Videos
Kaere alle.
Jeg haaber I har det godt derhjemme - selvom jeg vil vaedde paa, at der ikke sker ligesaa meget som der goer her. Jeg synes godt nok jeg har oplevet meget siden jeg skrev sidst, jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte.
Det er nu en uge siden vi forlod Kathmandu. Siden da har vi set noget, der for mig virker som det langt mere autentiske Nepal - uden gadesaelgere og turist attractioner - den sidste uge har attractionen udelukkende vaeret raa natur og autentiske nepalesiske bjerglandsbyer.
Vi startede turen vaek fra kathmandu med en riverrafting - som mere var for den, der kunne lide at kigge paa bjerge, fugle og nyde naturens stilhed end for den, der oenskede udfordrende stroemme og susende vandfald. Men jeg noed det nu.
Umiddelbart efter startede vores trekkingtur. Allerede den foerste dag stod det paa flere timers vandring stejlt opad med solen bagende i nakken. Men vi synes alle sammen det var fedt. Vi havde et fantastisk guide-team med os. udover en masse baegere, kokke og en te-dreng havde vi fire guide hvoraf to af dem var aeldre og erfarne, mens de to sidste var et par unge nepalesiske drenge, vist nok fra "overklassen" som, ligesom os, var med for deres egen laerings skyld. De var enormt soede alle fire og hjaelpsomme og de laerte mig en masse nepalesisk. Det vil sige, i hvert fald nok til, at jeg lige kan foere en samtale med de boern jeg moeder. Isaer oppe i bjergene kom der en masse boern op oig betragtede os fra afstand - baade naar vi passerede deres landsbyer, men ogsaa, naar vi slog lejr. En enkelt aften kom en masse boern fra en landsby i naerheden op og stod i doeraabningen, mens vi spiste. De var mellem 6 og 12 aar. Jeg satte mig en paa gulvet foran dem, og det lykkes mig (med en smule hjaelp fra guiderne) at snakke med dem, paa nepalesisk, i en lille halv times tid. Det var faktisk en stor oplevelse. De var meget tilbageholdende og generte, men alligevel kunne man se, at de strakte sig paa taa, for at blive spurgt om ders navn, alder, hvor de boede osv. Bagefter sang og dansede de for os, med opmundring fra guiderne, og vi lavede danske sanglege med dem.
I det hele taget var trekkingturen en fantastisk oplevelse. Vi sove i telte paa bjergskraaninger og hver morgen vaagende vi tidligt ved at te-drengen (der senere fik navnet Uno, efter at have udvist stor interesse for at laere at spille Uno) vaekkede os med en kop varm te. Umiddelbart efter fik vi saa en lille metalbalje med varm vand i - det var saa dagens bad. Ogsaa toilet forholdene var en smule primitive: Toiletterne bestod af to smaa telte hvor i der var gravet et hul i jorden...
Dagene stod paa bjergvandringe, for det mest op, men nogle dage gik det ogsaa lidt ned af. En gang i mellem kunne man vaere heldig, at moede en flok bitte smaa nepalesiske kvinder, belaesset med graene paa ryggen (foder til dyrerne) eller en lille pige, der paa egen haand forsoegte at genne ti koer hjem efter graesning.
Det lykkes mig selvfoelgeligt at rede mig en gang lungebetaendelse (eller var det virus, det blev jeg aldrig klar over, men jeg fik i hvert fald pencilin) paa toppen af bjerget, og jeg vil gerne indroemme, at det ikke var nemt at komme hjem. Der fik jeg vist lavet lidt af en scene, men det kan vel ikke overraske nogle... Da jeg saa dermed var sengeliggende de efterfoelgende dage gik jeg ogsaa glip af stoerstedelen af opholdet i en nationalpark, hvor programmet stod paa en masse forskellige former for safari. Heldigvist siger de andre, at jeg ikke gik glip af saa meget, for de havde kun held med at se en masse hjorte og en enkelt naesehorn. Jeg naaede dog selv at komme en tur paa elefant safari, men der saa jeg kun hjorte og en enklet abe. I det hele taget var den nationalpark lidt en skuffelse for os alle. Men det goer mig nu ikke saa meget, jeg er ikke kommet for at se paa dyr. Som boernen i vuggestuen sige, saa bor de jo alle sammen i zoologisk have.
De sidste to dage har vi vaeret i en forholdsvist stor by, der hedder Pokhara. Den ligger ca 6 timer i bus fra Kathmandu. Byen er centreret omkring en stor soe og er omringet af kaempemaessige bjergkaeder, saa oftest at man udsigt til bjergtinder med sne paa toppen. Her er i det hele taget meget smukt og langt mere behageligt at vaere end i Kathmandu. I gaar brugte vi dagen paa, at leje robaade og, paa egen haand, sejle ud paa soen. Vi sejlede blandt andet over paa den anden bred og gik stjelt opad til et smukt buddistisk tempel - klart det smukkeste vi har set ind til nu.
I dag har jeg paraglid'et. Ved paragliding faar man en aflang fladskaerm spaendt paa ryggen og, sammen med en instruktoer, hoppe man saa ud over en bjergside og flyver hoejt over jorden langs med bjergene. De foerste tre minutter var fantastiske - det var virkeligt ligesom at flyve. Men fornoejelsen endte meget brat, da jeg pludseligt blev helt forfaerdeligt luft syg. Jeg kastede op i et vaek. Det var virkeligt klamt. For at jeg skulle slippe for koereturen ned af bjerget i mit opkastfyldte-toej valgte instruktoeren at lande mig helt ned ved soens bred, hvor hotellet ogsaa ligger, men det betoed til gengaeld, at jeg hang i luften og kastede op i 20 minutter. Det var - skraekkeligt, forfaerdeligt - og jeg var bange. Saa snart den foerste facination og begejstring over foelsen, at flyve, havde lagts sig, blev den efterfulgt af en paatraengende bevisthed om situationens tilsyneladende skroebelighed.
Men nej nej mor, det var selvfoelgeligt ikke farligt, ikke paa noget tidspunkt, det var bare enormt ubehageligt. Og jo, pt tror jeg faktisk at jeg har faaet stillet min lyst til adventure-praegede oplevelser lige forloebeligt. Men lad os nu se hvor laenge det varer, jeg maa jo ikke sige "det toer jeg ikke"
Saa som i nok kan se, saa har jeg det fantastisk. Ogsaa socialt, i forhold til gruppen, gaar det godt. Jeg skiller mig jo nok lidt ud i forhold til de andre - det er ligesom om de ikke besidder helt samme nysgerrighed og interesse for at laere og forstaa landet og dets kultur, som jeg goer. Det er nok ogsaa fordi de ikke skal vaere her saa lange som jeg - de rejser alle hjem om en maaned. Derfor gaar jeg nok nogle gange glip af noget socialt gruppe-faellesskab, mens jeg udspoeger guider, snakker med nepalesiske boern eller foersoeger at laere nepalesisk. Men jeg foelser mig nu ikke som saadan udenfor, der er altid plads til mig naar jeg vil vaere med, og desuden betyder det meget, at foele mig hjemme i den nepalesiske kultur, naar nu jeg skal vaere her saa laenge.
Paa facebook har jeg netop uploaded et album med billeder - desvaerre er de smidt ind i helt forkert raekkefoelge, det maa jeg proeve at saette i orden en anden dag.
Hav det godt alle sammen
Kh Anna
- comments
FAR Kære Anna, det lyder alt sammen fantastisk. Navnlig mor har været nervøs for dig mens du var syg. Bill ringede, han er også nervøs for Net, så vi kunne blive enige om, at det med at vores børn er langt væk, er ikke så godt for forældrene. Jeg synes nu, at Bill har mest grund til at være nervøs, jeg mener nok du plejer at klare dig. At være lidt på kanten af gruppen er ikke det samme som ikke at være med eller at være udenfor, jeg har selv tit samme forhold til grupper, og har det fint med det. Her sker der jo altså absolut intet i forhold til alt det du oplever. CE havde en meget flot fødselsdag synes jeg, med mange gæster, hvoraf nogle blev hele dagen og aftenen med, selvom de var kommet til Brunch, det var naturligvis "holbækkerne". Jeg har meget travlt navnlig med at forsvare margarinens sag, men ligger desværre i dag i sengen. Vi skal til sommerhuset i aften (vinterferie), men kun hvis jeg bliver frisk, tror jeg. På mandag skal vi på tur til Flensborg og på tirsdag skal vi besøge en efterskole i Nyborg hvor CE måske vil gå. Resten af ferien skal gå med at male køkken og køkkenstue... Jeg har ringet til Alm. Brand, tyveri fra biler og busser dækkes kun hvis der har været indbrud. Så øv. Mange kærlige hilsner, vi savner dig. FAR
Mor Hej søde Anna Dejligt at få en lang beskrivelse af alle dine oplevelser. Jeg har også lige slugt dine billeder på face-book. C-E var så sød at hjælpe mig. Med fotos bliver det straks nemmere at få en fornemmelse af hvor du er og hvad du oplever. Der er rigtig mange fotos af børn, de ser helt vildt søde ud. Man kan se, du har arbejdet i en vuggestue:)) Historien med paraglidningen er jeg glad for først at kende til, nu hvor den - trods alt - er vel overstået. Fy for den at flyve luftsyg rundt i 20 minutter. Du må have troet du skulle dø? Hvad med de andre, blev de også luftsyge? Jeg kunne nu godt tænke mig at vide, om du nu er helt rask igen? Altså efter din lungebetændelse, eller hvad det var. Er du færdig med penicillinkuren? Ellers må jeg tilslutte mig hvad far skriver, at der jo ikke sker så meget her. Alt går sin vante gang. Lige nu håber jeg, at far snart er så frisk, at vi kan tage til Tåsinge. Det ville være rart at få et par dage i sommerhuset. Det var dejligt at tale med dig for nylig. Jeg kan se at jeg har fået en sms fra dig idag, men teksten består desværre kun af en masse firkanter. Sådan ser dine sms'er ud nogen gange. Jeg skal nok sende dig et svar om et øjeblik. Kan du fortsat have det rigtig godt og passe på dig selv. Knus fra mor
Pernille Hammershøj Madsen Wauw Wauw Wauw!! That's all I can say;) Jeg vil også lære nepalestisk og snakke med børnene!!
Mormor og Morfar Kære Anna! Det er meget spænnende at følge med i dine oplevelser,vi er meget imponeret over alt det du udsætter dig selv for, hos os er alt vel, igår aftes var vi til middag i den Amerikanske Ambasade, det var en stor oplevelse., vi fik 4 retter med 8 forskellige Amerikanske vine til, kan du nu have det godt og passe godt på dig selv. Mange kærlige hilsener fra mormor og morfar
nova noterte noe pe5 IKEA-handlelista til J sist jeg var der, uten e5 nevne noe men det virker som han har oppgada det.(var vel noe se5nt som Huske bleier til J )