Her på fjerde aften i mit nye værelse i Cardigan Street er jeg så småt ved at falde godt til. Jeg sidder på kanten af sengen med højre fod på gulvet foran elvarmeren - her er hamrende koldt. På væggen over mig hænger mine farverige humørkort fra mit danske kollegieværelse, som jeg har taget med mig. Og oppe ved siden af mig hænger mit tøj endelig på bøjler, i stedet for at ligge i en bunke i min kuffert.

Det er en fryd at have sit eget værelse efter fem uger på en 12-mands sovesal. Selv taxachaufføren, der kørte mig ud til mit nye hus i mandags, spurgte hvordan i alverden jeg havde holdt det ud. Jeg kunne ikke svare ham.

Vi bor fem i huset, men det er stort og fordelt på en stueetage, et mellemtrin og en første sal. Jeg bor øverst oppe på første sal med udsigt ned til vores lille baghave med blomster og gamle cykler. Udover mig bor der en pige på 27, Riley, ved siden af mig, mens Caitlin på 26 læser til sygeplejerske og bor på et kæmpeværelse med eget toilet på mellemtrinnet i huset. Lidt misundelig er man... I stuen bor Tom på 25, hipster og (åbenbart) heavy metal fan, samt Naghina fra New Zealand på 21, der vist bare arbejder og stener lidt rundt.

Mandag bagte jeg rugbrød fra IKEA - og hvilken himmerrigsmundfuld! Ristet rugbrød med ost eller æg vil jeg aldrig undvære igen. Slut med toast og skodkiks! De andre er meget fascinerede af det, og jeg er overbevist om, at Caitlin smugspiser det. Jeg giver hende lov! Vi planlægger at lave hver vores national ret-aften, og jeg overvejer enten sild og snaps (må på jagt efter begge dele) eller frikadeller med brun sovs og kartofler. Jeg tror, jeg vil gøre forsøget med snapsen :)

Jeg har været igennem endnu en omgang med forkølelse, der først er ved at lette i dag. Heldigvis, for i morgen skal jeg på noget så luksuriøst som et Party Cruise med La Trobe's internationale studerende rundt i Melbournes havn. Jeg håber festen foregår indendørs!

I dag skete der noget, som jeg grinede ret voldsomt af, da jeg kom hjem og fortalte Caitlin det. I min ene fag, Sport Media Issues, skal vi hver torsdag overvære en debat om et bestemt emne, som vi efterfølgende skal gå hjem og skrive en analyse om. Analysen skal afleveres samme aften og fylde 500 ord. I sidste uge handlede spørgsmålet om, hvorvidt kvindesport får nok dækning i medierne, eller om den fortjener mere sendetid. Det var en stor udfordring for mig bare at forstå halvdelen af argumenterne, siden de 6 fyre på de to hold talte både hurtigt og indforstået. Men jeg fik taget nogle noter, satte mig ned hjemme på sovesalen og skrev min analyse. I mandags opdagede jeg så, at jeg havde fået 8 ud af 10 point for den, og blev både overrasket og stolt. Så var det jo ikke helt ved siden af! Kort før den anden debat i morges nævnte min underviser, David Lowden (min helt!), at han havde lagt et eksempel på en god opgave ud på vores intranet, som folk kunne kigge på, hvis de havde brug for inspiration. Dagens debat gik derefter igang, og jeg kæmpede endnu engang med at forstå argumenterne. Efter timen sad jeg blandt flere af eleverne fra timen for at skrive dagens analyse, og jeg spurgte én af fyrene (på hvad, 21 år?), hvor jeg kunne finde eksemplet fra sidste debat henne. Han forklarede mig det, og idet jeg åbnede den og opdagede, at det var min opgave som var tilgængelig, tilføjede fyren: "Yeah, it's not really good. Quite bad actually. Poorly written." Jeg kiggede på ham og smilede: "Well, I might learn something from it though." Jeg kunne ikke nænne at fortælle ham det. Jeg blev siddende hvor jeg var, og på et tidspunkt fandt han den frem igen og diskuterede den med sin ven: "I wonder which guy wrote this. Dave didn't say it was THAT good, did he? I don't even like the way it starts - with the retorical question. Hm. But I might just start with that this time."

Det reddede min dag - på alle måder.