Profile
Blog
Photos
Videos
Efter nogle dejlige dage i Chau Doc tog vi en båd op ad Mekong Floden og ind i Cambodia. Det var mega flot, og vores guide ordnede alles visum ansøgninger (vi havde fået fortalt, at det ordnede man bare ved grænsen), men det hele virkede meget pudsigt. Først stopper båden ved den vietnamesiske grænse, hvilket i bund og grund er et fancy flodhus, der også fungerer som restaurant/snackshop. Derefter skifter man til en ny båd, og sejler 200 meter videre, ind til man når, hvad jeg vil beskrive som, en faldefærdig, hjemmelavet badebro. Dette er åbenbart den cambodiske grænsepost, så alle mand klatrer vakkelvornt op på land, og sætter os til at vente ved politistationen/grænsepost-bygningen/noget der ligner et tempel. Ca. 30 minutter senere får vi udleveret passene, og skal selv stå i kø, mens to mænd stempler løs i alle passene og vores guide antyder, at nu sejler båden altså. Actionpacked, men vi nåede da til Phnom Penh, hvor vi siden i fredas har boet på det hyggelige, familiedrevne Tat Guesthouse.
I Phnom Penh har vi set Nationalmuseet med 1000 Buddhaer, The Royal Palace, hvilket var flot, men lidt spild af penge og som en turist-myretue, diverse markeder og Toul Sleng, som er en highschool, der under Khmer Rouge regimet blev omdannet til forhørs-fængsel, hvor op mod 20.000 cambodiere og fjender af styret blev mishandlet og dræbt - det var virkelig et besøg værd, men meget hårdt.
Mit indtryk af Phnom Penh er, at den virker som en europæisk storby, og man kan i hvert fald mærke forskellen på at det er et kongerige sammenlignet med et-parti-styret i Vietnam - folk tør snakke om politik og det er ok at kritisere regering og konge osv.. Alt det lærte vi af en venlig flok cambodiske unge mænd, der ville snakke og drikke lidt øl med nogle europæere - de var ed at uddanne sig til arkitekter, advokater, ingeniører og lignende og havde nogle virkelig fede tanker om at genopbygge landet, efter at Khmer Rouge og Pol Pot smadrede det i 70'erne. Rigtig god samtale.
Igår aftes ankom Emilie og Jonas så til Phnom Penh, og om lidt skal vi ud og spise rigtig lækker morgenmad og køre i tuktuk til noget kulturelt. Det bliver godt. Om det par dage går turen til Siem Riep og Angkor Wat templerne!
- comments