Profile
Blog
Photos
Videos
Vi var to meget trætte piger der ankom til Quito. Efter at have siddet i Bogatá lufthavn i ti timer og ventet på vores connecting flight, ankom vi først til Ecuadors hovedstod klokken to om natten. Her fandt vi en tysker at dele en taxa med, og kunne derefter dejse om på en sofa på det hostel, hvor vi havde bestilt værelse til den efterfølgende dag - spares vil hvor der spares kan. Vi lå dog virkelig dårligt, og var noget forfrosne og groggy da vi vågnede. Vi blev budt godmorgen af en ung fyr, som var kommet ud for at finde internettet. Han hed Christian og var sammen med sin kæreste Amanda og ved David også lige kommet til Ecuador dagen før. Vi besluttede os derfor for at tage ud og udforske byen sammen. Vores hostel lå virkelig belejligt ved Parque Alemeda, lige midt imellem den nye og den gamle bydel - stort set alt inden for gåafstand. Så det var bare at begive os ud af døren og så lå hele byen lige for næsen af os
Quito var en by, vi havde hørt utrolig mange gode ting om, og den viste sig overhovedet ikke at skuffe os! Det var noget helt andet end nogle af de andre storbyer vi indtil videre havde set. Vi var imponerede over, hvor rene og pæne gaderne var, og alting syntes at være godt organiseret. Busser og trolleys gik gennem alle dele af byen i et nemt system med tydeligt markerede stoppesteder, hvor man betalte 0,25 dollars (Ecuador gik i 2000 over til den amerikanske dollar) for en billet. Ud over det, hvor der cykelstationer med nye cykler til fri afbenyttelse spredt ud over byen! Man havde endda gjort en indsats med at lave cykelstier i de specialbaner, som trolleys brugte. Her var der mange flere skraldespande end vi ellers havde set, og endda offentlige toiletter rundt omkring på byens pladser! Alle skopudsere bodsælgere bar veste fra kommunen, så det skulle man åbenbart have tilladelse til. Byen er spækket med historiske monumenter og arkitektoriske vidundere - og kigger man op over bytagende er byen på dramatisk vis omringer af høje bjerge. Byen selv ligger 2850 meter over havets overflade, så vi blev også godt forpustet af at rende rundt i gaderne og op og ned af trapperne i byen. Der tager minimum tre dage at vænne sig nogenlunde til højden her, og selv dér kan der forekomme decideret højdesyge!
Vi gik sammen med de tre amerikanere ned i den gamle bydel, hvor gamle kolonialbygninger stod side om side med flotte kirker og charmerende pladser, hvor folk slappede af, kikkede på duerne og spiste is. Vi gik ind i en af kirkerne (Monestario de san fransisco), som efter sigende skulle være en af de smukkeste, og selvom den var lettere kedelig udenpå, tabte vi alligevel kæben. De fleste af de kirker vi har været inde i i Latinamerika har været slidte, kedelige og grå indvendige, men denne var guldbelagt og overdådigt udsmykket fra gulv til loft! I det hele taget var bygningerne vi så rundt om kring i gaderne nymalede og rigtig flot vedligeholdt. Efterhånden var det blevet tid til frokost, og vi stilte for første gang bekendtskab med begrebet almuerzo. De fleste lokale restauranter her, har et fastlagt måltid til en billig pris. Man får altid suppe, en hovedret og ris med linser og kylling eller kød samt et glas juice for kun omkring to dollars! Super lækkert, hurtigt og nemt! Vi opgav at komme ind i regeringsbygningen, da der var en kæmpe lang kø - denne havde ellers en gratis rundvisning, men det siger sig selv, at det er en mulighed de fleste vil udnytte. Vi fortsatte derfor til en gade i den gammel bydel er kendt for at være fuld af liv og caféer, kaldet . Da vi efter meget besvær endelig fandt den, var den dog helt øde og stille.
Vi overvejede at gå op på bakken med englen, El Panecillo, som er lidt af et varetegn for byen. Men da vi havde fået at vide, at det var farligt at gå derop, og at man burde tage en taxa, opgav vi, og fandt i stedet frem til et lille mere ukendt ukigspunkt, Parue Itchimbia et andet sted på byens mange bakker. Selv oppe fra, er Quito en utrolig smuk by, med kirketårne og røde teglstenstage. Dagen endte med et spil "Bananas" (en slags scrabble) på taget af vores hostel i Quito, med udsigt over byen og lyset fra gaderne.
Amanda, Christian og David tog videre allerede den efterfølgende dag, da de gerne vil nå ud til en ring af små landsbyer i bjergene kaldet Quilatoa-loopet, et sted som vi også gerne ville besøge, men vi havde i det mindste mere tid, og brugte derfor et par dage mere i Quito. På andendagen brugte vi flere timer på at køre rundt i busser. Først brugte vi tid på at finde hele vejen ud til den centrale busterminal, en spilterny og flot bygning i flere etager, for at købe billetter til Baños, hvor vi gerne ville fejre nytår. Det er en populær destination, så vi tænkte vi hellere måtte være på den sikre side. Bagefter skulle vi med tre forskellige busser ud til Mitad del Mundo, Verdens Midte, det sted hvor breddegraden er 00°00'00,0. Det er et af de mest turistede steder, vi nåede at besøge i Ecuador. Man skulle betale for at komme ind i parken, hvor monumentet for Verdens Midte lå. Hvis man herefter ville ind og op i selve monumentet eller ind i en af de mange museer der lå i parken, skulle man hoste op med yderligere flere dollars. Her og der var der også dyre restauranter, cafeér og souvenirforretninger. Vi tog vores billeder, skyndte os ud af turisthelvede, fik almuerzo på en lokal restaurant og tog så tilbage til Quito og den gamle bydel. Her prøvede vi endnu engang at komme ind i regeringsbygningen, denne gang også uden held. Til gengæld fik vi prøvet nogle lokale snacks mens vi stod i køen: Tørrede bananer, og noget så bizart som skum-vafler. Det ligner is, men i virkeligheden er det en slags guf eller skum med smag, som damer render rundt med i baljer på gaden og skovler op i en vaffel. Det skulle prøves, men det var nok også sidste gang!
Et andet af Quitos uundgåeligheder er den såkaldte Teleférico, en skilift, som tager en op på toppen af et af de bjerge, der omgiver Quito. Her kommer man op i 4100 meters højde! For at spare penge, tog vi en bus så tæt på bjerget vi kunne komme, og vandrede herefter de sidste kilometer på af bjergsiden til vi kom til en mere eller mindre forladt forlystelsespark. Alting var overgroet, og der var mere eller mindre dødt, mange lukkede butikker, og vi var ikke helt sikre, på om vi var kommet til det rigtige sted. Omme bag parken, fandt vi dog endelig indgangen til liften, som dog var noget dyrere end v havde fået at vide. Vi tog alligevel turen op, og her kunne man se ud over hele byen! Det var faktisk lige før, at det var for højt op, for selvom man kunne se hele byen, var det umuligt at se detaljer, og det lignede mest af alt en stor gråbrun masse. Til gengæld var udsigten over bjergene fantastisk, og selvom det blæste en hel del, begav vi os ud på en hike i de omgivende bjergtoppe. Jeg nåede dog kun under halvdelen af vejen før jeg vendte om. Højdesyge er meget normalt her, og jeg havde stadig ikke vænnet mig til den højde vi befandt os i, hvilket resulterede i respirationsbesvær, svimmelhed og hovedpine. Det kan tage flere dage af blive klimatiseret til sådanne højder. Der var derfor rart at komme ned til Quito igen, og denne gang tog vi hen til den nye del af byen og et område kaldet El Mariscal, som alligevel lå på vejen. Dette område er kendt som et sted med masser af turister og fest, og det mårkede man tydeligt. Hovedgaden var fyldt med butikker, men alle sidegaderne var et rent mekka af barer og diskoteker, hvoraf flere havde åbent og spillede musik for fuldt drøn, selvom det kun var sidst på eftermiddagen. Vi følte os en smule malplacerede, men blev alligevel ganske begejstrede da vi faldt over en butik med outdoor-udstyr a la Bjergkæden! Sådan en havde vi ikke kunne finde nogen steder i Mellemamerika, også selvom vi havde ledt grundigt. Helenes rygsæk var nemlig ved at falde fra hinanden ved stropperne, og vi havde været ret nervøse over, om den mon kunne holde til resten af turen. Nu havde hun muligheden for at købe en ny, og en anden, mindre dagsrygsæk, så vi kunne endelig ånde lettede op - en bekymring mindre, og lige på et hængende hår inden vi skulle forlade Quito den efterfølgende dag.
Baños - en by i bjernene kendt for alle dets varme kilder, eventyr og et must-see for mange turister. Efter en hektisk morgen, hvor vi kun lige nåede vores bus (og kun fordi de normalt kører 5-10 minutter senere end planlagt her i Latinamerika), var vi endelig på vej! Baños er også kendt for fest og farver, og det er et af de mest populære steder i Ecuador at holde nytår. Vi var derfor forberedt på kaos ved ankomst. Selvom Baños er en by, hvor omtrent hvert andet hus er et hostel eller hotel, var alt næsten optaget, og desuden var priserne steget til det dobbelte eller tredobbelte disse dage! Vi ledte efter et billigt sted i omkring halvanden time, og endte så med at gøre os gode med et lille hostel i hvad der tilsyneladende var en fredelig gade. Herefter gik vi ud for at udforske byen, der var fyldt af hostels, tourselskaber, souvenirbutikker, og boder med søde sager. Ved stort set alle indgange til butikker, stod der folk og trak i lange bolsjemasser, hængt på kroge ved døren. Disse blev solgt som bolsjestænger til ingen penge, eller man kunne købe noget af det guayaba-gelé (guayaba en en frugt), som de også laver i området, rene sukkerrør, eller en masse andet mundgodt.
Davis, Amanda og Christian havde overstået Quilatoa -loopethurtigt, og var nu også ankommet til Baños for at fejre nytår! Vi mødtes med dem til en omgang aftensmad og en øl (eller, det viste sig at være overraskende svært at skaffe øl på en søndag i dette katolske land), og hørte om deres oplevelser ved Quilotoa. Det er fedt, at have nogen til at give gode råd, som lige selv har været der, for så ved man, hvad man skal undgå og hvad man ikke må misse! Da vi kom tilbage til vores hostel måtte vi erkende, at vores nok så stille gade ikke var så stille sidst på aftenen. Hvad der ved ankomst havde været lukket og med skodder for, viste sig at være diskoteker, og vi fandt ud af, at vi var endt på den mest larmende gade i Baños! Men når bare man er træt nok, har det ingen betydning.
Dagen efter fik jeg endelige en af mine store ønsker opfyldt! Jeg havde aldrig prøvet river rafting før, og dette stod derfor højt på min liste - og Baños var det perfekte sted at gøre det. Byen var spækket med tour-arrangører, som tilbød alt fra bongyjump til flerdagsture ud i junglen. Jeg mødte op om morgenen og snart blev vores lille gruppe kørt afsted i en minibus med gummibåd på taget! Helene havde prøvet river rafting så mange gange før, at hun havde valgt at blive i Baños og i stedet prøve en af de mange massagesteder byen havde. Det viste sig dog, at langt de fleste andre på river rafting også var kommet alene, og der var folk fra både Australien, England, Holland og en hel familie fra Ecuador. Vi blev splittet op i to hold (jeg kom med familien fra Ecuador fordi jeg snakkede flydende spansk som den eneste af udlændingene), og fik instruktioner i, hvordan vi skulle padle, hvordan man sidder i båden, og hvad man skal gøre, hvis nogen ryger over bord. Vi havde tidligere snakket med et par, der havde lavet river rafting i Honduras, og som fortalte, at der var sket flere dødsfald på dén flod, fordi folk, som faldt i vandet blev fanget under sten og druknede.
Det var derfor en lettelse for mig, at jeg slet ikke faldt vandet, selvom det var meget tæt på et par gange! Båden hvirvlede fremad med voldsom fart, og der var både kæmpe hvirvelstrømme, store bølger og huller, som man skulle undgå. Et særligt farligt sted var "El Codo" ("Albuen"), som var et sving på floden, der skabte virkelig farlige strømme, og her skulle man virkelig padle til. Det gjorde det ikke meget bedre, at en af personerne faldt i båden lige inden vi nåede El Codo, så vi fik også meget travlt med at hive ham op igen. Pga. regnen var floden højere end normalt, og strømmen kraftigere, så vores guide nåede desværre ikke at lede os uden om de sværeste steder, men vi måtte tage den lige igennem El Codo. Der sprøjtede så meget vend ind i båden at stort set ingen kunne se noget, og man rodede bare til med alle kræfter og lyttede blindt til guidens instrukser. Vi var på floden en lille time, med enkelte stop under vejs på de roligste steder, hvor vi kunne få pusten, men det føltes som bare ti minutter, så sjovt var det! Helt sikkert noget, jeg skal prøve igen!
Der er åbenbart intet, der med sikkerhed er åbent den første dag i det nye år i Ecuador! Da vi nytårsaftensdag gik ned for at købe busbiletter, fik vi at vide, at bussen måske, måske ikke gik dagen efter, og vi besluttede os derfor for at vente - vi havde trods alt også selv tænkt på at tage en afslappende dag den første januar. I stedet begav vi os op i de Baños' omgivende bjerge. Vi så et lille vandfald uden for byen, så de varme kilder udefra (det lignede mest af alt et gammelt svømmebassin med varmt vand - ikke noget vi gad betale en formue for), og bevægede os herefter op til et stort kors ved et udsigtspunkt højt over byen. Her mødte vi Niels, en nordmand, som havde boet hele sit liv i Canada, og som var over 60 år gammel, men alligevel havde set store dele af verdenen og stadig rejste meget! Han havde en hel masse at fortælle, om Ecuador og om hvordan landet og resten af Sydamerika har ændret sig meget de sidste år. Han snakkede blandt andet om de mange amerikanere, der havde slået sig ned i Ecuador ved pensionsalderen, fordi tilværelsen her er billigere end i USA, at de isolerer sig i nærmest ghettoer, og hvordan det er ironisk, at de så nemt kan slå sig ned i Ecuador, når det er så svært for Ecuadorianere at få lov til at komme ind i USA. Vi endte med at følges med ham på tværs af bjerget og ned til et andet udsigtspunkt ingen vi tog tilbage til byen.
På vej gennem byens gader, kunne man se forberedelserne til aftenens festligheder. Der er en tradition her i Ecuador at man brænder dukker af papmache eller papir af, for at skræmme alt det onde væk fra det nye år. Vi så flere kreative ideer til dukker, og et sted var et helt nabolag gået sammen om at skabe en lille model af Quito og El Teleférico. Jo længere vi kom ind til centrum, jo flere folk var klædt ud. Nogle bare med parykker og masker, andre i fuld udklædning. Det er åbenbart populært for drenge og mænd at klæde sig ud som kvinder med masker og derefter molestere folk ved f.eks. at holde dem tilbage på gaden indtil de fik nogle småpenge. Små drenge kunne finde på at holde en snor på tværs af gaden og spærre for bilerne indtil de fik betaling for at sænke den. Der var masser at se i centrum, hvis man var hurtig til at undslippe disse krejlere og passe godt på sine ting!Her viste Niels os et sted, hvor man kunne få pan de yuca, små boller lavet af mel fra rodfrugten yuca, som smager helt vidunderligt, og som man spiser sammen med et glas frisklavet yogurt! Det er virkelig sjovt når man møder folk mens man rejser, som får en til at spekulerer over tilværelsen, og som ser tingene fra en vinkel, man slet ikke før har tænkt på.
Efter et bad var det tid til vores nytårsmiddag! Vi havde besluttet at det skulle være noget lokalt, og der var intet mere perfekt end cuy. Cuy er i virkeligheden marsvin, og det var lidt mærkeligt at se den blive drejejet rundt på spid, helstegte og med deres store fortænder stikkende ud. Og selvom vi havde fået at vide, at deres kød ikke var det aller bedste, skulle det helt sikkert prøves! Desværre viste stedet, som tilberedte dem at være lukket, og da de fleste andre steder var fyldt til renden, endte vi med suppe, ris og kylling på et andet lokalt, billigt sted. Det ødelagde dog ikke vores humør, vi købte et par øl og skyndte os så ned til det hostel, hvor Amanda, Christian og David boede. Her var der fyldt med mennesker, fra alle dele af verdenen, og en hyggelig afslappet stemning. Folk drak kolde øl udenfor foran ilden, og da klokken nærmede sig tolv bevægede vi os udenfor, for at se papdukkerne blive brændt af. Over alt var der bål i gaden, fyrværkeri samt liv og glade dage! Vi tog ud og dansede i nogle timer sammen med de andre, og så var det jo rart, at der ikke var så langt hjem bagefter!
Første januar blev som forventet en dag, hvor vi lå og fladede ud det meste af tiden. Jeg kiggede ud af vinduet tidligt om morgenen og kunne konstaterer, at der lå skrals, flasker og store bunker med afbrændt papir over alt i gaden. Da jeg et par timer senere bevægede mig ud for at finde noget at spise, var stort set alt lukket og slukket og gaderne var helt øde. Til gengæld var der på mirakuløst blevet ryddet op, og der var stort set ingen spor tilbage efter nattens udskejelser. Byen var mere eller mindre død resten af dagen, vi måtte erkende at cuy-stedet endnu engang havde lukket, men heldigvis havde diskotekerne på vores gade også valgt at holde lukkedag, så vi fik os en god nattesøvn inden vi begav os ud mod Quilatoa.
- comments