Profile
Blog
Photos
Videos
Så kommer der langt om længe endnu et indlæg! Sidste gang jeg forsøgte, da røg nettet, og hele den roman jeg havde skrevet - og så har vi ellers været på farten siden! Men her kommer der lidt om vores tur til Mount Kinabalu torsdag den 26. september til lørdag den 28. september! :) Det har uden tvivl været den mest grænseoverskridende, voldsomme, kolde, blæsende, vilde, skræmmende og mest fantastiske oplevelse, jeg nogensinde har haft! Seriøst, alle mennesker burde jo bestige et bjerg!
Om onsdagen tog vi med en bus og kørte længere ind i Sabah, ind til bjerget. Vi ankom til foden af bjerget ved 1800m højde - herfra skulle vi bestige Asiens 3. højeste bjerg, nemlig Mount Kinabalu på 4095 højdemeter!
Vores ascend begyndte fredag morgen kl.06. Vi spiste morgenmad (denne gang en rigtig lækker en med æg og pandekager, og ikke bare toast!) og så begyndte turen ellers opad. Det startede med højt humør og sommerfugle i maven! :) Den første dag skulle vi vandre 6 km - det lyder jo ganske rigtig ikke af meget, men når det kun går opad, så tager det altså en del tid. Det startede med fint vejr, solskin og vindstille, så det var jo skønt! Meeeen, det var desværre kun de to første km. Derefter skiftede vejret, og det begyndte desværre at stå ned i stride strømme, som en rigtig tropisk regn nu kan gøre. Og tro mig, det var virkelig voldsomt! Det kan slet ikke beskrives hvor grænseoverskridende det var! At klarte op over store sten, alt imens at vandet bare skylder ned og gør bjerget til et vandfald, som man skal klatre over. Hold nu op, hvor var jeg glad for mine vandrestøvler, jeg stod heldigvis fast og snublede kun få gange! Men opad gik det, og efter 4,5 time nåede vi til det sted, hvor vi skulle overnatte, hotel Laban Rata, inden at de sidste 2,7 højdemeter skulle bestiges. Vi forsøgte at tørre vores gennemblødte tøj og støvler, og hyggede ellers med varm kakao og kortspil inden at vi gik i seng allerede kl.19. - Alle var mega trætte, og vi skulle op allerede kl. 01:30 for at spise morgenmad. Desværre måtte en del af pigerne blive ved Laban Rata, grundet højdesyge. De resterende af os, drengene og seks piger, inkl.mig, begyndte ellers vandringen mod toppen af bjerget kl.02.30. Vi vandrede i mørket, og det gik bare op op op. Og igen, så var det bare alt for grænseoverskridende. Der var flere gange, hvor jeg blev sindssygt bange, når man kiggede bagud og så afgrunden bag sig. Tænk nu hvis man snublede og ikke kunne nå at få fodfæste.. Men vi klarede det da, trods for al min pylder! :p Den sidste halvanden km var bare glat, opadgående klippe, hvor det eneste man kunne holde fast i var et reb. Oveni det valgte min pandelampe at gå ud, så jeg havde intet lys! Heldigvis var der to flinke drenge fra gruppen, Johan og Axel, der lyste for mig, og vi klarede sammen det sidste stykke op til toppen, Lows Peak, hvor vi var de første der ankom kl.05:30! Lige i tide til at se solen stå op i 4095 meters højde. Det er udentvivl et af de mest fantastiske syn jeg har fået mig - man så bare hele landet ligge spredt ud under en, solen der strakte sig ud over bjergtoppene, og svage skyer der lettede! Det var utrolig smukt og helt sikkert en oplevelse, jeg vil se tilbage på og smile af :) Det var det hårdeste og sejeste nogensinde!
Efter en halv time på toppen i bidende kulde begav vi os nedad igen. Efter 5 timer nåede vi bunden af bjerget igen. Her fik vi varmen og tørt tøj på, og så gik turen ellers tilbage til KK.
Det er uden tvivl den mest fantastiske oplevelse nogensinde! Alle burde bestige et bjerg før de dør! Ja! :)
- comments
Helle thomsen Så sejt du gjorde det og var den første pige på toppen