Profile
Blog
Photos
Videos
Hej igen
Tirsdag morgen gik turen som sagt mod Niagara Falls. En tur på omkring 1100 km. Vi startede med at køre ved en 8 tiden og ankom ved en 21 tiden. Vi kørte også igennem 6 stater på én dag: Wisconsin, Illinois, Indiana, Ohio, Pennsylvania og til sidst New York. Tiden på vejen går nu ret hurtigt for mig, fordi jeg både har computer, film og Andreas' ny indkøbte PSP. Vi har også købt sådan en elektrisk køleboks til bilen så vi hele tiden har kolde drinks.
Vi havde fundet et hostel i vores rejsebog. Det var billigt men også ret småt og en smule primitivt. Vi fik os en god nats søvn inden vi om morgenen kørte hen til Niagara Falls, som kun lå et par kilometer fra vores hostel. Vi købte en guidet tur hvor man kom rundt for at se de forskellige vandfald. Desuden var vi også med båden "Maid of the mist" hvor man sejler helt hen til vandfaldene, heldigvis får man udleveret blå regnslag så vi lignede en flok smølfer på tur. Vandfaldene var ubeskriveligt flotte og kæmpe store. Det er ikke uden grund at det er et af verdens 7 vidundere. Desuden var vi på en gåtur op ad nogle trapper hvor man komme helt hen til vandfaldet - man kunne endda røre det. Puha hvor blev man bare våd! Der er mange det tror at Andreas og jeg lige er blevet gift, da Niagara Falls åbenbart er et vildt populært sted at tage på bryllupsrejse. Emilies værtsfamilie spurgte også hele tiden til hvornår vi skulle giftes. De synes det er lidt mærkeligt at vi rejser rundt sammen uden at vi er gift.
Noget helt andet som vi synes var vildt fascinerende var at der var en stor gruppe amish folk ude ved vandfaldene. Det var virkelig mærkeligt at se dem i virkeligheden. Alt deres tøj var hjemmesyet, pigerne havde kyser og lange kjoler mens drengene havde bukser, seler og stråhat. Det var virkelig sjovt et betragte dem og jeg prøvede meget diskret at stille mig ved siden af dem så jeg kunne høre hvad de snakkede om. Vi lod også som om vi tog et billede af hinanden hvor vi i stedet rettede kameraet mod dem. Heldigvis skal vi ned og se nogle af de mange amish landsbyer i Pennsylvania. Det glæder jeg mig vildt meget til.
Lige nu sidder vi i bilen på vej fra Niagara Falls mod New York. Vi kan lige nå et køre et par hundrede kilometer inden det bliver mørkt og vi skal finde et hotel. Heldigvis er der kun omkring 600 kilometer fra Niagara Falls til New York. Vi regner med at være i New York nogle dage så vi har god tid til at se hele byen. Vi er lidt foran i vores tidsplan, hvilket egentlig er meget rart, da det giver lidt frihed til at gøre noget spontant.
Bliv endelig ved med at skrive de søde hilsner. Det er dejligt at høre noget hjemmefra når man er så langt væk hjemmefra og er omringet af hillbillies med slidte kasketter og alt for store biler.
Andreas og Natalie
- comments