Profile
Blog
Photos
Videos
San Francisco
Vi ankom til San Francisco tirsdag aften efter en bustur på otte timer, der føltes som tre. Ikke værst faktisk. San Francisco er noget koldere end L. A., så det er faktisk ikke altid man kan holde varmen i skyggen kun iført shorts og t-shirt. Vi var rimelig trætte da vi kom, så vi satte os bare ned i opholdsstuen sammen med de andre og drak øl og grinede lidt af karaoke-aften. Derudover mødte vi to fine fyre fra København, Emil og Mikael, som åbenbart har lejet en bil med plads til to ekstra hoveder. Så vi bruger lige onsdag og torsdag på at gå San Francisco tynd, hvorefter vi cruiser sammen med Emil og Mikael til en af de flotteste nationalparker i hele USA - Yosemite National Park. Så bliver det tid til lidt wildlife stemning med telt, soveposer, bål, fiskeri, vandreture og store naturoplevelser. Yosemite byder både på søer, enorme træer, vanvittige klipper, vandfald og gode varmegrader!
I morgen torsdag tager vi så til Golden Gate Bridge, ser Alcatraz og går til Golden Gate park. Da vi brugte det meste af dagen på at gå rundt i Chinatown og det italienske kvarter, har vi fået set det væsentlige i SF. Vi valgte også lige at købe en lille bærbar herovre, så vi slipper for at gå på netcafe hele tiden.
Der går nok nogle dage før næste blogindlæg, for vi er højst sandsynligt i Yosemite tre-fire dage, og bagefter ved vi endnu ikke hvad vi skal lave. Måske cruise noget mere rundt sammen med de to gutter fra Sjælland.
Vi ses!
- comments