Ja saa er det foerst blogindlaeg klar. Beklager det er lidt langt, rodet og skrevet i en fart. Det er skrevet paa computere med automatisk engelsk stavekontrol, saa nogle af ordene kan vaere aendret. Haaber i kan baere over med det. Men altsaa lidt om den foerste maaned i Tanzania!!

Safari

Jeg havde daarligt nok sat foedderne paa afrikansk jord, foer jeg

kastede mig ud I den foerste must-do-aktivitet: Safari. Jeg skulle afsted paa en 4 dages tur, der ville tage mig forbi Lake Manyar nationalpark, Serengeti Nationalpark og Ngorongoro-krateret. (fuldstaendig umuligt at sige:) )

Dag 1
Jeg var afsted med en gruppe bestaaende af 3 hollaendere og en tysker,
der med sit BMI-tal paa den forkerte side af 30 gjorde det lidt klemt
paa bagsaedet og noget af en oevelse naar vi skulle ind og ud af
bilen. Dertil havde vi en driver/guide, Jarred, og en kok, Jonas. Alle
klemt inde I en Toyota landrover med et tag der kunne loeftes og
derved sikre et 360 graders udsyn, hvilket er praktisk da dyrene ikke
altid vaelgder at trope op til den rigtige side af bilen. Da vi koerte
ind I Lake Myagfsdgf nationalparken, spejdede vi ivrigt ud for at faa
oeje paa det foerse store vilde dyr. Og der gik ikke laenge foer vi
baade havde set elefanter, antiloper, giraffer, bavianer og
flamingoer. Wow for en start. Men ogsaa kun en start. Om aftenen
campede vi paa en lille campingplads med kortspil og hygge om aftenen.

Dag 2
De naeste to dage foregik I Serengeti nationalpark, der er en af de
mest beroemte nationalparker I Afrika. Den er enormt stor (over
dobbelt saa stor som Sjaelland) og det er ikke uden grund at Serengeti
paa swahilli betyder 'The endless plate'. Parken er isaer beroemt for
'the big migration', hvor millioner af dyr hvert aar soeger mod de
vaade omraader I en stor cirkel. Parkens graenser er netop placeret
efter hvor migrationen foregaar, dertil lagt et par beskyttede
buffer-zoner, I tilfaelde af at dyrene en enkelt saeson skulle vandre
anderledes en normalt.
Den foerste dag her var fantastisk, og vi saa alle de dyr man altid
har droemt om at se I det fri. Hoejdepunktet kom da vi koerte ind midt
I den store 'migration'. Aldrig har jeg set saa mange dyr samlet paa
et sted. Gnuer, zebraer og antiloper overalt saa langt oejet kunne
raekke. Det var simpelthen sort af graessende dyr, helt ud til
horisonten. Imponerende syn. Rundt omkring laa loeverne og og slappede
af og havde bestemt ikke travlt. Det behoever man vist heller ikke,
naar der foran ens snude befinder sig 1 million stykker vildt, der
bare venter paa at blive nedlagt.
Denne nat sov vi pa en skrabet campingplads midt inde I nationalparken.

Dag 3
Vi stod op foer solopagang. Mange af de mere sjaeldne dyr er kun
aktive I de tidlige morgentimer, saa for at have en chance for at se
dem, var det med at komme ud af fjerene. Mens vi koerte afsted, stod
solen op over savannen og man foelte sig virkelig hensat til
aabningsscenen fra Loevernes Konge. Igen saa vi loever, giraffer,
vandboefler, krokodiller og denne gang ogsaa leoparder. Smukt smukt
smukt.
Om aftenen koerte vi op til en lille campingplads paa kraterkanten af
Ngoooroo-krateret. Krateret er 20 km I diameter og rummer en enorm
koncentration af vilde dyr, mange af dem lever hele deres liv I
krateret, da der oftest er rigeligt med vand I bunden.
Ngooroo-krateret er ikke en nationalpark ligesom Serengeti, men har
istedet betegnelsen 'game-reserve'. Her har de locale Masaii-folk lov
til at drive deres kvaeg ned I krateret I loebet af dagen, men de skal
vaere oppe inden solnedgang. Altsaa en gylden middelvej, hvor man
baade tilgodeser de lokale oprindelige folk og den fantastiske natur.

Dag 4
Hele dagen koerte vi rundt I krateret og saa igen alverdens vilde dyr.
Paa grund af skydaekket I kombination med bjergene og den kraftige
sol, var der det mest fantastiske lys dernede. Det lykkedes endda
ogsaa at se de efterhaanden ret sjaeldne naesehorn, dog paa lang
afstand.
Om eftermiddagen koerte vi hele den lange stoevede vej tilbage til Arusha.
Alt I alt en fantastisk oplevelse selvom det var rimelig intensivt og
man brugte meget tid i bilen. Nogle gange var det ret frustrerende at
man ikke maatte gaa ud af bilen og vandre lidt rundt, men det er
forbudt ved lov, baade for at beskytte dyrene mod turisterne, men
ogsaa omvendt, saa det kan man ikke rigtig indvende noget imod.

Kilimanjaro

Oprindelig var det meningen jeg ville goere Kilimanjaro-climbet I den
sidste uge inden arbejdet skulle starte, men jeg ombestemte mig, da
jeg en morgen faldt I snak med en hyggelig englaender, Jamie, der
ville op snarest muligt. Han virkede som en kanon fyr, og godt selskab
er jo ogsaa vigtigt, saa vi aftalte at goere det sammen. Han havde
geniale prutteevner, og jeg saa maabende til da han gaflede os en tur
paa Machame-ruten for 'kun' 900 dollars. Det er et roeverkoeb, da
prisen normalt ligger paa 1200-1300 dollars.
Det lykkedes ogsaa at finde en tredie person, Michael (amerikaner
boende I Costa Raca). Han var serioes yoga- og mediationsdyrker, og
virkede ret flyvsk og helt utrolig peacefull. Stik modsat Jamie, der
var meget energisk, og utaalmodig. Ogsaa mig som nok befandt sig midt
imellem. Selvom vi var meget forskellige kom vi dog rigtig godt ud af
det med hinanden.

Dag 1

Saa oprandt dagen endelig hvor vi skulle afsted paa vores Kili-trek.
Vi ville blive hentet I Moshi kl. 10 ogsaa koerer ud til startporten.
Klokken blev 10, 11, 12, og 13, foer vi omsider blev samlet op af det
team der forhaabentlig skulle faa os til toppen. Det var ikke en bil
der samlede os op, men en minibus, og vi forstod straks hvorfor. Vi 3
personer der skulle op havde ikke faerre end 8 hjaelpere med. 1 guide
(Julius), 1 assistant-guide (Baboon), 1 kok (Eric), 1 tjener (David)
og 4 portere. Antallet overraskede os en del, men det viste sig senere
at det er svaert at goere med faerre personer.

Afsted mod Machame-gate I 1800 meters hoejde hvor trekket skulle
starte. Foer vi kunne begive os afsted var der dog en hel masse
papir-arbejde der skulle ordnes, og mens vi ventede kunne vi betragte
det store advarselsskilt, der paa formanende vis kom med en raekke
gode raad, man skal foelge for at have chance for at naa toppen.
De 2 vigtigste er at 'pole pole' der paa swahilli betyder 'langsom,
langsom' og at drikke vaeske. Ca. en 4-5 liter hver dag. 'Jaja',
taenkte vi. Overdrivelse fremmer forstaaelsen, og vi begav os afsted I
hoejt humoer. Kl. Havde passeret 14, og vi havde derfor kun godt 4,5
timer foer market faldt paa. Dagens trek var planlagt til omkring 4
timer (en saakaldt bloed start), saa det ville passe ganske udemaerket
med at vi ville ramme camp 1 (3000 m) ved solnedgang. Turen foregik I
tyk regnskov og meget syptomatisk oesede det ned. Dette generede
egentlig ikke, da temperaturen var yderst behagelig. Lige efter
starten blev vi skreget farvel af en flok bavianer, og vi begav os
hver isaer afsted I vores eget tempo. Portere racede afsted med en
imponerende energi. Isaer taget af betragtning at de hver isaer rendte
rundt med 10 kg paa ryggen og 25 kg paa hovedet! Jeg fik lidt ondt af
dem, og de efterfoelgende dage, pakkede jeg lidt om, saa jeg selv bar
lidt ekstra vaegt i min lille rygsaek for at skaane porterne lidt.

Jamie havde ogsaa et hoejt tempo paa fra start, hvilket senere skulle
ramme ham haardt I nakken. Jeg selv valgte et middeltempo, mens
Michael startede ud I et utroligt langsomt tempo, deriI sidste ende
hjalp ham en del.

Konstant hoerte man de velmeende ord 'pole, pole' der dog tilsidst paa
turen drev en til vanvid.
Efter 4 timers trek I oesende regnvejr gennem mudder, vandloeb og taet
regnskov naaede vi frem til lejr 1. Her havde porterne allerede slaaet
vores telte op, og kokken I fuld gang ved gryderne. Desvaerre havde
jeg ikke vaeret saa grundig til at pakke I vandtaet, saa en del af mit
toej var drivende vaadt. Heldgivis var soveposen varm og toer, og
efter en hurtig middag faldt vi alle I soevn.

Dag 2

Jeg blev vaekket af solens straaler der skinnede ind gennem den aabne
teltaabning. Over 2000 meters hoejde er der ingen malariamyg, saa man
behoevede ikke taenke paa at beskytte sig med myggenet og lukkede
telte. Dette var ret befriende og vi havde alle valgt at droppe
malaria-pillerne paa bjerget, da vi derved ogsaa undgik eventuelle
bivirkninger, der maaske ville goere bestigningen endnu haardere.
Da jeg kravlede ud af teltet blev jeg helt oploeftet. Solen skinnede
ned paa os ude fra horisonten, hvor den netop havde kravlet op over et
taet skydaekke der nu laa under os. Vi skyndte os at haenge alt vores
toej til toerrer, og spiste en solid morgenmad foer vi begav os afsted
paa turens andet trek. Landskabet havde nu aendret sig fra taet
rengskov til lidt lavere, mere spredt bevoksning. Det var dog stadig
groent og frodigt. Der gik dog ikke laenge foer de lave skyer,
begyndte at bevaege sig op ad bjergsiden og pludselig var det taet
taage. Heldigvis blev vi skaanet for regnvejr, og turen gik fint. Igen
blev gruppen spredt ud med Jamie I front, mig I midten og Michael som
rosinen I poelseenden. Der var dog et par andre grupper saa man gik
ikke totalt alene hele tiden.

Efter 7 timer naaede vi frem til lejr 2
I 3800 meters hoejde. Det gik stadig forrygende synes jeg, og jeg
maerkede indtil videre intet til hoejdesyge. Kunne dog godt maerke
vejrtraekningen var blevet lidt tungere, men det var rimelig normalt
ved den hoejde. Netop som jeg naaede frem til lejren, lettede skyerne
et oejeblik og vi havde frit udsyn til den gletcher og snedaekkede
top, der var vores maal. WOW, det var flot, og humoeret steg
gevaldigt. Selv da det tunge skydaekke vente tilbage var vi ikke til
at pille ned. Ca. 1 time foer solnedgang lettede skyerne dog
fuldstaendig og vi fik den mest fantastiske solnedgang med udsigt til
den laveste af Kilimanjaros tinder (Shia-peak) og Tanzanias
naestoejeste bjerg Mt Meru paa 4500 m, der befandt sig 100 km vaek. Da
moerket faldt paa aabenbarede sig den mest fantastiske stjernehimmel
jeg mindes at have set. Langt under os kunne man lige skimte lidt lys
fra et par landsbyer, spredt ud over den omkringliggende savanne.

Dag 3

Da vi vaagnede havde Jamie en daarlig nyhed. Han havde braekket sig og
havde det ikke helt optimalt. Om det var foerste tegn paa hoejdesyge
eller bare daarlig mave skal vaere usagt, men vi blev herved mindet om
at vi idag virkelig skulle tage den med ro. Igen ventede et 7 timers
trek. Dette trek skulle lede os op til 4600 meters hoejde, hvor vi
skulle spise frokost, hvorefter vi skulle fortsaette ned til 3800
meter hvor camp 3 ventede. Denne lille sviptur op I hoejden var
udelukkende for at afklimatisere, og det viste sig dog ogsaa at vaere
effektivt. Lidt for effektivt, skulle det senere vise sig. Turen
startede smukt I straalende solskin, og vi havde en direkte kurs mod
det sneklaedte Kibo-krater. Under os laa et taet skydaekke og afskar
os fra resten af verden. Vores verden bestod nu kun af os og bjerget
og intet andet. Landskabet aendrede sig nu endnu engang, og
forvandlede sig til lavasletter med meget begraenset bevoksning.
Pludselig gik det op for en hvor gigantisk bjergets base egentlig er,
da laveoerkenen strakte sig langt ud i horisonten.
Denne gang fulgtes jeg det meste af vejen med Michael og vi gik I et
langsomt tempo, langt efter Jamie, der igen piskede afsted.

Vejrtraekningen blev efterhaanden rigtig tung, og jeg kunne pludselig
maerke den foerste lille hovedpine dunke bag panden - Foerste tegn paa
hoejdesyge. Vi spiste frokost ved et hoejt karakteristisk lava-taarn -
en kaempemaessig klippe der ragede 80 meter over det omkringliggende
landskab. Skyer havde forlaengst daekket toppen, men havde indtil
videre afholdt sig fra at indhylle os I taage. Dette aendrede sig dog
ved frokosttid, hvor et tykt skydaekke lagde sig over hele bjerget.
Dette I kombination med begyndende traethed, og en stadig kraftigere
hovedpine, gjorde mig presset. Til trods for at det nu gik nedad
bakke, foelte jeg at mit overskud forsvandt ud I den blaa luft, og
turen fra frokoststedet til camp 3 staar stadig som et af de vaerste.
Da Michael og jeg omsider naaede frem til lejren havde jeg en
dundrende hovedpine. Heldigvis var teltene slaaet op, og jeg saa
Jamie kigge ud af sit. Han saa meget sloej ud og, fortalte han, vaeret
der I 2 timer og forsoegt at faa sin hovedpine under kontrol. Vi
forseogte at forklare ham at han havde gaaet alt for hurtigt, men han
afviste det med at jeg jo ogsaa havde hovedpine. Det kunne jeg jo kun
give ham ret I, og jeg lagde mig hurtigt ind I mit telt og kravlede
ned I soveposen. At ligge ned forvaerrede dog blot hovedpinen, saa jeg
matte krybe til korset og sluge en smertestillende pille. Efter 1,5
time paa oejet blev jeg vaekket af Michael der raabte vi skulle komme
ud, da skyerne nu var ved at lette. Glad maerkede jeg at smerten I
hovedet var vaek og kravlede ud af teltet. Wow, et syn. Lejren var
placeret paa en mindre slette lige ved siden af Kibo-krateret. Det
saa gigantisk ud herfra, men dog stadig saa taet paa og vi undrede os
over hvordan der dog stadig kunne vaere over 2 lodrette km op til
toppen.

Dag 4

Igen vaagnede vi tidligt, og solen skinnede fra en skyfri himmel. Jeg
foelte mig rimelig frisk, ingen hovedpine, men lidt oemhed i benene
efter de foerste 3 dages vandring. Jamie og jeg ville tidligt afsted,
saa vi kunne faa saa meget vandring i solen som muligt. Michael var
dog som saedvanlig helt utroligt langsom, og endte med at tage afsted
et godt stykke tid efter os. Trekket startede med en opstigning af en
meget stejl klippe, hvor der naesten var mere klatring end vandring.
Endnu engang blev man vanvittigt imponeret over hvordan porterne kunne
klatre med 20 kg paa hovedet. Dages trek var utroligt varieret
startende med spredt bevoksning, krydsning af flere vandloeb for siden
hen at blive klassisk lavaoerken uden et eneste graesstraa. Midtvejs
paa trekket, begyndte traetheden at melde sig, og Jamie begyndte at
faa det daarligere. Han begyndte for alvor at blive nervoes om han
ville naa toppen, da han efterhaanden havde haft det daarligt I et par
dage, og der stadig var langt igen. Mit hoved begyndte ogsaa at dunke,
men vi fortsatte I et rimeligt tempo. Det sidste stykke inden camp 4
bestod af en lang stejl bakke, der virkelig trak taender ud. Endelig
naaede vi frem til lejren, der var placeret midt paa den stejle
Kibo-bjergside I 4600 meters hoejde. Lejren var som taget ud af en
bjergbestiningsfilm, med smaa flag viftende I vinden, og en fantastisk
udsigt I alle retninger. Her var der ogsaa flot udsyn til Kilimanjaros
nasesthoejeste tinde paa 5200 m, hvis takkede top rejste sig I det
fjerne. Jeg var virkelig presset da vi naaede frem til lejren og
maatte saette mig ned i en halv time for at komme til haegter igen og
faa hovedpinen under kontrol.

Det var herfra vi skulle afsted paa det sidste trek mod toppen, og det
gjaldt derfor om at faa saa meget hvile som muligt, inden afgang ved
midnatstid. Julius havde dog undervejs paa dagens trek foreslaaet at
fortsaette yderligere 2-300 meter op for bedre afklimatisering. Dette
var et svaert valg og gav anledning til et dilemma. At fortsaette
yderligere op og ned igen ville tage 1,5 timer, hvilket var 1,5 timers
mindre hvile, inden den sidste etape. Tilgengaeld ville man
forhaabentlig vaere bedre stillet med hensyn til afklimatisering.
Jamie var helt flad, saa han lagde sig ind I sit telt og faldt I
soevn, saa jeg gik alene med den assisterende guide yderligere opad.
Ruten fortsatte meget stejlt opad, og det var sindsygt haardt.
Hovedpinen dunkede som aldrig foer og aandedraettet var tungt, mens
jeg blev ved med at sige til mig selv at det ville hjaelpe mig I
sidste ende. Vi holdt en mindre pause paa et klippefremspring med en
utrolig udsigt til toppen, der var taettere paa end aldrig foer. Dog
stadig over 1000 lodrette meter vaek. Vel tilbage I lejren smed jeg
mig ind I mit telt, slugte en smertestillende og faldt I soevn. Kl.
18.00 blev vi vaekket og spiste aftensmad, til synet af endnu en smuk
solnedgang, hvorefter vi alle faldt i en urolig soevn. (Det er svaert at sove ordentligt i den hoejde, og man var ret spaendt paa det sidste trek)

Dag 5

kl. 23 blev vi vaekket og fik stukket en kop varm te i haanden. Det
var bidende koldt udenfor, og det var bestemt ikke rart at kravle ud
af den varme sovepose. Jeg var stadig traet efter dagens trek, men
teen kvikkede op, og til min lettelse kunne jeg maerke at hovedpinen
var vaek. Jeg ifoerte mig alt mit medbragte toej inklusive skijakke,
hue, skihandsker og pandelampe og kravlede ud af teltet. Fra de faa
andre telte I lejren kunne man hoere folk goere sig parate, og vi
maerkede alle tre spaendingen stige. Vi fik udleveret vores
vandflasker med kogende vand, og praecis kl. 24 begav vi os afsted.
Julius ledte an, og Baboon var bagtrop. Denne gang skulle vi holde
taet sammen og foelge Julius' tempo hele vejen op. Vi var de foerste
ude af lejren, saa bag os kunne vi ane pandelampernes skaer fra de
resterende grupper. I starten var humoeret hoejt, og der var masser af
overskud til at snakke og tage billeder, men efterhaanden fadede
konservationerne ud, og tilslut kunne man kun hoerer folks aandedraet,
der blev mere og mere anstrengt. Ruten var utrolig stejl, saa vi blev
noedt til at zig-zagge opad. Det var iskoldt, og traetheden kom igen
snigende. En lille drikkepause og en mars-bar gav lidt ekstra energi I
en kort periode, men der gik ikke laenge foer energiniveauet igen var
paa lavmaalet. Kl. 03.00 kaldte Jamie en pause. Han havde det helt
utroligt daarligt i baade hoved, mave og krop, og begyndte serioest at
snakke om at vende om. Michael og jeg havde det ok efter
omstaendighederne, dog med hovedpine og traethed. Vi spejdede ud over
bjerget og kunne med glaede se at vi nu var nogenlunde paa hoejde med
Matewenzi toppen og dermed kun manglede 700 hoejdemeter. Julius
oedelagde dog glaeden med at der stadig var ca. 3 timer tilbage. De
naeste timer foregik I fuldstaendig stilhed, det eneste man kunne
taenke paa var at tage et skridt ad gangen. Hovedpinen var virkelig
slem nu, og jeg har aldrig haft saa anstrengt et aandedraet. Jeg
forsoegte at drikke lidt vand, men vandet I begge mine flasker var
frosset til is.

Pludselig satte Jamie sig ned. Han lignede en mand der havde givet op,
og han sagde han ikke kunne mere. Vi satte os ned ved siden ad ham og
hev efter vejret. Pludselig rejste han sig op, og sprintede afsted
opad, som en sidste kraftanstrengelse. Vi andre fulgte efter dog I
same langsomme tempo som tidligere. Endelig, endelig sluttede den
endeloese skraaning og vi stod paa kraterkaten af Kibo-krateret. Her
fandt vi Jamie siddende ned, snakkende med sig selv I mere eller
mindre uforstaaelige saetninger. Der blev jeg lidt bange, men
heldigvis kom han hurtigt til sig selv igen. Vi befandt os nu ved
Stella Point I 5750 meter hoejde. Klokken var 05, og vi kiggede ud
over det snedaekkede krater, der lyste op i stjernernes skaer. Den
haardeste del var nu overstaaet og foran os ventede "kun" 1 times
vandring paa en ret flad straekning til det endelige maal, Uhuru Peak
i 5895 meters hoejde. Selvom denne del af ruten var flad, var det
sindsygt haardt. Benene var helt udmattede, hovedet dunkede, og det
var helt ufatteligt koldt. Paa kraterkanten var der intet lae, og der
blaeste en kraftig vind hen over krateret, der rev I kinderne og
gjorde at jeg matte gaa den sidste halve time med haenderne op foran
ansigtet for at skaerme for vinden. Jeg proevede at nyde landskabet
med krateret paa hoejre haand og de kaempemaessige gletschere paa
venstra haand, men man vaerdsatte det ikke rigtigt I oejeblikket.
Pludselig kunne vi ane en sort siluet I det fjerne, og da vi kom
taettere paa kunne vi tydeligt skimte skiltet, der angav Afrikas
hoejeste punkt. I samme oejeblik sendte solen de foerste straaler hen
over himlen, og det begyndte at lysne. Vi high-fivede hinanden da vi
endelig stod ved skiltet og fik taget de obligatoriske billeder. Mit
kamera holdt dog hurtigt op med at virke pga. kulden. Mine fingre var
efterhaanden gennemfrosne. Jamies laeber var fuldstaendig blaa, og
Michaels ansigt begyndte at faa en underlig farve: Det var tid til at
bevaege sig nedad igen, efter kun 5 min paa toppen. Paa vej tilbage
langs kraterkanten passerede vi de andre grupper der kaempede sig hen
imod skiltet. Vi gav dem et anstrengt smil og fortsatte videre nedad.
Tilbage ved Stella point kastede jeg et sidste blik over skulderen og
noed det sidste syn af krateret og gletscherne inden vi begav os nedad
den samme stejle skraaning vi havde kravlet opad. Det var mindst
ligesaa haardt at gaa ned ad og vi holdt konstant pauser for at komme
til haegterne igen. Heldgivis fik solen nu bedre fat, og jeg begyndte
at faa foelelsen tilbage I fingrene. Efter 2 timers nedstigning naaede
vi endelig tilbage til lejren og kastede os ind I vores telte og faldt
I en dyb dyb soevn. Men allerede kl. 11 blev vi vaekket, fik noget
morgenmad, og fik besked paa vi skulle fortsaette videre ned til
naeste camp I 3000 meters hoejde. Dette var vi absolut ikke I humoer
til og spurgte om vi ikke kunne sove endnu en nat I denne lejr ogsaa
gaa hele vejen ned ad bjerget den efterfoelgende dag.
"no water here" var svaret. I alle de andre camps, var der vandloeb I
naerheden, hvor vi kunne faa vand. Men naermeste vandloeb var I denne
lejr langt vaek, og vi havde ikke mere tilbage, saa der var ikke andet
for end at vandre videre endad. Denne gang fulgte vi en anden, mere
direkte rute ned, saa efter 4 pinefulde timer ankom vi til den sidste
lejr paa kanten af regnskoven. Her faldt vi lynhurtigt I koma-soevn.

Dag 6

Sidste dagen vaagnede vi friske og veludhvilede, selvom benene var
godt oemme. Den sidste tur ned var overstaaet paa kun 3 timer, og vel
need igen blev vi straks overfaldet af souvenirsaelgere - Vi var
tilbage I civilisationen. Vi ignorede dem og det eneste vi koebte var
en cola, der var den bedste cola, jeg nogensinde har smagt.
Vi havde paa turen diskuteret indbyrdes hvorledes vi skulle forholde
os til tips. Portere og guider forventer en del, men vi holdt os til
den gode gamle 10% regel altsaa omkring 500 kr. Vi havde besluttet at
fordele pengene ligeligt mellem alle, da vi mente det var mest fair.
Dette var Julius dog bestemt ikke tilfreds med, og vi endte med at
give ham lidt ekstra, efter at have konsulteret porterne, der
bekraeftede at guiden normlalt fik mere end porterne, ogsaa var roen genoprettet.

Da vi tjekkede ind paa hostel, gik der ikke mange sekunder foer man var sprunget ind under bruseren til de foerste bad i en uge. For satan man lugtede af l..., men selvfoelgelig var der ikke noget varmt vand, saa det blev ikke et bad vi noed ligesaa meget som vi havde snakket om paa vejen ned. MEn dejligt at vaere ren igen.

En lille status paa Kilimanjaro kan kun vaere at det er en af de mest
fantastiske oplevelser jeg har haft. Maa dog indroemme det ogsaa var
en del haardere end jeg havde regnet med, men jeg var aldrig rigtig I
tvivl (for alvor) om jeg ville naa toppen. Det mest fantastiske var at
gaa fra dampene hed tropisk-regnskov til bidende koldt alpint
gletscherdaekket landsskab saa taet paa aekvator. Gletscherne har dog
en stakket frist og vil vaere forsvundet I 2020, hvis afsmeltningen
fortsaetter paa samme niveau. De er so far skrumpet med mere end 80 %
siden den foerste opmaaling af dem I 1920'erne, og vil altsaa vaere
vaek om bare 10 aar. Saa skynd jer at goere det. Det er for vildt!:)

Lokalt besoeg

Et par dage efter var vi inviteret til frokost hjemme hos vores tjener fra Kili,
David og hans kaereste. Han hentede os paa vores hostel og hoppede paa
en dalla dalla, der ad bumbede grusveje koerte ud til en faldefaerdig
forstad til Arusha. Her blev vi ledt gennem smaa gader med mere eller
mindre faldefaerdige huse, mens smaa boern konstant stod og grinede,
pegede og udbroed et overrasket 'mzungo'. De var ikke vant til at se
den slags forvilde sig herud.

Davids hus bestod af et rum paa stoerrelse med et kollegievaerelse,
indrettet med dobbeltseng, et bord, et par stole og et lille tv.
Koekkenet var et transportabelt glasblus og vandet blev hentet ude ved
den lokale broend. Middagen stod paa nationalretten 'ugali', der er en
slags kartoffelmos, lavet paa hvedemel, med lidt koed og groentsager
som tilbehoer. Ugali er ikke ligefrem livretten, men tilbehoeret var
sindssygt laekkert, saa det gled ned og vi havde en hyggelig
eftermiddag, hvor vi forsoegte at videreudvikle vores Swahilli.
Vi besluttede at goere gengaeld og inviterede David og kaeresten ud
aftenen efter. Her endte vi paa en lokal bar. Jeg gik op og hentede
oel til alle. Inden havde David visket mig I oeret at de hoejt skulle
koste 2000 shillings pr. stk (7 kr.). Personen jeg troede arbejdede
der, sagde dog de kostede 5000 stykket, og da jeg brokkede mig, gik det
pludseligt hurtigt. En anden mand der aabentbart var den rigtige ejer,
begyndte at raabe ad den falske bartender, og der kom en hoejlydt
discussion mellem de to. Ejeren greb ud efter en tom flaske og jagtede
'bartenderen' rundt I baren inden vedkommende flygtede ud af doeren og
kun med noed og naeppe undgik at blive ramt af flasken.
En tredie person begyndte derefter at tirre barejeren med et par
kommentarer der aabentbart ikke faldt I god jord, for han blev straks
halvt taevet igennem med e tung barstool, inden han ogsaa flygtede ud
af doeren. Derefter var roen genoprettet og vi kunne spille pool I
fred, dog lidt rystede.

Denne lille historie daekker over et irritationsmoment, der er enormt
udbredt i de turistede byer. Her bliver man konstant fulgt rundt af
nogle lokale, og hvis man saa vil koebe noget veksler vedkommende
lynhurtigt et ord paa swahilli med butiksejeren og pludselig er prisen
5-doblet. Merprisen faar medfoelgeren som kommision. Disse priser gaar
under navnet 'Mzungu-prices'. I starten faldt jeg I med begge ben, men
man laerer efterhaanden at blive skarp til at spotte det. Folk er
enormt kreative i deres maader at snyde turister paa, saa man skal
konstant have sin kritiske sans fremme I forreste raekke. Der er dog
ogsaa mange der blot vil snakke af interesse og hjaelpe af et godt
hjerte, og det kan desvaerre af og til vaere svaert at gennemskue
intentionen.

Zanzibar

Efter 2 uger med rigtig meget teltliggeri var det tid til at komme
videre mod Zanzibar, hvor den bare skulle staa paa badeferie. Jeg
hoppede paa den locale bus og koerte mod Dar es saleem. En lille tur
paa 10 timer af bumpede veje med en chauffoer der koerte som en
braekket arm.
Efter en dag i Dar Es Saleem, der virkelig ikke er noget specielt,
udover uendelige trafikpropper, tung forurening, ulidelig varme og
mennesker overalt, var det afgang med faergen mod Zanzibar.
Faergeomraadet er ogsaa et mindre kaos, men mange forskellige firmaer,
og ufattelige maengder af touts, der paa mere eller mindre spekuleret
vis vil skaffe penge. Jeg blev lige inden porten til broen, stoppet af
en mand, der sagde der var en entrence-fee paa 5000 shillings, hvilket
paa ingen maade er korrekt
Paa vej ombord paa faergen kunne man se en flok staa og pakke
kufferter og anden stor bagage i staevnen af faergen, ved at de blev
kastet fra broen og op til en flok der greb dem og pakkede dem.
Pludselig roeg en af kufferte i vandet, men der var ikke rigtig nogle
der reagere, og der gik 5 min foer der var en der tog sig sammen og
hoppede i vandet efter den, hvor den naesten var ved at synke. Min
sidemand og jeg sendte hinanden skaeve blikke og skyndte os at tage
vores kameraer og mobiltelefoner op af tasken inden vi overgav dem til
personalet, mens man taenkte TIA! - This Is Africa.

Ankomsten til Stonetown var som taget ud af en ferie-reklame, med
hurtigfaergen strygende henover det blikstille hav, men solen langsomt
gik ned I horisonten og spredte de mest fantastiske farver over
himlen. Da faergen lagde til var der et mindre kaos med at finde
tasken, og herefter skulle man gennem paskontrol. Zanzibar er en del
af republikken Tanzania, men til en vis grad selvstyrende, men det
virkede alligevel totalt latterligt med alt det kontrol. Det virkede
mest som om de gjorde det for at vise sig selv hvor selvstaendige de
er. Ligesaa snart man blev lukket ud, blev man straks omringet af
touts. Jeg havde klog af skade kigget lidt i lonely planet og fundet
et hostel der saa fint ud, og sagde til den foerste touts der 'angreb'
at han bare skulle foelge mig hen til netop det hostel. Det gjorde
han, og det var jeg egentlig glad for. Stone-town er den mest
overskuelige bydel jeg nogensinde har vaeret i. Smaa smalle gader
(nogle af dem kun 1 m brede), der gaar paa kryds og tvaers. Alle
husene ligner hinanden og det er umuligt at finde hoved og hale I
noget som helst. Naar man skulle finde sit Hostel igen var metoden at
gaa rundt paa maa og faa, for tilsidst ville man finde det. Proevede
ogsa med et kort, men det forvirrede bare endnu mere, saa det holdt
jeg hurtigt op med at bruge.
Zanzibar er en dejlig oe, og bliver af de fleste brugt til det rene
badeferie. Jeg hookede dog op med nogle englaendere og svenskere, og
forsoegte at faa lidt aktiv ferie ind over. Saa vi dykkede, vandrede
lidt, og slappede af paa nogle af de fantastiske strande. Dad et var
lavsaeson kunne man faa nogle helt fantastiske rabatter. En bungalov
praktisk talt midt paa stranden 10 m fra vandkandten der normalt stod
I 100 dollars pr. nat, kunne pludselig faas for 20 dollars.

Arbejde

Saa kom dagen hvor det var slut med badeferie, og der istedet skulle
slides for foeden. Jeg tog et lille bitte mini-propelfly i tvivlsom
stand fra Zanzibar direkte til Arusha. En meget stoejende og
interessant oplevelse, hvor piloterne orienterede sig efter gammeldags
papirskort. Da vi naermede os Arusha lufthavn dukkede toppen af
Kilimanjaro frem over os. Maerkelig fornemmelse at sidde i en
flyvemaskine og kigge opad og sige at derop havde man vaeret. Jeg
blev hentet I lufthavnen og koert til hovedkontoret, hvor lidt
papirarbejde skulle klares. Derefter moedtes jeg med nogle af de
volunteers, der skulle arbejde paa waterprojektet og vi koerte afsted
mod vores bestemmelsessted, en lille massai-landsby 50 km uden for
Arusha. Vi koerte og koerte af en blandet grusvej og asfaltvej, og
endelig naaede vi frem til en flok spredte huse in the middle of
nowhere, med en fantastisk udsigt til baade mt Meru og Kilimanjaro.,
der bryder et ellers fuldkommen pandekageflat landsskab. Vi skulle
allesammen bo hos Fader Reteus. En katolsk praest, saa jeg forventede
det vaerste. Han viste sig dog at vaere en meget karismatisk
personlighed, med et charmerende grin (som han brugte meget) og en
enorm passion for fodbold. Han var Arsenal fan med stort A, og kunne
dreje enhver samtale hen paa fodbold. Saa vidt saa godt. Vi moedtes
ogsaa med personerne fra den fond der stoetter projektet, BridgIT, der
skal staa for de overordnede linier I projektet. 3 enormt hyggelige
aussies, med den klassiske afslappede australske stil til alting.

Alt i alt er vi 8 personer til at udfoere projektet. 3 fra Canada, 2 fra USA, 1 fra Frankrig, 1 fra England og mig.

Vores accomandation er meget basic, med en seng og et skab. I mit rum
sover vi 3 personer. Der findes kun das, heldigvis et hvor man kan
sidde ned, og ingen rindende vand. Saa bad foregaar med koldt vand og
en oese, og elektricitet findes kun mellem kl. 19 og 22 hvor
generatoren er taendt.

Landsbyen er en Maasai-village, med lidt huse, en primary-school og en
secondary school. I skolerne gaar boern fra det omkringliggende
omraade, der straekker sig ret langt vaek. Nogle af boernene har 10
km til skole til fods, som de skulle tilbagelaegge 2 gange om dagen.
Fader Rateus staar ligesom for at styre hele baduljen, og fungerer
baade som praest, laerer, altmulighmand og selvfoelgelig
fodboldtraener. Da vi blev vist rundt og gennemgik projektet kom
boernene fra primary-school hen med store oejne. De havde vist aldrig
rigtig set muzungus foer. Med det samme var vi hver omringet af 20
stoevede boern, der ville roere vores blege hud. De smaa haar paa arme
og ben var de ogsaa vildt forundrede over, og de blev ved med at rive
dem ud, som om de ville gemme dem som souvenirs. Ingen af dem snakkede
engelsk, saa man kunne ikke rigtig kommunikere, men et smile er
universelt, og man blev straks moedt med 100 smilende ansigter. En
meget overvaeldene oplevelse. Senere var vi inde hos
secondary-school, hvor vi blev budt velkommen med et Massaii-ritual,
der indebar lidt trommeri, klapperi og kysseri. Boernene uniformer var
her I meget flot stand I forhold til boernene I primary-school, hvor
toejet naermest hang I laser.

Landsbyen faar vand gennem en 15 km lang vandledning fra Mt Meru (en udslukt vulkan)
Umiddelbart har de derved masser af vand til raadighed, problemet er
bare at vandet kommer 'inde' fra vulkanen og derved har et alt for
hoejt indhold af flour. Gennem lang tids paavirkning skader det
boerns vaekst, knoglerne bliver deforme og skroebelige og taenderne
faar brune plamager. Alle boernene I primary school har disse brune
taender, mens en stor procentdel, ogsaa har deforme ben og foeder.
Derfor skal vi etablere vandopsamlingsanlaeg ved alle bygningerne, saa
landsbyen kan samle regnvand og bruge det som drikkevand.
Efter at havede set hele omraadet, og lavet de foerste indledende
opmaalinger, var det tid til lidt fodbold. En af canadierne havde
medbragt en fodbold, og vi gik ud paa den naerliggende "fodboldbane".
Straks fulgte 100 boern efter, mens de begejstrede udbroed "futbol",
"futbol". Der gik ikke lang tid foer alle 100 jagtede bolden, rundt
paa hele banen. Et vidunderligt syn at se 100 boern have det
skideskaegt med at jagte en soelle bold rundt paa en knoldet og meget
stoevet bane. Vi overvejede at dele to hold, men opgav hurtigt, da
det alligevel ville ende I det totale kaos. Efter en times tid kom
drengene fra secondary-school, sammen med Fader Rateus, der
selvfoelgelig var ifoert Arsenal-toej fra top til taa. Hurtigt blev de
mindre boern gennet ud af banen, ogsaa stod den ellers paa 2 timers
intensive fodbold, med alt hvad remmer og toej kunne holde. Jeg vi mega-daarlig, mest paa grund af banen, der var ligesaa bulet som de veje, man koerer rundt paa.(Og
ja, man kan ALTID skyde skylden paa banerne I Afrika:) ) Men for sartan
det var sjovt, selvom formen ikke er hvad den har vaeret. En af
drengene var dommer, og det klarede han som en anden Kim Milton. Meget
selvsikkert og fair, og der var aldrig nogle diskusioner omkring

kendelserne. Det var simpelthen en fornoejlelse.

Fordi Fader Rateus synes vi klarede det saa godt til
fodboldtraeningen, blev vi 'udtaget' til at spille med I en kamp mod
et lokalt hold, 1 times koersel vaek. Vi koerte afsted I landroveren,
der var noedvendig da vejen lignede noget, der ikke burde vaere en
vej. Tilskuere skulle ogsaa med, saa alle pigerne fra
secondary-school, blev stuvet sammen I en almindelig 5 saeders pick-up
truck. Det lykkedes paa imponerende vis at stuve alle 26 piger ind I
denne bil, hvilket var rimelig uansvarligt, da vejen var saa elendig
som tilfaeldet var. Men alle kom levende frem og til vores
overraskelse saa vi at der rent faktisk var en form for graes paa
banen. Father Rateus, hev pludselig 11 stk Arsenal-saet frem og vi
klaedte om, og saa at vi angiveligt skulle spille mod Chelsea.
Derefter blev vi linet op, fyrede en kampraab af, en faellesboen ogsaa
gik kampen ellers igang, med huende tilskuere. Dommer, linievogter og
hele pivetoejet. Kampen var fantatisk selvom vi endte med at tabe 5-4,
og efterfoelgende var der taler fra de lokale spillere hvor de takkede
os mzungus for at have spillet med og sagde at det var en oplevelse
for dem for foerste gang at spille mod hvide mennesker, de normalt kun
saa paa tv. Det lokale overhoved holdt ogsaa en tale med same tema,
hvorefter vi ogsaa sagde et par ord.
Det var en af de mest mindevaerdige fodboldkampe jeg har spillet, og
det viser virkelig styrken af fodbold til at samle mennesker paa
tvaers af kulturer, lande og sociale forhold. Det er fantastisk at
spille en kamp midt ude I det afrikanske ingenting, uden
kommunikation, og alligevel flyder spillet, alle kan de samme regler
og alle har det hylende skaegt.

Her imorgen, soendag, staar den paa kamp mod det lokale politi-hold. Det bliver nok endnu en interessant kamp, som vi ser frem til:)
Paa en normal dag staar vi op til morgenmaden kl. 08. Hvis jeg er
frisk staar jeg op kl. 07 og loeber en tur paa savanne, mens solen
staar op over Kilimanjaro I det fjerne. Derefter arbejder vi til kl.
12.30 hvor den staar paa 1 times frokost, hvorefter vi igen arbejder
indtil kl. 17.30 Saa staar den paa lidt afslapning eller fodbold inden
bucket-shower og aftensmad. Ikke ret laenge efter er det paa hovedet i
seng. Hold faest man sover meget. 10 timer hver nat og man er
alligevel jaevnt traet I loebet af dagen. Arbejdet bestaar af lidt
beregninger af regnmaengder, flow og materiale-maengder, men ellers
ikke noget synderligt kompliceret. Det meste arbejde bestaar I selve
udfoerelsen, hvilket ogsaa er ret sjovt, men ogsaa haardt. Det bliver
saa sindsygt varmt i loebet af dagen, saa det nogengange ikke er til
at holde ud, og der er samtidig saa stoevet overalt, saa man foeler
sig konstant beskidt.

Maden er rimelig ensformig. Morgenmaden bestaar af hvidt toastbroed
med enten marmelade eller peanutbutter. Slet ikke til at holde ud I
laengden og jeg savner havregryn aarh saa meget. Frokost og aftensmad
bestaar for det meste af ris eller pasta med boenner i alle
variationer. Brune boenner, hvide boenner, groenne boender, osv. Ret
ensformigt i laengden. Og hvis det virkelig gaar hoejt bliver der
smidt lidt kylling eller gedekoed ned i gryden.

I weekenderne skynder vi os at komme ind til byen til rindende vand, strom og lidt komfort. Mere om det senere:)