27/01 2011:

Den første dag på ski (PHOTOalbum: http://blogs.kilroy.dk/amplho/albums/anne-mette-lasse-paa-bierget). Efter halvanden dag til lige at finde os til rette i lille Revelstoke, oprindt dagen hvor vi skulle prøver kræfter med deres store bjerge. Derfor stod vi tidligt op og gik ned i byen efter morgenmad, med alt vores oppakning - mod Roxy Theatre på Mackenzie St, hvor skibussen holder et par gange i timen, og kører folket op til foden af pisterne. Vi stod og ventede på bussen med et andet par, og det tog ikke lang tid før vi fandt ud af at de også var danskere. De havde stået i tre dage før os, og var venlige til at låne os et kort, og fortælle lidt om forholdene. Området hedder Revelstoke Mountain Resort (RMR) og det var tydeligt at se at det er et forholdsvis nyt skisportssted; moderne faciliteter i flotte omgivelser. Et stort lejligehedskompleks er stadig under opbygning, og med den udsigt og beliggenhed er det ikke svært at forestille sig at hotelregningen kommer til at ligge i den dyre ende. De første par timer brugte vi tålmodigt på at købe liftkort, leje ski og købe en hjelm til Lasse. Anne-Mette skal i denne sammenhæng have stor ros for sin overbærenhed da Lasse skulle prøve at finde de perfekte Goggles til sine nye hjelm. Det var en prøvelse at prøve et halvt dusin forskellige briller et par gange i tre lags vintertøj. Vi overlevede og kunne ikke komme ud i kulden hurtigt nok... Ehm, men uden et par nye skibriller. Op ad bjerget i deres meget velfungerende og hurtige kabinelifter. Vi fandt hurtigt en grøn piste ved navn The Last Spike som også er kendt som the easiest way down - en hyggelig starter som vi tog et par gange for få styr på brædderne. For at den grønne piste skal leve op til sit navn, er den lavet som en Sydfransk bjerglandevej der snor sig i hårnålesving langsomt nedad. Omgivelserne er ligeså flotte - bare hvide. Efter at have opsparet en del selvtillid, bagav vi os op mod toppen, og derfra er der som bekendt kun en måde at komme ned.. Nej, egetntlig forkert formulering, for havde vi vidst bedre havde vi nok valgt at gå ned. Men vi fravalgte de 12 forskellige sorte nedkørsler, og påbegyndte en nedtur. rent fysisk skal nedturen rigtig nok forstås som at vi bevægede os ned ad skrænten, men det var nærmest ligeså meget på halen, som på selvt skiene (kraftig overdrivelse). Om ikke andet var det et kæmpe shok at vores ellers fremragende, for ikke at sige ypperligt fantastiske evner på ski ikke rakte til at vi i det mindste kunne holde os oprejst på en blå piste i Canada. Sammenlignet med nordens fjelde, finder man hurtig ud af at Nordamerika er meget større (som alt bare er overhere), men også mere langt-ude-i-ødemarken-tæt-på-ingenting-barskt og eventyragtigt! Størrelsen på landskabet og området begynder man virkelig at kunne forstå på en nedkørsel (der nemt kan tage en halv time), hvor man nemt kan ende i områder, hvor der er helt øde og der kan gå rigtig lang tid før man ser en anden løber. Noget af det bedste ved at være sådan et kæmpe sted, så langt ude i ingenting er næsten at vi aldrig står i kø til noget som helst. Vi ser meget (læs meget meget meget meget) få der er nede omkring vores ski-niveau, som vi var på førstedagen, hvilket gjorde vores nedtur endnu værre. Der var dømt lidt krise på førstedagen, hvis vi nu skal være bundærlige: overvældelsen over at være kommet til så fantastisk et sted, og så ikke kunne finde ud af det man ellers var rigtig god til i Europa, men som alle andre godt kunne finde ud af!? Oven i det kom at Anne-Mette havde sit evindelige problem med sine lidelser i skistøvler, som årligt torturerer hendes små futter til følelsesløshed. Et fænomen som åbenbart ligger til familien. Men et fænomen som helst skal overvindes meget hurtigt, hvis to måneder på ski bare skal have en smule mindeværdighed. Det var i hvert fald tanker, der løb igennem Lasse's hoved kan undertegnede afsløre. Der var dog aldrig anstrøg af panik at spore. ALDRIG.. Vi endte med at slå koldt sne i blodet eller hvad man siger, og lige tænke igennem hvad der egentlig var sket: Vi havde stået på ski i omgivelser vi aldrig havde set lignende; det var ikke lige gået som forventet, men vi havde omkring 64 dage på sne liggende for vores ski - vi skulle nok nå at få rette op på det! Det er også sjovere når der er noget at arbejde med. På vej hjem mod vores hostel fulgtes vi med de to danskere. De er på vores alder og bor samme sted som os, desværre ser vi ikke så meget til dem, da de bor i kælderen.

29/01 2011

De næste dage skulle også vise sig at blive en del mere succesfulde. Lasse fandt et par goggles med en linse der passer godt til Revelstokes tågede vejr, Anne-Mette fandt mere plads i sine støvler ved at tage en tyk sål ud, så nyder hun sit skiløb mere end nogensinde, og bliver nødt til at ytre det et par gange om dagen hvor befriende det er. Sidst på dagen den 28. var første gang vi overhoved så snevejr i Canada. De andre dage havde det bare været gråt og overskyet, men sneen gav et godt udgangspunkt for en god dag på bjerget d. 29. (PHOTOalbum: http://blogs.kilroy.dk/amplho/albums/powder-day). Stadig overskyet, men fantastisk sne der gjorde at vi blev udfordret på svære nedkørsler med uforudsigelige bump og ujævnheder, der fik vores lårbasser på overarbejder til de brændte. Det er dejligt at bliver tæsket igennem oppe på højen, og så komme hjem og slappe af med en bog eller film, og kunne mærke man har arbejdet. Vi misunder virkelig dem der bor i et område som Revelstoke - der er aldrig kedeligt. Altid flot natur året rundt og om sommeren er der mindst lige så mange aktivitetsmuligheder som om vinteren....... Tilbage til vores lille hyggelige bosted - SameSun. Vi har fået en køkkenkammerat (Ryan) der altid opholder sig der når vi er der. Det skyldes måske at han bor på et dorm der har dør lige ud til køkkenet. Men denne dag så vi ikke meget til ham - en speciel fyr var tjekket ind i samme værelse som Ryan og havde holdt ham vågen med sin snorken siden halv fire. Samme fyr fik vi fornøjelse af under vores madlavning. Han var flink nok, og vi tog glædeligt i mod tilbuddet om at smage hans udemærkede chiligryde. Vi småsnakkede lidt det første stykke tid, som vi har gjort med de fleste vi møder ude i fælleskøkkenet. Bare sådan lidt frem og tilbage om hvorfor/hvordan/hvor længe man er i Canada, men den nye fyr var ikke sådan at lægge ned. Nej han var klar på en helaftensforestilling, og var opsat på at holde samtalen kørende. Det var pladen fuld med alverdens spørgsmål der gik hele paletten rundt, og tiden gik som til et matador-maraton. Ja det kan godt være vi vrøvler, men så skulle I ha' hørt ham! Det var som at være tilbage på skolebænken til et tværfagligt modul hvor Naturgeografi og samfundsfag var slået sammen, men undervisningen foregik på engelsk. Læreren stillede godt nok alle spørgsmålene, men han hørte ikke efter når man prøvede at svare. Som svar til hans spørgsmål på om vi kendte nogen i Canada, prøvede Lasse at forklare, at vi skulle besøge beslægtede i Vancouver senere. Sætningen når aldrig rigtig at blive førdig, før han vil vide hvad man skal give for at eje en grund i Danmark. Og under vores ihærdige og oprigtige forsøg på at få snakket os frem til hvad Danmarks vigtigste eksportvare er, udbryder han: "So, do you have any brothers or sisters? little sister? big sister? And what's her name?"

30/01 2011

Solen skinner fra en helt klar blå himmel. Vi har rimelig styr på vores skiløb nu, og vi ser ikke mere til mærkelige gut. Lasse har købt egne skistave, så nu er det sidste på indkøbslisten bare et par ski. Det er søndag, så der er proppet med mennesker på vores sædvanelige kakaosted. Vi sætter os ud i solen og ser to hvidhovedet havørne svæve lige over os. I gondolliften snakker vi med to middelaldrende (?) herrer. Altså ikke sagt at de kom fra middelalderen, så gamle var de ikke, men bare de var oppe i årene. Sådan i forhold til os i hvert fald. Midtvejs i deres levetid. Ikke at vi ved hvor lang tid de vil leve selvfølgelig, men sådan mellem 40 og 50. Den ene var måske 51... Eller det er faktisk svært at sige, for de var jo pakket lige så godt ind som os. Men deres stemmer lød modne. Hvorom alting er, så fortalte de os at det i sin tid faktisk var emigrerede nordmænd der i sin tid bragte skiløbet til BC, og at de (nordmændene red.) omtalte ski som norske snesko. Oven i købet ligger der et luksushotel 20 skridt fra den første lift på bjerget, kaldet Nelsen lodge - opkaldt efter en legendarisk skihopper i Canada ved navn Nels Nelsen (en norsk emigrant).

Det må vidst være nok for i dag. Men bare rolig, vi har meget mere til jer, så vi lover at vende tilbage meget snart :)